- Tulipaner

Dykker man ned i tulipanernes historie, lader det til, at vi altid har været vilde med dem. Allerede før hollændernes "tulipomani" nåede sit højeste i årene 1634 til 1637, gav de tyrkiske sultaner deres undersåtter ordre til at samle i tusindvis af tulipanløg, som de kunne fylde deres haver med. Tulipanens historie er også beretningen om enkeltpersoner fra alle kulturer og forskellige tidsaldre, der blev besat af dens skønhed.

Tulipanen har undertiden inspireret mennesker til at gøre fantastiske ting - skrive poesi, plante smukke haver, vie et helt liv til at avle blomsten - men den har også bragt deres mere mørke sider for dagen. I deres higen efter at eje tulipanen har samlere kævledes, stjålet, spillet og formøblet formuer, hvilket uden tvivl har ført megen ulykke med sig. For nogle var målet at plante en masse, at imponere folk med deres store rigdom. Andre blev drevet af ønsket om at eje eller skabe en tulipan med en bestemt farve eller form, og deres aktiviteter var hemmelige: Selvet enkelt løg var nok, så længe der kun var det ene, og de ejede det.

I dag ligger vi stadig under for denne prægtige blomsts char­me. Når sommeren går på hæld, frister løg katalogerne os til at tænke på forårsfarver med de utallige toner og nuancer, som tulipaner nu fås i. Og uanset hvad vi ellers har af dejlige forårs­ting i vores have, fristes vi om foråret til at lave lister over "uund­værlige" sorter til det følgende år. Så i det meget små gør vi som fortidens store mænd - som sultan Selim 2., der bestilte 50.000 tulipanløg til sin have i Konstantinopel.

Hovedparten af de tulipaner, vi dyrker i dag, er prangende, store og kraftige sammenlignet med de spinkle vilde arter, så hvordan er denne dramatiske forandring sket?

Arternes oprindelse

De fleste vilde tulipaner stammer fra områder i Centralasien, hvor den rigeste kilde til arter ligger mellem Tein-Shan- og Pamir Alajbjergkæderne, i nærheden af Islamabad, der nu er Pakistans hovedstad. Man kan også finde vildtvoksende tulipaner i dele af Europa, for eksempel på Balkan, i Spanien, Portugal og Italien og på Kreta, men det menes, at disse oprindelig må være blevet bragt dertil af købmænd og rejsende, der kom fra Centralasien, og at de derefter forvildede sig i naturen.

Vi er tilbøjelige til at tænke på de oprindelige tulipaner, som stammende fra Tyrkiet, men de blev også fundet i Ukraine, i nærheden af Sortehavet og på Krim - områder, der engang tilhørte det tyrkiske Osmannerrige. I midten af det 16. århundrede berettede europæiske rejsende om funklende røde liljer, der var meget værdsat af tyrkerne, og det menes, at der var tale om tulipaner. Navnet tulipan siges at stamme fra det tyrkiske tuliban eller turban - mænd stak ofte en tulipan ind i deres turban. Den første kendte omtale af en tulipan, der voksede i en vesteu­ropæisk have, stammer fra Conrad Gesner, en botaniker, der i 1559 så tulipaner i en have, som var ejet af rådmand Johannis Heinrich Herwart fra Augsburg i Bayern. Synet og duften gjorde så stort indtryk på ham, at han beskrev den yderst detaljeret i en bog (Caspari Collina Pharmocopoeo), der blev udgivet to år senere. Han tilføjede, at tulipanerne kom fra frø fra Konstantinopel.

Tyrkisk tulipomani

På det tidspunkt var tyrkerne allerede store beundrere af tulipa­nen og havde faktisk været det siden det 13. århundrede, hvor poeter begejstredes over blomstens skønhed. Det tyrkiske ord for tulipan er lale; der består af de samme bogstaver som Allah, så blomsterne blev ofte brugt som religiøst symbol. Sultaner byggede paladser med haver, der var fyldt med deres yndlings­blomster, inklusive tulipaner, og efterhånden som Osmannerriget voksede, udviklede havestilen sig også. Da man nåede til det 16. århundrede, var tulipanen blevet symbol på Osmannerriget og kunne ses broderet på dragter og malet på kakler og keramik.

