En stor, smuk blomst er typisk for slægten Echinopsis.
Planter af slægten Echinopsis er meget almindelige som dyrkede. Mange mennesker, som kun har nogle få planter, har formentlig en Echinopsis eller to. Det er der flere gode grunde til. De er for det meste meget lette at dyrke, de tåler indendørs dyrkning, og de kan tåle en masse dårlig pasning og forsømmelse. De er også almindelige, fordi de nemt danner aflæggere, og aflæggerne slår nemt rødder. De kan med andre ord blomstre selv under bare nogenlunde gode betingelser, og eftersom blomsterne for det meste er store, og nogle gange med en dejlig duft, er de meget populære. Eftersom de er blevet dyrket et stykke tid, er der blevet lavet en hel del krydsninger, både planlagt og tilfældigt, og der findes en række attraktive former med blomster i forskellige farver.
Det er lidt uheldigt, at systematikerne i begyndelsen af 1990'erne påpegede, at man ikke kan trække en fast skillelinje mellem planterne i Echinopsis og i slægten Trichocereus. De sidste har mere eller mindre identiske blomster, men bliver i det store hele meget større og højere. De passer derfor ikke helt så godt til at blive dyrket. Trichocereus-planter kan nogle gange optræde under slægtsnavnet Echinopsis, men man kan ikke regne med, at de blomstrer, før de er betydeligt større end de egentlige Echinopsisplanter.
Arter, som har været dyrket meget længe, såsom Echinopsis eyriesii, Echinopsis tubiflora, Echinopsis multiplex og Echinopsis oxygona, er formentlig sjældne som rene arter, men mange af de planter, der er avlet fra dem, bliver dyrket, og de er afgjort værd at arbejde med. Blomsterne er for det meste hvide eller lyserøde og kan være helt op til 20 cm lange og 15 cm i diameter. Det er en myte, at de blomstrer bedre, hvis aflæggerne bliver fjernet. Hvis de får tilstrækkelig meget plads til rødderne, vil de udvikle sig til store klynger og få mange blomster. Den gulblomstrede Echinopsis aurea er ikke så almindelig, men den kan også danne en god klynge. Den er ofte en af forældrene til krydsninger med gule blomster.
Nogle af de lidt mindre Echinopsis-arter blev tidligere inkluderet i slægten Pseudolobivia. De har normalt mindre blomster, men opvejer det ved at producere store antal. Hvis disse planter dyrkes i drivhus, kan de miste store mængder vand, når de danner mange blomster. Det hjælper, hvis man anbringer dem et skyggefuldt sted på dette tidspunkt. Typiske arter i denne gruppe er Echinopsis ancistrophora og Echinopsis polyancistra. To arter med meget farvestrålende blomster er Echinopsis kermesina (karminrød) og Echinopsis frankii (dybt lyserød).
Echinopsis eyriesii
Echinopsis multiplex - easter lily cactus
--