Logo

En rose

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

En rose

Ordet rose taler helt anderledes til vores fantasi end de fleste andre plantenavne. Udtalen af ordet er blød og melodisk, og begrebet 'rose' er behageligt, venligt og charmerende. Rosen har i århundreder været den mest populære blomst i vores haver og samtidig været den foretrukne blomst i digtersprog og billedkunst.

Men rosen kan give os mange flere glæder end dem, som sanserne serverer for os. Rosen er en haveplante, hvis dyrkning og udvikling giver så mange oplevelser, at ingen haveejere og havedyrkere burde være dem foruden.

Rosen er en prosaisk haveplante, som alle andre dyrkede planter. Den består som vore øvrige prydbu­ske af rod, stængel, løv, blomster og frugt. At følge dens udvikling året igennem giver alle en kontakt med naturen, et indblik i plantelivets mysterier og en forstå­else af sammenhængen i naturens spil.

 

Rosen i botanikken

I botanikernes verdensbillede er rosen en planteslægt med det latinske navn Rosa. Sammen med omtrent 60 andre planteslægter hører den til rosenfamiljen, Rosa­ceae. Her træffer vi mange kendinge fra haven og fra den danske natur. Til rosenfamiljen hører blandt an­det kernefrugttræerne æble, pære og kvæde, stenfrug­terne kirsebær, blomme, fersken, abrikos og mandel, og bærfrugter somjordbær, hindbær og brombær. Fra prydhaven kender vi bærmispel (Amelanchier), japan­kvæde (Chaenomeles), dværgmispel (Cotoneaster), ra­nunkelbusk (Kerria), tusindtop (Sorbaria), kranstop (Stephanandra) og ildlue (Stranvaesia). I den danske vil­de flora er rosenfarniljen blandt andet repræsenteret ved agermåne (Agrimonia), løvefod (Alchimilla), hvid­tjørn (Crataegus), mjødurt (Filipendula), nellikerod (Ge­um), potentil (Potentilla), hæg (Prunus padus), slåen (Prunus spinosa), røn (Sorbus) og kvæsurt (Sanguisorba).

 

Botanisk beskrives den typiske rose som en såkaldt femtalsblomst. Den har fem bægerblade, fem kronbla­de, mange støvveje og mange støvblade. Dens småfrug­ter er nødder, der er omsluttet af et kødfuldt under­bæger, det såkaldte hyben. Planten er en busk med barktorne og uligefinnede blade.

 

Rosenbusken i haven

Rosen er altså en busk. Det vil sige en træagtig plante, som ikke danner stamme, men hvis enkelte stængler forgrener sig helt fra jordoverfladen. De 'rosentræer', som man kan købe i enkelte gartnerier og planteskoler, er ikke egentlige træer, men kunstigt opstammede bu­ske, hvis sidegrene man har fjernet under udviklingen.

 

Rødderne har stor betydning for de 99 % af alle planter. Rødderne holder planten fast i jorden, og det fine net af sugerødder sørger for plantens tilførsel af vand og opløste næringsstoffer. De vilde roser har meget kraf­tige og dybtgående rødder. Hvis jorden ikke er nogen­lunde porøs og gennemtrængelig, vil rosenrødderne have vanskeligt ved at finde fæste og trænge ned i jordlag med tilstrækkelig vandforsyning og næringsindhold. I haven gælder det derfor om at sørge for et godt dræn og en porøs overjord, så haveroserne får de bedst mulige forhold for røddernes udvikling.

De forædlede roser, hvad enten det gælder tehybri­der eller buketroser, har ofte meget svage rødder. Der­for hjælper man dem ved at pode eller okulere dem på en fremmed rod med kraftig vækst. Den almindelige hunderose (Rosa canina) benyttes som' underlag' - som 'grundstamme' - for de fleste drivhusroser og for mange haveroser af tehybrid-typen. Klatrerose eller den mangeblomstrede rose (Rosa multiflora) benyttes som grundstamme til de øvrige frilandsroser. De to rosenplanter, grundstammen og ædelrosen, vokser sammen til et individ, hvor livsfunktionerne hos rod og top supplerer hinanden. Af og til kan grundstammen skyde bladbærende skud frem ('vildskud'), som må fjernes, så de ikke tager magten fra den 'ædle' rose.

 

Der er rosentyper til enhver have - fra venstre:

a.) rabatroser

b.) parkroser (buskroser)

c.) klatreroser

d.) stammede roser

e.) hængeroser

 

Grenbygningen er hos de fleste rosentyper kraftig og tæt. I naturen danner de 'vilde' roser hurtigt et uigen­nemtrængeligt vildnis. Hos arter som Rosa multiflora og Rosa helenae udvikles stadig nye skyd fra plantens basis midt inde i planten. De gamle ranker lægger sig hen ad jorden og dør efterhånden, mens nye ranker lægger sig hen over dem, udvikler løv, blomstrer og sætter frugt. Derfor er sådanne buske vanskelige eller uegne­de i en prydhave, hvis man ønsker en soigneret have. Det er simpelt hen umuligt at fjerne alle de gamle døde skud og få busken til at se pæn og veltrimmet ud. Sådanne planter hører hjemme i naturhaven, i fugle­krattet eller som dæk plante på stengærder og skrånin­ger.