I 1630'erne var der beretninger om, at mange tulipaner blev dyrket i haver og udbudt til salg i forretninger. Tyrkerne var alle­rede begyndt, sådan er den menneskelige natur, at organisere og vælge de bedste og at lave officielle lister og regler for, hvad der måtte betegnes som den perfekte blomst. De foretrak smal­le, spidse kronblade frem for de rundere, mere bægerformede blomster, som man foretrak i Vesten. Ikke desto mindre var der en tovejstrafik med tulipaner, og da man nåede tulipanæraen (Lale Devri) 1703-1730, importerede sultan Ahmed 3. enorme mængder løg fra Holland til sin have og til tulipanfestivaler. Beskrivelser af disse festivaler får dem til at lyde nærmest deka­dente, og sultanens undersåtter var forfærdede over udgifterne. Men samtidig blev der skrevet flere digte, og en illustreret bog, der viste 49 tulipaner, blev produceret omkring 1725. Men da Ahmed døde i 1730, døde tilsyneladende også drivkraften i tulipantilbedelsen.

T. fosteriana-tulipaner blev fra 1906 og fremefter importeret til Holland fra Centrala­sien. De hollandske avlere satte pris på den skarlagensrøde farve, men artens højde og bla­de varierede, så man udsøgte sig de naturligt opståede kloner. Denne her, Red Emperor, er den mest kendte og var hyppigt brugt i forædlingsarbejdet.

Hollandsk tulipomani

Nogle af de første tulipaner, der blomstrede i Holland, var plan­tet i august 1593. De stod i en lille have ved universitetet i Lei­den og var plantet af den botaniske haves chef, Carolus Clusius. Disse løg må have været en udsøgt samling: Clusius var på det tidspunkt 67 år gammel, var vidt berejst og havde opbygget et netværk af kontakter, som han udvekslede løg med. Blomsterne må have været imponerende, da de sprang ud det følgende for­år, for der var adskillige interesserede købere, men Clusius afvi­ste alle tilbud. Ikke overraskende blev løgene stjålet i nattens mulm og mørke, frøene fra dem blev sået, og over en årrække blevet lager bygget op og distribueret.

Da først tulipanen havde fået fodfæste i Vesteuropa, spredte den sig hurtigt: Botanikere og købmænd byttede løg, kunstne­re forevigede dem, og de rige eftertragtede dem som nyheder og statussymboler. Blomsterne var allerede ved at miste noget af artens beskedne udseende og begyndte at se mere pran­gende ud. Deres forvandling kan følges ved at betragte dati­dens malerier.

Allerede i slutningen af 1620'erne var der etableret plante­skoler rundt om byen Haarlem, hvor jorden viste sig at være ide­el til tulipaner. De tørre løg lader sig sagtens transportere, så det varede ikke længe, før eksporthandelen kom til, og side­løbende blev der fremstillet illustrerede bøger, der viste potenti­elle kunder, hvordan tulipanerne ville komme til at se ud. Am­sterdam blomstrede som både havne- og handelsby, og en logisk forlængelse af denne vækst var at skabe en børs, der kunne håndtere forskellige valutaer.

Man havde nu samtlige bestanddele til, at løg handelen kun­ne begynde. Tulipanens uforudsigelige evne til at bryde ud i far­vestreger, der resulterede i stærkt efterspurgte løg, og den kendsgerning, at flere og flere mennesker blev involveret, førte forståeligt nok til, at en slags vanvid brød ud. Løgets pris afhang af dets farve og form, men fra 1636 og fremefter blev de mest eftertragtede løg også solgt efter vægt (målt i azen), og der opstod et helt marked for tulipankontrakter, altså datidens futures og optioner. Hvide tulipaner med røde eller violette striber var de dyreste - blandt andre Semper Augustus og Viceroy - og den kendsgerning, at disse brogede tulipaner var mindre livskraftige og sværere at formere, øgede blot deres attråværdighed.

Flere og flere mennesker deltog i handelen, så et krak var uundgåeligt, og det kom pludseligt, i begyndelsen af 1637. Spe­kulanter opgav hurtigt tulipanen, men de, der elskede blomsten for det, den var, fortsatte med at købe den og dyrke den i deres haver.

Den franske indflydelse

Man dyrkede også tulipaner i Frankrig og Flandern, hvor mange interessante sorter blev avlet, men forædlerne her var mindre kommercielt indstillede end de hollandske. En meget eftertragtet flamsk sort var Louis XVI, en hvid tulipan med lilla aftegninger dyrket af en amatørforædler i 1776. Mon Tréser (1875) og La Reine (1860) er to tidligt blomstrende franske sorter, 30-35 cm høje, der tidligere var meget brugt til dyrkning i potter. De er nu næsten uddøde, men Mon Tréser er blevet specielt fotograferet (se herunder) fra en privat samling i Holland. I victori­atidens England dyrkede man også ofte tulipaner i beholdere, og deres smukke egenskaber blev prist af John Mollison i hans bog The New Practical Window Gardener, der blev udgivet i 1879.

Mon Tréser er en historisk sort, der blev præsenteret i Frankrig i 1875. Denne tidligt blomstrende tulipan var førhen populær til dyrk­ning i potter, men findes nu kun i private samlin­ger.

Den engelske tulipanarv

De virusinficerede tulipaner, der forårsagede tulipomanien, sæl­ges ikke længere kommercielt, men deres efterkommere lever videre i private samlinger. En gruppe, der er blevet grundigt dokumenteret, er de engelske floristtulipaner.

Til at begynde med kopierede engelske entusiaster 1600-tal­lets maniske efterspørgsel efter mønstrede tulipaner, og i en tid var de moderne og et udtryk for rigdom. Men i begyndelsen af det 18. århundrede latterliggjorde det bedre borgerskab tulipa­nerne, og blomsten fandt mere loyale forkæmpere blandt de nordengelske håndværkere. Disse mennesker blev omtalt som "florister", hvilket vil sige, at de koncentrerede sig om en bestemt blomst og gjorde det til deres hobby at forædle og udstille den. De ernærede sig som vævere og sko­magere, og fordi de arbejdede hjemme, var de hos deres blomster om dagen og kunne passe dem. De samlede på tulipaner, og mange selskaber skød op i 1750-1850 med det formål at dyrke og udstille engel­ske floristtulipaner. Og uvægerlig etablerede lande med huguenotflygtninge, fx Irland og Skotland, ligeledes tulipanselskaber.

De engelske florister avlede deres egne tulipaner base­ret på løg, der var købt i Frankrig og Flandern, og tilføjede senere deres egne frø. Det første, de måtte gøre, var at nå frem til en ensfarvet tulipan i den rigtige facon - en halvkugle. Denne blev kaldt et "moderløg". Efter at have dyrket sideløg fra moderløget i mange år håbede man, at der ville komme en forandring til et mønster med striber og pletter.

De forskellige mønstre og farver havde deres egne navne:

Bizarre betød, at blomsten var gul med et mønster i en anden farve;

Byloemen var en hvid tulipan med sorte eller lilla striber;

Rose var en hvid blomst med røde eller lyserøde aftegninger.

Der var sågar betegnelser for mønstrene, og disse anvendes stadig: "Fjermønstrede" beskriver farver, der toner ind fra kanten af kronbladene, mens en "flamme" er en farvetegning, der løber fra kronbladenes top ned mod bunden.

For at prale af deres frembringelser samledes floristerne regelmæssigt i pubberne til et måltid mad og en konkurrenceudstilling, hvor blomsterne blev udstillet i brune ølflasker. Men i 1870'erne havde tulipanen mistet en del af sin betydning blandt floristerne - flere mennesker end før arbejdede nu på fabrikker, meget af den jord, hvor der før blev dyrket tulipaner, var nu bebygget, og planter, som krævede mindre tid, blev mere populære til udstillingsbrug.

