Meldug, rust og bladlus kan forvandle et smukt rosenbed til
et trist syn. Her er de bedste tricks til øjeblikkelig bekæmpelse. Er
rosenbedet hårdt angrebet, skal du dog ikke fortvivle. For de fleste rosensygdomme
gælder det nemlig, at roserne nok skal overleve. Her handler det blot om at
være på forkant med bekæmpelse af skadedyr og plantesygdomme til næste år.
Husk vand og gødning
Roser skal have den rette mængde gødning og vand. Mangler de
en af delene, er der risiko for, at deres immunforsvar svækkes, og de bliver
mere modtagelige over for insektangreb og sygdomme. Roserne er især udsatte i
meget regnfulde eller særligt varme og tørre somre, så husk at vande ekstra i
tørre sommerperioder.
Tag problemerne i
opløbet
Tag sygdommene og angrebene i opløbet ved at holde et vågent
øje med dine roser. Se til rosenbedet et par gange om ugen – eller gerne hver
dag – og kig på knopper, skud og blade, så du kan skride ind så hurtigt som
muligt og forhindre, at et eventuelt angreb breder sig.
Rosenmeldug kendetegn
Rosenmeldug er en svampesygdom, der formerer sig ved hjælp
af sporer, som for at kunne spire på roserne behøver fugt. Meldug viser sig som
et melagtigt pulverlag på blade, skud og knopper, og den kan især være et
problem på roser, der står meget beskyttet, fx op ad en husmur, uden nogen vind
til at tørre fugten af bladene.
Bekæmpelse af rosenmeldug
I meget våde, varme somre trives meldug allerbedst. Derfor
bør du vande jorden og ikke rosenløvet eller knopperne. Et særligt tørt forår
kan også øge risikoen for meldug, så her er det ekstra vigtigt at vande
grundigt. Da meldug kan overvintre på planterne, bør du give de roser, der har
været angrebet, en særlig grundig beskæring i det tidlige forår.
Stråleplet kendetegn
Denne svampesygdom viser sig som små og store sorte pletter
på oversiden af rosenbladene, der snart efter bliver gule og falder af. Rosen
kan allerede i det tidlige efterår have mistet alle sine blade, men
rosenknopperne vil alligevel folde sig ud i al deres pragt.
Bekæmpelse af stråleplet
Stråleplet er værst, når foråret og sommeren har været
særlig fugtig og regnfuld. Det gælder om at fjerne de syge blade løbende
sæsonen igennem – både dem, der sidder på rosen, og dem, der ligger på jorden.
Fjern også døde spidser på rosens grene. Det kan være et stort arbejde, men det
betaler sig, da det kan hindre udbredelsen af sygdommen. Da stråleplet kan
overvintre, er det vigtigt, at du før næste vækstsæson river jorden grundigt
under roserne.
Rust på rosenblade -
kendetegn
Rustlignende pletter på bagsiden af rosenbladene er et tegn
på et angreb af svampesygdommen rust. Sygdommen udvikler sig næsten ligesom
stråleplet. Pletterne bliver efterhånden sorte, og bladene ender med at blive
gule og falde af. Et hårdt angreb kan allerede tidligt på året ende med roser,
der kun har nogle få grønne blade i toppen af hvert skud.
Bekæmpelse af rust
Fjern de angrebne blade, så snart du opdager dem, og beskær
rosen kraftigt til næste forår.
Bladlus kendetegn
De små grønne bladlus er hyppige sommergæster i rosenbedene.
De sidder ofte så tæt, at de helt dækker de grene, som de suger næring fra.
Bekæmpelse af bladlus på roser
Er angrebet ikke så udbredt, kan du gnide lusene af med
fingrene. Ellers kan du spule dem væk med en relativt hård stråle fra
vandslangen eller sprøjte dem over med skummetmælk, hvilket er en billig og
ofte effektiv metode. Fyld en blomsterforstøver med mælken, og sprøjt rigelige
mængder på alle de angrebne steder – om nødvendigt også på knopperne.
Roserne tager ikke skade af skummetmælk
Rosen tager på ingen måde skade af behandlingen. Du skal
foretage sprøjtningen på et tidspunkt, hvor rosen er i fuld sol. Skummetmælken
vil så hurtigt danne en hinde og tørre ind, hvorefter lusene forsvinder.
Endnu en mulighed er at sætte nyttedyr ud, der spiser
bladlusene, som fx mariehønslarver.
Rosencikader
kendetegn
Rosencikader sidder i hobevis under bladene og suger saft,
hvorved bladene bliver fulde af små gule pletter. Hvis du er i tvivl, om en af
dine roser er angrebet af rosencikader, så giv grenene et dask – er der tale om
et angreb, vil en myriade af de ca. 5 mm lange hvidgule fluer springe for
livet.
Bekæmpelse af rosencikader
For at få bugt med de fleste af rosencikaderne, skal du
oversprøjte de angrebne roser med vand. Igen er det også vigtigt med beskæring
tidligt om foråret, da cikaderne lægger æg, som overvintrer, i de skud, der
kommer sent på sommeren.
Planter der kan forebygge rosensygdomme
Lavendel, tagetes og hvidløg er gode at plante sammen med
roserne, da de kan forebygge angreb af sygdomme og skadedyr. Hvis du planter
dem rundt om roserne, kan du dæmme op for angreb af meldug og bladlus. De to
førstnævnte planter tiltrækker svirrefluen – en flue, der lever af pollen og
nektar, og som ynder at lægge æg iblandt bladlusene. Fluens larver storspiser
af lusene. Katteurt, malurt, storkenæb og bjergmynte er også velegnede.
De 5 værste
rosensygdomme:
Type | Kendetegn | Bekæmpelse |
Rosenmeldug | Melagtigt lag på blade, skud og knopper. | Vand jorden – ikke rosenløvet eller knopperne. |
Stråleplet | Sorte pletter på oversiden af rosenbladene. | Fjern syge blade og døde spidser på grenene. |
Rust | Rustlignende pletter på bagsiden af rosenbladene. | Fjern angrebne blade. Rosen beskæres kraftigt næste forår. |
Bladlus | Er grønne – de sidder ofte så tæt, at de dækker en gren
helt. | Vand, skummetmælk eller en blanding af brun sæbe, sprit og
vand. |
Rosencikader | Hvidgule fluer – bladene har gule pletter. | Sprøjtes med vand. Beskæres tidligt forår. |