De kraftigste rosenarter kan danne årsskud på flere meters længde. Man bruger dem som 'slyngroser' - i virkeligheden en helt forkert betegnelse; for rosen­grenene har slet ikke mulighed for at slynge sig. De kan derimod' klatre' op ad andre stammer, grene, espalier eller mure, hvis deres kraftige torne har mulighed for at hage sig fast og derved støtte væksten. I haven må man derfor altid opstille et espalier af trælister, ståltråd eller fletværk for at hjælpe klatreroserne til vejrs. Vil man 'ofre' et af havens ældre træer - et frugttræ eller en stedsegrøn busk - vil dette være en ideel støtte for en klatrerose, der kan give et gammelt, næsten udgået træ en fornyet skønhed, både i rosens blomstring og i dens frugtbæring.

 

Tornene er barktorne, hvis farve og form veksler fra art til art. Der findes roser med bittesmå, spidse torne, andre med store, flade eller trekantede torne. Flamme­torn er navnet på Rosa omeiensis pteracantha, hvis unge grene er tæt besat med ildrøde, trekantede torne, som dog med alderen mister deres smukke farve. I almin­delighed forbinder man altid roser med torne. Det var et vildnis af tæt-tornede roser, der i århundreder be­skyttede den sovende Tornerose - men der findes dog også roser uden torne, eller med så få torne, at man knap lægger mærke til dem. Den gamle rosensort 'Ze­pherine Drouhin' mangler således næsten torne.

 

Løvet består af findelte blade med 5 til 9 småblade. De 'vilde' roser har i reglen mange småblade. Derfor er vildskuddene med 7 små blade eller flere lette at kende fra ædelrosens skud med kun 5 småblade. Der er stor forskel på løvet hos de enkelte arter og sorter. Nogle roser har blade med et mat, gråligt skær. Andre har glinsende, blanke, mørkegrønne blade, ofte bronze­farvede i udspring. Under mildere himmelstrøg end vore er rosen en vintergrøn busk, hvis blade først ud­skiftes hen på senvinteren eller i det tidlige forår. I milde vintre kan rosenbusken dog også beholde løvet herhjemme - ja, den kan endda bære blomst ved juletid og endnu senere på vinteren. Evnen til at bevare løvet en del af vinteren har vore moderne haveroser arvet fra nogle af deres forfædre, moskusrosen og den ægte terose. Ofte er de samtidig mindre hårdføre hos os.

 

Rosen er en plante, som elsker sol. Dens blomster udvik­les derfor altid øverst j busken, enkeltvis eller flere sammen i små eller store blomsterstande. De dannes i knopper fra årsskuddene og har en udviklingstid på omkring 7 uger fra knopdannelse til udspring. Mange buskroser har en meget tidlig blomst­ring ('Frühlingsmorgen'), mens de fleste lave roser først blomstrer kort efter midsommer. Den naturlige blomstring kontrolleres af en sindrig mekanisme, som havedyrkeren og gartneren nemt kan komme til at forstyrre ved indgreb i væksten på forkerte tidspunk­ter eller forkerte steder. Ved beskæring kan man komme til at sinke blomstringen eller helt forhindre den. I et senere afsnit om beskæring vil man kunne læse, hvordan man kan 'programmere' en buketrose til en meget lang blomstringsperiode ved en let beskæ­ring af nogle af skuddene, som derefter vil blomstre omkring 1. juli, samt ved en moderat beskæring af de øvrige skud, som fortsætter blomstringen, når første hold blomster er visnet bort. Kun ganske enkelte typer slyngroser blomstrer på skud, der er udviklet året før. Det gælder sorter som 'Excelsa ' og 'Sander's White'. De skal altså først beskæres efter afblomstringen. Ved en 'normal' forårsbeskæring af disse sorter fjerner man simpelt hen blomster-anlæggene.

 

Snit af rosenblomst

 

Fra blomst til hyben - Således bestøves en rosenblomst:

a.) Den udsprungne rose.

b.) De fleste kronblade fjernes med en pincet.

c.) Kun den yderste krans af kronblade bevares.

d.) Griflerne dyppes i en skål med pollenkorn fra »fadersorten«.

e.) Mens Befrugtningen foregår, »indpakkes« moderblomsten i en plastpose.

f.) De sidste kronblade falder af, når befrugtningen er sket.

g.) Frugtknuden svulmer op til en hybenfrugt med modne frø.

 

Rosenblomsten er som tidligere nævnt en femtals­blomst. Den vilde rose har 5 bægerblade og 5 kronbla­de. Den er enkel og elegant. Men ved forædling har mennesket skabt utallige blomsterformer med va­rierende antal kronblade fra de nævnte fem op til h undrede i en blomst. Bedømmelsen af skønheden hos disse 'halvfyldte' og 'fyldte' blomster afhænger af smag og temperament. Kronbladene i den fyldte blomst er omdannede støvblade. Produktionen af pol­lenkorn eller blomsterstøv bliver derved begrænset el­ler ophører, og disse haveroser vil derfor sjældent ud­vikle hyben.