Kun et af disse selskaber, Wakefield and North of England Tulip Society, eksisterer stadig. Det blev grundlagt i 1836 og er stadig aktivt, takket være en utrættelig indsat fra familien Akers, der har været med i generationer. Selskabet har endda sine egne sorter, fx den røde og hvide 'Wakefield', der er gået i arv og bevaret. Der er stadig et show i Wakefield i maj måned hvert år, hvor tulipanerne udstilles. For at vinde skal en tulipan have seks ens kronblade med tydelige aftegninger, der er ens på alle kronblade. Tulipanerne dyrkes under skyggenet, så de holdes i god stand, og de plukkes en dag eller to før udstillingen. Engelske floristtulipaner fås ikke i handelen, men medlemmer af selskabet bytter ofte overskydende løg om efteråret.

Flaming Parrot har måske nok de samme aftegninger som en gammeldags broget tulipan, men som hos alle den slags løg, der sælges i dag, er farvespillet et resultat af genetisk arbejde og skyldes ikke en virusinfektion.

Forandringer hos tulipaner

Den måde, hvorpå et løg fra en ensfarvet blomst undertiden frembringer en blomst med to farver - den ene som streger og mønstre hen over den anden - har fascineret tulipanelskere i århundreder. Alle håbede på og drømte om disse foran­dringer, men de var fuldstændig uforudsigelige, selvom det ikke skortede på teorier om og opskrifter på, hvordan man fremkaldte dem. Videnskaben kom med svaret i 1828, hvor man var begyndt at forstå virusser og havde fået stærkere mikroskoper til sin rådighed. Dorothy Cayley, der arbejdede på John Innes Institute, der dengang lå i det sydlige London, opdagede, at disse forandringer kunne gives videre fra løg til løg. Da dette blev sat i forbindelse med forskning om blad­lus, blev det bekræftet, at en virus, der spredtes blandt tulipanerne af bladlus, var ansvarlig for forandringerne.

Tulipa turkestanica har en række ukarakteristiske træk for en tulipan: Der er masser af små blomster på hver stilk, og den enkelte blomst har stjernefa­con. Denne tulipan er beskedne 20 cm høj, men i modsætning til mange andre formerer den sig hurtigt. De udsprungne blomster virker som en magnet på bier.

Nutidens tulipaner

Takket være hollænderne har vi nu bogstavelig talt i tusindvis af tulipansorter. Hollænderne er aldrig holdt op med at interessere sig for blomsten, og Holland er stadig det væsentligste land, når det gælder forædling, dyrkning og eksport af både løg og afskårne blomster.

De områder, hvor der dyrkes tulipanløg i Holland, også kaldet bollenstreek, ligger på vestkysten, især omkring Lisse, mellem byerne Haarlem og Leiden. Her ligger det berømte Keukenhof Garden, løg industriens udstilling, der blev etableret i 1949 på det, der engang var klitter og birkeskove. Anlæggelsen var et driftigt træk, især fordi den fandt sted blot fire år efter "hungervinteren" efter Anden Verdenskrig, hvor så mange hollændere døde af sult. Dengang gik mange mennesker fra byerne ud til løgmarkerne for at spise løgene. Løgene blev kogt, og det sagdes, at de smagte sødt, hvilket Carolus Clusius havde bemærket flere hundrede år tidligere. Det kan dog ikke anbefales at spise tulipanløg, da de nu står opført som giftige. I dag trives tulipaner på Keukenhofs jorder, og udstillingen med blomster og plantningsideer besøges af ca. 800.000 gæster om året.

Nogle få tal kan give en fornemmelse af industriens størrelse.

Det anslås, at Holland dyrker mindst tre milliarder tulipanløg om året, hvoraf to milliarder eksporteres. USA tager den ene milliard, og resten sælges til lande som Tyskland, Japan og England. Der er også en kommerciel dyrkning af tulipaner i England, især omkring Spalding i Lincolnshire, hvor marsklandets mudrede jord er ideel. Der dyrkes også tulipaner i Irland, Danmark og Japan - bønderne kan nå at dyrke tulipaner mellem rishøsterne - og i Skagit Valley i staten Washington, Dandenongbjergene i Australien, Tasmanien og South Island i New Zealand.

Hvis du for alvor vil have tulipaner i haven, kan det være en god ide at besøge udstillinger som den i Keukenhof, så du med egne øjne kan se, hvilke sorter der tåler vind og vejr. Har du ikke mulighed for at tage til Holland, så kig efter sorter, der har fået præmier for deres egnethed som have planter.

Tulipanavl

Det er langt mere profitabelt at dyrke tulipaner som afskårne blomster (ved at drive dem) end at dyrke løg til haver, så det er oftest denne side af handelen, der dikterer, hvilke sorter der skal sælges bredt. Halvdelen af de hollandsk dyrkede afskårne tuli­paner laves af kun ti sorter, og det meste af avlen koncentreres om triumph-tulipanerne, fordi de vokser villigt og hurtigt ved drivning under glas. Det er derfor vigtigt for avlerne at genopret­te ligevægten og vælge sorter, der passer til dyrkning i haver, og ikke kun dem, der er nemme at drive, og det er derfor, det er så vigtigt med de forsøg, der bedømmer planterne på deres haveværdi, og de priser, der uddeles.

Tulipanforædling tager tid, og der gives ingen garantier for resultaterne. Kun en ud af tusind frøplanter vil have karakteristi­ka, som er værd at bruge tid på, og det kan tage fem til syv år, før et frø frembringer en blomst. Derefter kan det tage andre 13-15 år at samle en tilstrækkelig mængde til, at den kan sæl­ges. Alle løgene er kloner af den oprindelige plante, så når først der er en beholdning, er man sikker på, hvad man får. Disse klo­ners livskraft kan aftage med tiden; det tager måske omkring 40 år, men det afhænger meget af den oprindelige plante.

Mange tulipaner, der er beskrevet i dette site, stammer fra en privat tulipansamling,  og er ble­vet valgt, fordi de er nogle af de bedste af deres slags. Mange af de firmaer, der forædlede de her viste tulipaner, driver ikke længere forretning, da der nu er færre, men større firmaer.

Vil en tulipanforædler skabe en ny sort, kan han krydse to planter, samle frøene, dyrke afkommet og udvælge dem med interessante træk. Men mange nye sorter - for eksempel pape­gøjetulipanerne - er opstået naturligt gennem en spontanmuta­tion, der i fagsprog kaldes "sport". Sporter producerer ofte flere sporter, så man kan ende med grupper af tulipaner med ens karakteristika, for så vidt angår højde og blomstringstid, men med en række forskellige farver og aftegninger.

Prøvedyrkninger og præmier (priser)

Det engelske haveselskab Royal Horticultural Society (RHS) har en narcis- og tulipan komite, der giver tulipaner pris for deres præstation som haveplante. Bedømmelserne baseres på dyrkningsforsøg, besøg i private samlinger og ekspertdiskussioner. Den fornemste pris er Award of Garden Merit (AGM), der blev genindført i 1992; prisen gives til planter, der har høj dyrkningsværdi som haveplante. Priser, der blev givet før AGM, og andre priser som Award of Merit (AM) og Highly Recommended (HC) er kun medtaget af historiske hensyn.

I Holland uddeles priserne af Koninklijke Algemeene Vereeni­ging voor Bloembollencultuur (KAVB). Trial Garden Award (TGA) er værd at kigge efter, da den gives til sorter, der klarer sig godt i haven. Andre priser omfatter Award of Merit (AM), the Early Forcing Award (EFA) og First-Class Certificate (FCC).

Priserne er nyttige, når man skal vælge tulipaner til haven. De er mere upartiske end frøkataloger, og de peger på haveegnede sorter og ikke kun dem, der er gode som snitblomster. Omvendt skal du ikke lade dig styre af disse Præmier: Dine kriterier er måske anderledes, eller måske synes du om en tulipan, der ikke er blevet bedømt i mange år. Gør brug af de åben have-arran­gementer, der findes, og skriv navnene ned, når du ser tulipaner, der ser godt ud oven på regn eller særligt varmt vejr, og selvføl­gelig hvis der er nogle, hvis farve og form du særlig godt kan lide. Prøv dem, og skriv ned, hvor dybt du lagde løgene, og hvordan blomsterne tog sig ud det følgende forår.

--