Dække­materiale

Mange af de smukkeste og sjældneste træer, buske og stauder i vore haver stammer fra lande med langt mildere vinterklima end vort. Derfor er det oftest nødvendigt at beskytte de sarte­ste i den kolde tid. Vinteren med dens sne og frost indvirker forskelligt på de enkelte arter, og dækkematerialet skal derfor vælges efter, hvilke vinterska­der det skal beskytte imod. Man kan skelne mellem skader, forårsaget af langvarig frost, nattefrost og udtør­ring.

Langvarig frost.

Frost kan dræbe plan­ter. Det sker, hvis vandet i planterne fryser til is, hvorved cellevæggene sprænges; bl.a. kartofler og rødbeder ødelægges af frost på denne måde.

En rigtig fimbulvinter med lange perio­der af streng frost kan kun få af de ikke-hjemmehørende planter klare, og derfor må de vinterdækkes, allerede inden frosten sætter ind. Først skal planterne dog have lejlighed til at optage alt det vand, de kan; der skal grundvandes. Når vandet er sivet ned omkring rødderne, dækkes der, og dækkematerialet skal være tørt, når det lægges. Det kan fx være tørve­strøelse, der forhandles i baller. Strøel­sen skal først findeles, derefter udlæg­ges og bankes let sammen, så den ligger godt fast, eventuelt overdækket med granris eller grene, så den ikke blæser væk. Sammenrevne blade eller staldgødning fra heste kan også benyt­tes som dækkemateriale, ligesom halm og avner. Det lægges ligesom tørve­strøelse, men halmen må forinden skæ­res op til lang hakkelse. Der er dog den ulempe ved halm og avner, at de kan indeholde en del ukrudtsfrø.

Løgvækster som fx tulipaner be­skyttes med et 4-5 cm tykt lag tørve­strøelse. Det samme gælder andre planter, der ingen overjordiske dele har om vinteren.

Stauder, som overvintrer med blade og stængelstumper over jorden, må der­imod ikke dækkes med tørvestrøelse, blade eller staldgødning. Disse materi­aler vil i vinterens løb falde sammen og dække så tæt, at rødderne ikke kan få luft. Stauder bør i stedet beskyttes med et lag gran- eller fyrregrene, der ikke har tabt nålene. Grenene skal lægges i 2-3 lag og vil give tilstrækkelig beskyttelse. Det bedste dækkemateriale til disse planter er dog naturens eget, nemlig et godt lag sne. Granris o. lign. er glimrende til at opfange og fastholde sneen, der har fortrinlig isolerings­evne.

Buske og halvbuske, der skal beskæres om foråret, fx roser, har godt af tørvestrøelse i en lille stak op om de nederste 15-20 cm. Fuglene er imidler­tid slemme til at hakke op i stakkene og sprede dem i jagten på overvintren­de insekter og larver; det er derfor tilrådeligt at beskytte stakkene med et lag granris.

Nattefrost.

Dækkematerialer som tør­vestrøelse, staldgødning, blade eller hakkelse fjernes, når jorden begynder at tø om foråret; det kan blot rives ind mellem planterne. Men selvom der har været en periode med mildt forårs­vejr og planterne begynder at skyde. kan der i klart vejr være fare for nattefrost, og så er det nødvendigt at beskytte de sartere planter med sække­lærred, udspændt over planterne, eller med granris, lagt imellem dem. Det. der skal beskyttes nu, er de unge skud og blade, men især blomsterne; en eventuel frostskade på frugttræers og buskes blomster kan mindske mulighe­derne for frugtsætning. Helt små plan­ter, hvis blomster ødelægges af natte­frost, kan dækkes med en glasplade, som anbringes ca. 2 cm over blom­sterne.

Da nattefrost skyldes varmetab ved udstråling fra jorden, brugte man især tidligere at afbrænde halm, gamle bil­dæk o. lign., som afgiver en kraftig røg, der fungerer som et isolerende skydække. Metoden anvendes visse steder endnu; men det er vanskeligt at få røgskyen til at blive liggende, hvor man ønsker det.

Blomstrende afgrøder kan også be­skyttes ved vanding. Vandingsanlæg­get skal levere ca. 2 mm vand i timen, fra frosten har sat ind. Vandet fryser til is på blomsterne, men den stadige vandtilførsel bevirker, at temperaturen på selve blomsterne ikke falder under frysepunktet. Vandingen skal fortsæt­tes, til de istapper, som dækker blom­sterne, er tøet bort.

Dækkemateriale anvendes også, hvis man ønsker at forsinke planternes ud­vikling, for at løvspring og blomstring kan falde på et klimatisk set mere gunstigt tidspunkt. Dette benyttes især til espaliertræer op ad en sydmur. Planten og muren bag den dækkes med hessian eller sækkelærred, hvorved ud­strålingen fra muren dæmpes. Blomstringen vil så falde et par dage senere. og det kan ofte være nok til, at blomsterne ikke svides af nattefrosten. Let skyggemateriale på fx abrikos ­og ferskentræer kan godt hænge fra senvinteren til efter blomstringen, men det må fjernes i mildt vejr og solskin, så at bierne kan finde blomsterne og bestøvningen finde sted.

Udtørring.

En anden hyppig vinterska­de er udtørring. Selv is fordamper, og har planterne i en længere frostperiode ikke mulighed for at optage vand, kan de tørre ud, selv i frostvejr. Udtørrin­gen sker oftest sidst på vinteren i perioder med klart solskin. Solens var­me tør isen i blade og grene op, vandet fordamper, og hvis jorden omkring rødderne er frossen, kan planten ikke optage vand og næring via sine under­jordiske dele, hvorfor den tørrer ud. Dækkematerialet skal i dette tilfælde

ikke beskytte mod frosten, men mod solens stråler; det skal altså give skygge.

Slanke træer og buske, fx søjlefor­mede enebær, ombindes løst med dækkemateriale. Træer og buske, der er lidt brede i væksten, skal bindes sammen først, og dækkematerialet skal i disse tilfælde være groft sækkelærred eller hessian. Det kan også bruges til krybende vækster som fx krybende ene, men må i så fald bindes fast omkring planten, eventuelt til pinde, der er stukket i jorden uden om planten.