 

Hyben kaldes frugten hos rosenbuskene. Mange af de vilde roser og parkroserne har store, velsmagende og vitaminrige hyben, ikke mindst rynket rose (Rosa rugo­sa). Både mennesker og fugle sætter stor pris på dem. De kan dyrkes som frugtplanter i haven eller i have­hegnet. Vil man trække vilde fugle til haven, er det vigtigt at plante mange hybenroser og andre bærbæ­rende buske. De fleste hyben har samtidig stor dekora­tiv betydning i havebilledet. ogle hyben er meget holdbare og bliver siddende til langt hen på vinteren, mens andre bliver sorte og indskrumpede allerede i oktober eller november.

 

Rosernes stamtavle

Slægtskabet mellem de forædlede roser

Det er vanskeligt eller næsten umuligt at opstille et 'stamtræ' for vore forædlede haverosers indbyrdes slægtskab. De er blevet krydset i en sådan grad, at ikke engang roseneksperterne rigtigt har rede på forhol­dene. I omtalen senere i bogen af de enkelte rosensor­ter er 'forældresorterne' så vidt muligt nævnt. Det kan nemlig fortælle en hel del om, hvilke fortræffelige egenskaber med hensyn til vækstkraft, blomsterform og blomsterfarve, duft og blomsterrigdom samt mod­standsdygtighed mod sygdomme, hver enkelt sort har arvet efter sine forældre, Vore moderne rosen-tiltræk­kere fører da også omhyggeligt bog over deres kryds­ninger, og er på den måde i stand til at fremhæve visse egenskaber og undgå andre. Tidligere førte rosen­gartnerne ikke så nøje kartotek over deres forædlings­arbejde. Ja, ofte opstod nye sorter spontant, helt af sig selv ved biers og andre insekters hjælp. Derfor må vi nu ofte gætte os til gamle sorters og sortgruppers opståen og slægtskabsforhold. Ved såkaldte' tilbagekrydsnin­ger' kan man dog finde frem til mange af de oprindeli­ge modersorter og -arter.

Forfædrene til haveroserne i de moderne haver stammer fra vidt forskellige egne af verden. Fra Kina kommer Rosa chinensis, hvis vilde form næppe kendes. Men mange kulturformer af den blev dyrket i det gamle Kina. På dansk kaldes den bengalrosen, vel fordi den kom til Europa via Indien. Fra Middelhavslande­ne, Kaukasus og Det nære østen stammer en lang række andre roser såsom Rosa centifolia, Rosa gallica og Rosa damascena. Fra Amerika har vi Rosa moschata, og krydsninger mellem disse blev grundlaget for de så­kaldte noisetteroser og bourbonroser. Indførelsen af den kinesiske terose (Rosa odorata) var begyndelsen til en voldsom udvikling af storblomstrede, smukke og duf­tenderoser. Remontantroser, tehybrider og polvant­haroser er den foreløbige afslutning på denne udvik­ling. I de enkelte afsnit gøres der nærmere rede for de forskellige arters første optræden og deres betydning for dagens haveroser.

 

Formering af haveroser

Langt de fleste havedyrkere køber deres roser som en færdigvare, lige til at plante i haven. Men der er ikke noget i vejen for selv at foretage formering af havero­serne. Det kan måske ligefrem være spændende at gøre rosenspecialisten kunsten efter!

Roserne kan formeres på mange måder:

Ved frø, ved stiklinger, ved udløbere, ved aflægning og ved okulation og podning.

 

Frøjormering

Formering ved frøudsæd anvendes kun i tre tilfælde:

For det første, når man vil formere de rene arter, altså de vilde roser.

For det andet, når man vil tiltrække store mængder af grundstammer til underlag for oku­lation af havesorterne- og

for det tredje, når man efter krydsbestøvning vil udså frøene for at opnå en ny sort.

 

Hybenfrugterne høstes, når de er modne. De skæres i stykker, og frøene tages ud. De fleste rosenarter har frø, som ikke spirer det første år. Dem giver gartnerne en særbehandling, som kaldes stratificering. Den består i, at frøene blandes i let fugtigt sand i urtepotter eller kasser og opbevares her et år, hvorefter de udsås på almindelig vis. Frø af Rosa multiflora og Rosa unchurai­ana kan dog sås straks efter høsten uden stratificering. Et år efter udsæd og spiring bør frø planterne omplantes. Skal de anvendes til grundstammer, sorteres de i planteskolerne i to størrelser efter rodhalsens tykkelse på henholdsvis 3-5 mm og 5-8 mm.

Hvis man vil træde i de store rosen-tiltrækkeres fod­spor, er fremgangsmåden betydeligt mere komplice­ret. Man starter med at udtage en rose til fadersort og en anden til modersort. Faderplanten skal levere pol­len (støvkorn), som ligger umodne i støvknappen, når blomsten springer ud. For at få fat på støvdragerne, fjerner man først alle kronblade på blomsten. Med en pincet piller man dernæst alle støvknapperne af og lægger dem i en ren skål, som stilles varmt. I løbet af to dage åbner støvknapperne sig, og pollen kornene fal­der ud. Så er man klar til at bestøve blomsterne på den plante, der er udset til modersort. På denne fjerner man støvdragerne samt kronbladene på nær den yderste kreds. Dernæst dypper man støvfanget i skålen med pollenkorn, eller også flytter man pollenkornene over på støvfanget ved hjælp af en fin pensel. For at undgå pollen fra andre roser, pakkes den bestøvede blomst ind i papir eller plastpose. Først når hybenfrugten er svulmet op og har fået farve, kan man være sikker på, at bestøvningen er lykkedes. Modningen kan vare 5-6 måneder. Den drevne rosentiltrækker foretager altid sine krydsbestøvninger på potteroser i drivhus, så han er herre over klimaet, mens udviklingen af frugt og frø står på. De modne frø tages ud af hybenfrugten og sås i løbet af december måned. Såningen kan finde sted i en potte eller plantekasse, som er mindst 20 cm dyb. Ne­derst lægges et 15 cm tykt lag porøs jord, fx enhedsjord af typen P-jord (priklejord), som dækkes med et par cm rent sand. Frøene stikkes ned gennem sandlaget, så de lige kommer i berøring med enhedsjorden. Frøpotten eller kassen stilles lyst og ved ca. 7°C. Frøene vil begyn­de at spire i februar, når de får noget mere varme. Så passes de små planter på samme måde som andre driv­husplanter eller stueplanter med vand og gødning. Og allerede den første sommer kan man se resultatet af sine anstrengelser i form af den første blomst. Så er det tid at foretage okulation af den nye sort og have et navn klar til dåben! Men det skal indrømmes, at der skal et meget kyndigt øje og en stor erfaring til at afgøre, om den nye sort virkelig er værd at tage vare på og videreformere.

 

Stiklingeformering

Sorterne af miniatureroser (dværgroser) lader sig formere ved hjælp af stiklinger. Det samme gælder nogle af vore klatreroser og enkelte 'gammeldags' ro­ser. I øvrigt anvender gartnerne stiklingeformering af Rosa multiflora og Rosa canina til grundstammer. Man skal tage stiklinger af dværgroserne, når de er 'halv­modne', det vil sige hverken helt bløde eller helt træag­tige. De må absolut ikke have dannet blomsterknop­per. Stiklingen skal være omtrent fingerlang og skæres lige under et blad. De nederste blade på stiklingen fjernes. Den stikkes i en blanding af enhedsjord og sand, fx i en jiffypotte og dækkes med plastfolie, men sørg hele tiden for tilstrækkelig luftfugtighed. Jorden behøver ikke at være alt for våd. Efter to ugers forløb dannes de første rødder. Senere ompottes den lille plante i enhedsjord af typen K (krukkejord). Miniatu­rerosen kan under gode forhold blomstre allerede første sommer efter stiklingen, men i al fald den føl­gende sommer.

 

Formering ved udløbere

Hunderosen og karolinarosen i haven giver anskuel­sesundervisning i den rette og nemmeste måde for formering af disse vildroser: De breder sig stærkt til alle sider ved hjælp af underjordiske udløbere. De nye rosenskud, som stikker op i nærheden af den gamle plante, er stadig i forbindelse med moderplanten, men kan vokse videre som et selvstændigt individ, hvis man med en spade hugger forbindelsen over og graver den nye plante op, og flytter den hen til en ny vokseplads.

Samme egenskaber finder vi hos rynket rose (Rosa rugosa), fransk rose (Rosa gallica), klitrose (Rosa pimpinelli­folia), glans bladet rose (Rosa virginiana) og dukkerose (Rosa nitida). Dannelsen af udløbere giver disse arter en sær­lig vækstkraft og robusthed. som gør dem velegnede til anvendelse på tørre skråninger, solstegte stengærder og under andre ugunstige forhold.

 

Formering ved aflægning

Aflægning er en særlig formeringsmetode, som består i, at man bøjer et ungt skud hen langs jorden, så der dannes rødder fra undersiden af skuddet. Samtidig med roddannelsen vil der udvikles nye bladbærende skud lodret opad. Både centifolieroser (Rosa centifolia) og mosroser (Rosa centifolia muscosa) kan formeres på denne måde. Når rod dannelsen er færdig, kan de unge plan­ter skæres løs fra moderplanten og flyttes hen på en ny plads i haven.

 

Formering ved okulation og podning

Der er noget mystisk ved okulation. At man kan skære en eneste knop ud af en kvist, putte den ind i barken på en anden plante og få de to stykker vækstlag til at vokse sammen, det er lidt af et under, som mange lægfolk beundrer gartnerne for.

 

Grundstammen, som leverer underlaget og roden, er enten en Rosa canina, en Rosa rugosa eller en Rosa multi­flora. Grundstammen skal have en glat og lige rodhals (d.v.s. overgangen mellem rod og stængel). Normalt skal rosen planterne sættes dybt i jorden. Men i dette tilfælde må man afvige fra denne regel og sætte plan­ten, så rodhalsen er over jorden. For at barken skal holde sig glat og smidig og ikke tørre ud, hypper man midlertidigt jord om rodhalsen.

 

Okulationsriset kaldes den kvist eller det grenstykke, som skal levere okulationsknoppen til den forestående operation. Dette ris skal først skæres af, når det har opnået den rigtige udvikling. Det kan man se på blom­stringen og på tornenes tilstand. De storblomstrede roser skal være helt udsprungne, buketroserne skal have den første blomst i klasen udsprunget. Og torne­ne skallet kunne løsnes med et par fi9gre. I løbet af juli måned er både grundstammen og okulationsris klar til okulationen. Man anvender gerne de midterste knop­per på riset til okulationen. De nederste knopper er i reglen for svage, de øverste for bløde. Okulationsrisets vandfordampning bør være så ringe som mulig. Der­for fjerner man alle bladene, men lader 3-4 cm af bladstilkene blive siddende. Så dypper man riset i vand, vikler det ind i en våd avis og lægger det i skyg­gen, indtil grundstammen er klar til forædlingen.

 

Sådan okulerer man:

a.) Knoppen afskæres med tilhørende bladstilke og en smule ved på bagsiden.

b.) Barkskjoldet fjernes fra knoppen.

c.) Sådan skal T-snittet på grundstammen se ud.

d.) Fligen i T-snittet løftes med okulerknivens håndtag.

e.) Knoppen er stukket ind i T-snittet og bundet fast med bast.

 

T-snittet på grundstammen

Først fjernes jorden fra grundstammens rodhals og rodhalsen gnides ren med et blødt stykke stof. Så skæ­rer man et T-formet snit i barken, men ikke ind i træets ved. Det er bedst at anvende en speciel okulerkniv. Det lodrette snit skal være 3 cm langt, det vandrette så bredt, at det passer til bredden på okulationsøjets barkskjold. De to barkflige, der er dannet ved udførel­sen af T-snittet, løftes forsigtigt op ved hjælp af den flade ende på okulerknivens håndtag. Normalt kan alt dette foregå uden større besvær. Kun efter en lang tørkeperiode kan det knibe med at få barken løsnet.

 

Selve okulationen

Inden selve okulationen fjernes alle torne fra okula­tionskvisten. Med den skarpe okulerkniv skærer man nu et øje (en knop) af, så der følger omtrent l Y2 cm barkflig med oven for og neden for knoppen. Desuden skal der på snittets bagside følge en flis eller spån af veddet med. Denne vedstump skal vokse sammen med' veddet på grundstammen. Så skubbes barkfligen med øjet så dybt ned i T-snittet på grundstammen, at det sidder helt fast. Den øverste barkflig afskæres på tværs i højde med T-snittets vandrette rille. Så bindes okula­tionsfligen fast med bast eller gummibånd, så der ikke kommer luft, vand eller urenheder ind i snittet. Kun 'øjet' skal sidde frit. Så hyppes jorden på ny op omkring grundstammen, så okulationsstedet dækkes af ca. 10 cm jord. Hernede skal øjet sidde skjult og beskyttet hele resten af efteråret og vinteren.

Om foråret fjernes så meget af den op h yppede jord, at øjet netop bliver frit. Toppen på grundstammen skæres nu af 3 cm over forædlingsstedet. Kort efter springer knoppen ud, og den nye, forædlede rose er godt på vej. Hele sommeren igennem må man sørge for at fjerne eventuelle vildskud ved at rive dem af helt inde ved grundstammen.

Indkøb og varekendskab

I planteskolerne sorteres rosenplanterne i tre eller fire kvaliteter. Den bedste af disse er A-kvaliteten; som omfatter lave roser med tre eller flere kraftige skud fra forædlingsstedet. Roser af B-kvalitet har kun to krafti­ge skud, mens roser af C- og D-gruppen er endnu ringere og svagere. Kun roser af A-kvalitet har interes­se for den almindelige havedyrker. De koster noget mere, men man er sikker på en hurtig tilvækst og en rig blomstring allerede den første sommer. Af og til ser man postordrefirmaer tilbyde roser til en brøkdel af den normale katalogpris fra planteskolerne. Det drejer sig i de fleste tilfælde om planter af en så ringe kvalitet, at de først efter flere års ihærdige anstrengelser fra haveejerens side vil give den ønskede vækst og blom­string.

Endnu sælges de fleste roser som 'barrodede' plan­ter, som er dyrket på almindelig vis i planteskolen, opgravet med hele rodnettet og solgt uden særlig em­ballage. Disse roser er beregnet til plantning i april eller oktober-november. Hvis man ikke har mulighed for at plante disse roser, lige så snart man får dem hjem fra planteskolen, så bør de 'slås ind' med rødderne i en dyb rille i jorden. Rødderne dækkes med jord, sphag­num eller halm og vandes omhyggeligt. Indslagsstedet bør ikke ligge i fuld sol. Om efteråret kan planterne ligge i indslag i to-tre uger, om foråret kun i kortere tid. Det siger sig selv, at plantesæsonen efter denne metode bliver forholdsvis kortvarig. Men ved anvendelse af plastemballerede planter, kølehusplanter eller potte­kultiverede roser kan man forlænge plantesæsonen betydeligt, ja, udstrække den til hele den frostfrie del af året.

 

Køb altid planter af A-­kvalitet. De har et kraftigt rodnet og 3 eller 4 kraftige grene. Roser af B-kvalitet har blot 2 hovedgrene, og de øvrige kvaliteter endnu svagere.

 

Roser i plastposer er godt beskyttet mod fordamp­ning og indtørring samt mod overlast under transport og opbevaring. De er velegnede til salg i plantebutik­ker, selvbetjeningsgartnerier og supermarkeder. Efter indkøbet opbevares plastposen køligt, i en garage eller kælder, indtil selve plantningen skal finde sted. Først da åbnes plastposen. Planterne fra plastposen sættes dybt i en spand med kuldslået vand en halv times tid før plantningen, så rødderne ikke tørrer. Plastemballere­de roser kan plantes i hele april og maj måned.

Plantesæsonen om foråret kan også forlænges ved anvendelse af kølehusplanter. De har vinteren over været opbevaret i planteskolens kølehus ved et par plusgrader. Kulden hindrer planterne i at gå i gang for tidligt. Først når de forlader kølehuset. sættes deres 'forårs-mekanisme' i gang, og bladknopperne begyn­der at udvikle sig - selv om man måske er nået helt hen sidst i maj eller begyndelsen af juni. Jord og luft har på denne tid den fornødne temperatur, og gartneren skal blot sørge for tilstrækkelig fugtighed. Nyplantede kø­lehusplanter skal have masser af vand.

Før plantningen skal kølehusplanterne i øvrigt behandles på samme måde som de plastemballerede ro­ser: Rødderne bør stå i kuldslået vand i en times tid før plantningen, og jævnlige overbrusninger bør sikre, at top og knopper ikke tørrer ud.

En del af de mest gængse sorter bliver dyrket i plast­potter i planteskolen. I potten udvikles et kraftigt og tæt rodnet, som ikke er udsat for større skader ved omplantning. Potteroser kan købes og plantes hele året rundt, blot jorden ikke er frosset. Det vil sige, at man også kan flytte og plante roser i fuld blomst i højsom­meren, uden at det går ud over planter eller blomster. Jordklumpen skal behandles forsigtigt og ikke trædes i stykker ved plantningen, og der må vandes rigeligt i tørre perioder. Både lave roser, halvstammede roser og højstammede roser dyrkes og sælges som potteplan­ter.

De stammede roser er okuleret i henholdsvis 60 og 100 cm stammehøjde. Okulationsstedet er således ud­sat for vind og vejr og må i kolde vintre beskyttes ved ombinding med klar plastfolie og granris. I øvrigt kø­bes og behandles de på samme måde som de lave roser. De højstammede roser leveres med 100-120 cm stam­me, de lavstammede med 60-80 cm stamme. Endelig findes de såkaldte hængeroser. Det er sorter af klatre­roser, okuleret på en 160 cm høj stamme. Alle stam­mede roser kræver opbinding til en solid tonkinstok.

I planteskolernes kataloger vil man bemærke, at en del af sorterne er mærket 'nyhedsregistreret' eller 'navnebeskyttet' . Gældende regler og love sikrer nem­lig tiltrækkeren af nye rosensorter ophavsretten til dis­se. I salgsprisen er indregnet en afgift, som tilfalder rosenforædleren. Til gengæld er varen forsynet med en garantiplombe for navn og sortsægthed.

 

Rosens krav til klima og jordbund

Der er megen overtro og fejlagtige traditioner forbun­det med enhver form for havedyrkning. Ikke mindst, når det gælder roser. Fra gammel tid har man overta­get fordomme, som gør rosen til en vanskelig og lune­fuld haveplante under vore klimaforhold. I virkelig­heden hører roserne - og især de moderne roser - til vore nemmeste og mest taknemlige haveplanter. Men naturligvis vil de trives endnu bedre, hvis vi gør lidt for at forbedre det forhåndenværende klima og den eksi­sterende jordbund.

Roser er mange slags planter. Der findes vildroser i alle verdensdele, vildroser fra barske klimaområder og vildroser fra meget milde himmelstrøg. De fleste af dem vil kunne trives i danske haver. De forædlede roser er, som tidligere omtalt, opstået ved tilfældige eller bevidste krydsninger mellem forskellige, oprindelige arter. Flere af disse er meget sarte og trives mindre godt under 'koldt tempererede forhold som i Dan­mark. Deres 'blod', deres arvelige egenskaber, er ind­blandet i højst varierende forhold i ældre og moderne haveroser og påvirker på denne måde haverosernes mulighed for trivsel her i landet.

I det sydlige Frankrig har den franske rosengartner Meilland skabt en lang række pragtfulde rosensorter, hvis fuldendte blomster og store modstandsdygtighed mod sygdomme har givet tiltrækkeren utallige diplo­mer og præmier. Betragter man disse roser under de optimale, sydlige himmelstrøg, får man straks lyst til at dyrke dem i sin egen have i det nordlige Danmark, men her bliver man ofte skuffet. Planterne blomstrer ikke nær så rigt, de enkelte blomster bliver ikke nær så store, og bladene bliver angrebet af både meldug og stråle­plet. Men, som det vil fremgå af sortsudvalget i dette site, er der så mange muligheder at vælge imellem, at man bør undgå de mere sarte sorter og nøjes med de robuste og 'lette' sorter, hvis man da ikke finder det specielt spændende at gøre en særlig indsats for at få de vanskelige typer til at lykkes.

Den normale haverose sætter pris på en varm og solrig vokseplads. Det betyder dog ikke, at den kun skal plantes op ad husets sydmur. Tværtimod vil en øst­vendt eller vestvendt vokseplads passe den bedre. Her tørrer jorden ikke så hurtigt ud. Her 'brændes' rød­derne ikke af den kraftige middagssol, og her lokkes skuddene ikke for tidligt frem om foråret af den varme februarsol.

Til gengæld vil en rose på en varm og indelukket vokseplads være mere udsat for angreb af svampesyg­domme end roser, der er plantet på et åbent sted med både sol og vind. Netop mange af de sydfranske roser trives fortrinligt i rosenmarkerne i de danske plante­skoler, hvor der er sol, lys, blæst og frisk luft. Men så snart de plantes i en indelukket have, hærges bladene af meldug, stråleplet og andre svampesygdomme. En af de smukkeste, mørkerøde haveroser 'Papa Meilland' er således helt uegnet i en indelukket byhave, men trives fortrinligt i en åben landhave. Det samme gælder buketrosen 'Frensham' og mange andre haveroser. Haverosen trives godt i enhver almindelig havejord. Den synes ikke om dårligt drænet jord eller stærkt kalk­holdig jord, og den tåler ikke konkurrence fra grådige trærødder. Den ideelle rosenjord skal have en godt dræ­net underbund, som plantens dybderødder kan træn­ge ned til og klare den nødvendige vandforsyning. En stenholdig eller gruset underbund er glimrende til ro­sendyrkning. Overjorden, det vil sige de øverste 20-30 cm, bør være let og porøs, så de øverst liggende rødder let kan trænge igennem. Den skal have et stort nærings­indhold og en betydelig evne til at holde på fugtighe­den. jorden surhedsgrad bør ligge mellem pH 6,5 og 6,9. Hvis grundvandet står for højt, må det sænkes ved dræning.

 

Tilberedning af jorden

En vel tilberedt jord vil give nyplantede roser en god start. jordens sammensætning betyder ikke så meget, for roserne trives overalt, blot jorden er godt bearbej­det, porøs og let gennemtrængelig for vand, nærings­salte og rosernes rødder. Tung lerjord kan gøres lette­re og mere porøs ved tilsætning af sand, grus, sphag­num og kompostjord. Stærkt vandlidende lerjord må desuden drænes omhyggeligt, så stående vand fjernes, før roserne plantes. Let sandjord bør til gengæld gøres mere sammenhængende, så den lettere kan holde på vand og næringsstoffer. Til forbedring af sandjorden kan anvendes kompostjord, sphagnum og enhedsjord. jordforbedringen udføres nemmest ved tilførsel af et 10-20 cm tykt lag af de nævnte stoffer, jævnt fordelt ud over jordens overflade. Det blandes med den eksiste­rende jord ved nedgravning med en kraftig gravegreb eller endnu bedre med en lille motorfræser.

I nyanlagte haver kender man problemet 'traktose'. Det vil sige en sammentrykning, en komprimering af muldjord og underjord helt ned til en meters tykkelse, forårsaget ved hyppig kørsel med bulldozere og andre tunge arbejdsmaskiner. De enkelte jordpartikler tryk­kes så tæt sammen, at de luft- og vandfyldte porerum mellem partiklerne forsvinder, og rødderne fra roser og alle øvrige haveplanter har ingen som helst chance for at kunne udvikle sig blot nogenlunde tilfredsstillende. Det vil være spild af tid, penge og arbejde at plante direkte i en sådan traktoseramt jord. Jorden bør bearbejdes meget grundigt, før den skal tilplantes, al­lerhelst en hel sommer igennem. Den ivrige, nybagte haveejer skal altså ikke plante roser i sit første ha­ve-forår, men nøjes med at dyrke jorden sommeren igennem og først plante om efteråret. Den traktose­ramte jord kan behandles på to måder: Har man mu­lighed for at leje en traktor med grubbetand, så er det den bedste, billigste og mest effektive løsning. Grub­betanden er en forstørret udgave af den krumme tand på en håndkultivator. Den skal kunne nå næsten en meter ned i jorden, og skal trækkes gennem havejor­den på kryds og tværs flere gange. Så bliver den sam­mentrykte jord revet fra hinanden, overflødigt vand kan synke væk, og luft og rødder har mulighed for at trænge ned i dybden.

Håndmetoden kræver større fysisk arbejde, men re­sultatet bliver ofte lige så godt. Denne metode består i en gravning af arealet i to spadestiks dybde, altså 50 cm dybt. Man går frem på følgende måde: I den ene ende af rosenbedet graver man et spadestik jord bort i hele bedets bredde og flytter jorden hen i bedets modsatte ende. Det blottede, underliggende lag løsnes med gra­vegreb, tilsættes nogle grebfulde gammel gødning, kompostjord eller enhedsjord. Så graver man den næ­ste stribe af det øverste jordlag løs og lægger det hen over første stribes færdigbehandlede underlag. Så går man i gang med anden stribes underlag og således fort­sætter man hele bedet igennem. Det sidst afdækkede underlag dækkes med top-laget fra bedets modsatte ende, som man ved arbejdets begyndelse anbragte der. Ved denne omhyggelige jordbehandling opnår man, at det øverste, frugtbare jordlag med jordbakterier og andre mikroorganismer forbliver tilgængeligt for ro­sernes sugerødder, mens det dybere-liggende jordlag løsnes, så dybderødderne lettere kan trænge ned, og luft og vand samtidig lettere kan få passage. Ved at gøde underlaget får man placeret et oplag af reserve­næring i passende dybde, som roserne senere får glæde af. I let sandjord bør man som før nævnt blande kom­post- eller enhedsjord og gødning i det øverste jordlag, så det bliver mere næringsrigt og samtidig holder bed­re på fugtigheden. En stiv lerjord vil med samme be­handling blive løsere og mere bekvem for rødderne, og overfladen af jorden vil ikke danne skorpe i tørt vejr. Der bør ikke plantes umiddelbart efter en sådan jord­behandling. jorden skal først have mulighed for at sætte sig, og plantningen bør vente tre-fire uger.

 

Omhyggelig plantning sikrer god vækst.

Husk stort plantehul, så rødderne ikke bøjer.

Forædlingsstedet anbringes 10 cm fra jordoverfladen.

Fyld løs jord mellem rødderne.

Vand kraftigt og fyld plantehullet omkring 3/4 op.

 

Plantearbejdet

Plantning udføres fortrinsvis forår eller efterår. 'Bar­rodede' roser (uden emballage om rødderne) plantes i april eller oktober-november. Ved forårstid kan man risikere barfrost og udtørring af planterne, så i reglen bør man foretrække efterårsplantning. På den tid har planteskolerne også det største udvalg af planter. De unge planteskoleplanter skal være afmodnet uden alt for bløde skud. Derfor bør plantning bedst ske efter 20. oktober.

Roser i plastposer kan ligeledes plantes forår og ef­terår, men om foråret kan plantetidspunktet udstræk­kes til hele maj måned, blot man husker omhyggelig vanding efter plantningen. Kølehusroser kan plantes hele april, maj og juni. Når de kommer ud af kølehuset, opfører de sig, som om det var forår - derfor er rigelig vanding en absolut nødvendighed for kølehusplanter­ne, så både temperatur og jord- og luftfugtighed svarer til planternes krav.

 

Potteroser kan plantes fra det tidlige forår og hele sommeren og efteråret igennem. Sørg blot for, at rod­nettet er intakt under og efter plantningen.

Plantning af barrodede roser, plastemballerede ro­ser og kølehusroser foregår således: Med en spade graves et hul i den tilberedte jord så bredt og så dybt, at rødderne kan få plads i hullet uden at bøjes eller knæk­kes. Hvis en plante har særligt lange rødder, er det bedre at skære den yderste spids af nogle af rødderne end at bøje dem ved plantningen. Afskæringen bør ske med en rosensaks med et rent og lige snit. Roserne skal plantes ret dybt. Forædlingsstedet, hvor den 'ædle' rose er okuleret fast på underlaget af den vilde rosen­rod, skal anbringes omkring ti cm under jordoverfla­den. Man kan let se forædlingsstedet som en fortykkel­se på rod halsen nogle få centimeter over de øverste rødder. Plantedybden kan kontrolleres ved at lægge et brædt tværs over plantehullet og fra brædtet måle 10 cm ned til okulationsstedet. Mellem plantens udbredte rødder fordeles findelt jord af en jordblanding, som man har gjort klar i forvejen. Den kan bestå af lige dele enhedsjord, sphagnum og kompostjord, tilsat nogle håndfulde benmel. Herefter fyldes resten af jorden i hullet. Den trædes omhyggeligt fast med hælen, så planten ikke kan løftes, hvis man søger at trække kraftigt i et af topskuddene.

Planteafstanden afhænger af de enkelte sorters vækstkraft. Miniatureroser plantes med 25 cm indbyr­des afstand, svagere buketroser med 40 cm, mens kraf­tige buketroser og storblomstrede roser helst skal stå med 60-70 cm mellem planterne. Klatreroser ved et hegn eller en mur skal stå med et par meters indbyrdes afstand, ja de kraftigste slyngroser ofte med fem meter mellem planterne. Park roser og buketroser i hække bør have en indbyrdes afstand af mellem 50 og 150 cm. I snithaven vil det være praktisk at give 100 cm mellem planterne på begge leder.

Umiddelbart efter plantningen vandes roserne om­hyggeligt, både ved forårs-, sommer- og efterårsplant­ning. Kunstgødning bør ikke udstrøs samtidig med plantningen, men vente til planterne er kommet i groning.

 

Omplantning af ældre roser

Man skal ikke alene være en dygtig gartner, men også have heldet med sig, hvis man kan klare omplantning af ældre roser, som har stået mere end tre til fem år på samme sted. For det første danner roserne meget dybe rødder, som ikke alle følger med, når man graver en ældre plante op. For det andet taber roserne hurtigt de fine trævlerødder på de øverste roddele, som bliver mere og mere træagtige, uden evne til at danne nye, fine trævlerødder. Kan man ikke undgå flytning af ældre roser, bør man derfor sørge for en meget om­hyggelig og forsigtig opgravning af planterne, så de flest mulige rødder følger med. