- Orkideer - Praktiske råd

Zygopetalum-hybrid.

Orkideer er enkimbladede planter ligesom liljer og græs. Bladene er lineære, hvilket betyder, at blad nerverne er parallelle med hinanden. Planten kan enten vokse mono­podialt, og så har den et fast vækstpunkt, hvor bladene kommer frem i midten af blad­rosetten, og blomsterstænglen et bladlag ne­denfor, eller sympodialt, og så bevæger planten sig sidelæns, mens de nye skud kommer frem ved siden af det gamle, ofte forbundet med et rhizom, også kaldet en jordstængel. Hos disse planter udspringer blomsterstænglerne enten fra basis eller top­pen af det nye skud, som regel når det er fuldt udvokset.

Mange sympodiale orkideer har pseudo­bulber eller bulber, der fungerer som vand­og næringslager. Bulberne kan have mange forskellige former, kuglerunde, aflange og smalle, æg- eller pæreformede. Orkideers rødder er meget specielle dannelser. Hos de arter, som vokser i jorden, er de som regel brune og dækket med brune hår. Hos de epifytiske orkideer, det vil sige dem der vokser i træer, er rødderne dækket med en sølvhvid til grå hinde. Denne hinde kaldes epidermis og består af døde celler, som orkideen selv danner, og den beskytter rødder­ne mod for stærk sol og udtørring.

Rødderne indeholder klorofyl, og det be­tyder, at planten kan optage sollys med dem. Visse orkideer har helt enkelt valgt bladene fra og lever bare med en lille stam­me dækket af rødder.

Blomsterstænglerne kan være hængende som hos de fleste epifytter eller opretståen­de som hos de fleste af de arter, der vokser på jorden. Visse orkideer kan producere fle­re meter lange blomsterstængler, mens an­dre nærmest ikke har nogen. Blomsterne er altid opbygget på samme måde, med undta­gelse af frueskoene. Tre ydre og to indre kronblade og en læbe. Blomsternes farve og størrelse kan variere i det uendelige.

Det som gør orkideerne enestående i planteverdenen er den måde, de formerer sig på. I stedet for støvfang og støvdragere har orkideerne en griffelstøtte og i toppen pollenklumper eller pollinier, der sidder på en klæbrig plade. Pollinierne sætter sig på hovedet af et besøgende insekt eller en fugl. Når de besøger de næste blomster, efterla­der de pollinerne på den klæbrige plade som sidder bagved disse. Mange orkideer lever i en symbiose med en enkelt insektart, og gør alt for at efterligne for eksempel en parringsvillig insekthun.

Orkidéfrø er meget små og ligner nær­mest støv. En frøkapsel inderholder store mængder frø, ofte flere hundrede tusind, som spredes med vinden. Frøene indehol­der ingen frøhvide (svarer til æggehvide) og de kan ikke gro selv, men er helt afhængige af, at specielle svampe hjælper dem med at få den næring, de skal bruge for at gro. Hvis svampene ikke findes, kan frøene ikke spi­re. Ved dyrkning sker frøformeringen i labo­ratorier i sterile glaskolber i en nøje sam­mensat næringsopløsning. Det kan tage helt op til tolv år for et frø at udvikle sig til en blomstrende plante. Nogle orkideer, for ek­sempel Phalaenopsis og Dendrobium, kan lave keikier, det vil sige små planter på blom­sterstænglerne eller bulberne. De kan, når de har vokset sig store og har fået rødder, ta­ges af og plantes i deres egen lille urtepotte.

Orkidéplanter er enestående, eftersom de kan krydses i det uendelige og stadig få fertile frø. Det kan man ikke gøre med no­gen anden plante, og derfor findes der et usandsynligt stort antal kunstigt fremavlede krydsninger.

Man kan endda meristem-formere orkideer, det vil sige klone dem. Det gøres på ekstra fine planter med en speciel farve eller form, som man gerne vil give videre til af­kommet. Ved at tage cellevæv fra nye skud som derefter opdyrkes helt sterilt, kan man få et afkom, der er en tro kopi af moder­planten.

Meristem-formeringen har revolutioneret orkidédyrkningen og har gjort orkideerne bedre, og frem for alt billigere. Det er ikke alle orkideer, der kan klones. Når det for ek­sempel gælder Paphiopedilum, må man nøjes med frøformering eller deling. Hvis man vil formere orkideer hjemme hos sig selv, må man dog holde sig til deling.

VANDING

Vandkvaliteten er meget vigtig for orkideerne. I deres naturlige miljø får de bare regnvand, og det er da også det bedste, man kan give sine orkideer. Jordvand, altså vand fra egen brønd, fra søer eller åer, er måske godt nok til mennesker, men det er dårligt til orkideer. De salte, kalk og metaller, som findes i jordvandet, oplagres i rødderne og på bladene og kan give svære skader. Har man bare nogle få orkideer, kan man godt bruge det vand, der er i hanen, hvis det ikke er alt for kalkholdigt. Hvis vandkvaliteten er dårlig, eller hvis man har en større orkidésamling, så findes der en enkelt metode til at rense vandet. Sæt en stor sigte, som indvendigt er beklædt med et tætvævet vi­skestykke, i en spand. Læg en blok ukalket og ugødet tørv i sigten og hæld vand over tørven. En enkelt tørveblok kan filtrere fle­re hundrede liter vand. Vandet som løber ud er brunt af humus, men det kan sagtens bruges. Man kan også fjerne en del uønske­de stoffer, hvis man koger vandet, men kun en del.

Filtrering er måske lidt omstændeligt, men det er en udmærket metode til at få rent vand til sine orkideer.

Visse avlere bruger destilleret vand eller osmotisk renset vand, der er helt rent. Det skal tilsættes en smule svag næringsop­løsning. Hvor tit man skal vande, er et spørgsmål mange stiller sig. Det er meget vigtigt, at planten tørrer ud mellem vand in­gerne. Stående fugtighed får rødderne til at rådne. Det er ikke nogen god ide at mærke efter med fingrene, da orkidékompost tørrer meget hurtigt på overfladen. Brug en fug­tighedsmåler eller løft planten og mærk vægten. Føles den let? Så vand den! Føles den tung? Så lad være med at vande den! Er man usikker, så vent nogle dage til. Orkideer tåler tørke meget bedre end konstant fugtighed. Som regel vander man kun en enkelt gang om ugen om sommeren, og om vinteren hver tiende til fjortende dag. Bli­ver det en varm sommer, skal man dog måske øge vandingen lidt for ikke at skade den nye vækst.

Vandingen bør ske ved, at man dypper hele urtepotten i en spand, så komposten bliver gennemblødt. Lad endelig ikke orkideen stå og trække vand, da det kan få komposten til at rådne. Vær også opmærk­som på, at der ikke står vand imellem bla­dene. I det tilfælde tørres det af med lidt papir.

LYS

Visse orkideer kræver meget lys, eftersom de i deres naturlige miljø udsættes for stærkt sollys. Andre vokser derimod meget skyggefuldt, og de skal derfor anbringes skyggefuldt, når man dyrker dem. Sommer­månederne i det nordlige Europa er lyse nok, men i den mørke årstid er lysmængden alt for lille til tropiske vækster. Derfor skal man placere sine orkideer så lyst som mu­ligt i vinterhalvåret, der strækker sig fra ok­tober til marts. I marts, når solen kommer højere op på himlen, og dagene bliver læn­gere, kan man flytte dem til et mere skyggefuldt vindue. Hold øje med, at bladene ikke bliver svedet i den stærke forårssol.

Det er godt at give orkideerne ekstra lys i den mørke tid. De er dog ikke modtageli­ge for alle former for belysning. En almin­delig elektrisk pære kan endda skade plan­terne i stedet for at hjælpe dem.

Der findes mange forskellige former for belysning på markedet. En del af dem er gode, men mange er dårlige. Gå til en spe­cialforretning, hvor de har forstand på, hvil­ken form for lys planterne skal bruge.

Lysstofrør er blevet brugt i mange år, og de findes i mange forskellige modeller. Vi anbefaler Osrams fluora 77, som har givet det absolut bedste resultat i vores test. Kviksølvlamper er også udmærkede, og de er en glimrende solerstatning. I de senere år er man også begyndt at bruge metalhalo­genlamper. De giver et koldt lys, som har vist sig at give gode resultater med planter.

Når man skal bruge tilskudsbelysning, er både afstand og brændetid vigtig. Lamper som afgiver meget varme skal anbringes så højt over plantens blade og blomster, at de ikke bliver svedet. En afstand på 60-80 cm plejer at være tilstrækkeligt. Belysning som kun afgiver lidt varme kan anbringes tætte­re på planterne, omkring 40-50 cm.

Lamperne må højst være tændt tolv ti­mer i døgnet. Hvis lamperne er anbragt i et vindue, skal de være tændt i døgnets lyse ti­mer for at forbedre dagslyset. Hvis man der­imod udelukkende dyrker sine orkideer i kunstig belysning og dermed ikke udsætter dem for almindeligt dagslys, kan lyset være tændt når som helst på døgnet, dog ikke mere end tolv timer. Man styrer tiden nem­mest ved at koble lamperne til en timer.

TEMPERATUR

Eftersom orkideer findes over stort set hele Jorden, findes der orkideer til alle tempera­turer. De arter, som vokser i tempererede skove eller i rigtigt kolde bjergområder, er ikke gode til indendørs dyrkning, og heller ikke de arter, som kommer fra lavtliggende, meget varme skove omkring Ækvator. Hvis man rejser rundt-i verden, opdager man tit, at de forskellige orkideer dyrkes på forskel­lige steder, alt efter hvilket klima der passer til de forskellige arter. De orkidétyper som vi dyrker er ofte arter, som vokser 500-1500 meter over havet, det vil sige orkideer, som ikke skal have det alt for varmt, men trives fint med vores indendørsklima. Disse orkideer er vant til, at temperaturen varierer mellem nat og dag, hvilket også er godt at forsøge at opnå i hjemmet. Mange orkideer trives fint udendørs om sommeren, hvor temperaturfaldet er naturligt og meget sti­mulerende for væksten.

LUFTFUGTIGHED

De fleste af de orkideer som dyrkes kom­mer fra fugtige omgivelser, hvor morgen­tåge og ofte daglige regnbyger forhøjer luft­fugtigheden til 80-90%. Dette miljø er svært at efterligne i en vindueskarm, men man kan naturligvis hjælpe til ved at overbruse blade og rødder. Det er vigtigt at undgå, at der bliver vand stående mellem bladene, da det kan give råd og skader, eller ganske en­kelt slå planten ihjel. Undgå også overbrus­ning, når solen står på, da det kan give af­svidningsskader.

En anden metode til at forøge luftfugtig­heden er at lægge et lag leca-nødder i bun­den af yderskålen, som holdes fugtige, men uden at planten står i vand. Det kan gøres i større skala ved at anbringe kasser i vindu­eskarmen og fylde dem halvt op med leca­nødder, træspåner eller mursten som deref­ter holdes fugtige. Urtepotterne stilles ovenpå. Der forhandles en lang række luft­fugtere, som fungerer fint.

Ud over luftfugtigheden er udluftningen mindst lige så vigtig. Stillestående luft kan ind imellem være årsag til voldsomme svampeangreb.

Tænk på, at de fleste orkideer lever som epifytter højt oppe i trækronerne, hvor der hele tiden blæser en frisk vind. Derfor ple­jer orkidédyrkning ved gamle, utætte vin­duer at fungere bedre end ved moderne, tætte vinduer. I sommermånederne er det en god ide at lufte godt ud. Temperaturen og luftudskiftningen har en positiv indvirk­ning på orkideerne. I vintermånederne er det sværere, specielt i de koldeste perioder, at få en tilstrækkelig luftudskiftning. Der­for er enhver form for ventilator et udmær­ket hjælpemiddel, og den bør være tændt døgnet rundt.

KOMPOST

De fleste af de orkideer vi dyrker vokser epifytisk, oppe i trækroner eller på klipper og sten, hvor alt det fine materiale er regnet væk, så der kun er det grove materiale til­bage. Orkidérødder er derfor ikke udviklet til at leve i almindelig jord. Kun et fåtal af de orkideer, der dyrkes, voksede oprinde­ligt i jord, og det er kun dem, der kan dyr­kes i almindelig jord. Der findes lige så mange orkidékompostblandinger, som der er orkidéavlere. men der er nogle enkelte regler, man kan følge. Orkideer med tykke rødder og uden bulber skal have grov kom­post blandet med finere ting, for eksempel tørvemos. Orkideer med tykke rødder og bulber skal have grov kompost. Orkideer med tynde rødder skal have finere kompost. Nedenfor er et forslag til kompostblandin­ger opdelt i tre grupper. I teksten til de for­skellige orkideer, som omtales i sitet, står, hvilken form for kompost der kan anbefa­les, angivet med A, B eller C.

Kompost A = Grov pinjebark og kokosfibre blandet med sphagnum (tørvemos).

Kompost B = Grov pinjebark og kokos­fibre.

Kompost C = Fin pinjebark blandet med sphagnum.

GØDNING

Orkideer lever et ret næringsfattigt liv i na­turen, og derfor vil overgødning medføre en hurtig død eller stress med følgesygdomme. Almindelig plantegødning er tilpasset til jordvoksende planter og er for stærk til orkideer. Som regel indeholder de også en hel

del sporstoffer, som orkideer ikke er vant til og ikke kan udskille. Resultatet er, at plan­ten oplagrer dem, og det giver til sidst al­vorlige skader.

Langt den bedste gødning findes i pul­verform og købes i specialbutikker. Gød­ningen skal ske i den aktive periode, det vil sige i den periode, hvor orkideen vokser, altså i den lyse årstid fra marts til oktober. Der gødes ved hver anden vanding. Ved blomstring om vinteren kan man gøde en gang om måneden. Der må aldrig over­gødes.

Billedet viser nogle af de kompostblandinger, man kan bruge ved omplantning.

Nederst til venstre: Kompost A bestående af grov pinjebark, kokosfibre og sphagnum.

Øverst: Kompost B bestående af grov pinjebark og kokos­fibre.

Nederst til højre: Kompost C, fin pinje­bark med sphagnum.

OMPLANTNING OG URTEPOTTER

En tommelfingerregel for at få held med at dyrke orkideer er, at urtepotten skal være så lille som muligt.

For store urtepotter med meget kompost holder for længe på fugtigheden, og det kan give råd i rødderne, hvilket i sidste ende kan medføre, at planten sygner hen og dør. Orkideer lever et meget begrænset liv i na­turen, og de er ikke vant til at have så meget materiale omkring rødderne. Nu dyrkes næsten alle de orkideer som findes i hand­len i plasticurtepotter. De er lette og billige og får ikke så mange kalk- og saltaflejringer som en lerurtepotte. I de senere år er dyrk­ning i gennemsigtige urtepotter blevet al­mindelig. I særdeleshed til Phalaenopsis. Rødderne på de epifytisk voksende orkideer indeholder klorofyl. Det betyder, at de optager sollys med rødderne og ikke bare med bladene. Den gennemsigtige urtepot­te medfører, at selv rødderne får en del af lyset. En anden fordel ved en gennemsigtig urtepotte er, at man lettere kan se, hvordan rødderne har det.

Omplantning af orkideer skal ske, når de nye skud, blade og rødder bryder frem. Det sker som regel om foråret eller senere på sommeren.

Store planter af sympodialt voksende orkideer, kan man dele, når de skal omplantes. Sørg for, at der er tre til fire bul­ber per del. En større del har mere kraft til en bedre start og en hurtigere blomstring.

Tag planten ud af urtepotten og fjern al gammel kompost, døde rødder og visne dele.

Anbring derefter planten i midten af den nye urtepotte og fyld op med ny kompost rundt om den. Tryk det ikke for hårdt til og vær forsigtig med rødderne, så de ikke knækker. Vær opmærksom på, at planten ikke kommer for dybt ned i urtepotten. Hvis planten står usikkert, kan det afhjæl­pes ved at sætte to blomsterpinde på hver side af planten, så den ikke står og dingler.

I de første uger efter omplantningen skal man være forsigtig med vandingen for at undgå råd i åbne sår på rødder og øvrige dele.

Det kan ind imellem være svært at vide, hvornår man skal plante om, men cirka hvert andet eller tredje år bør række, men også allerede det første år planten er købt, hvis det virker som om, komposten ikke er luftig nok. Når planten er ved at forlade ur­tepotten, er det på tide at plante den om.

Orkideer med hængende vækstform kan være meget smukke i en kurv.

Kurven skal være af solidt træ eller af plastic. Den må gerne beklædes indvendigt med mos, tørvemos eller en kokosmåtte, så komposten ikke løber ud af den.

--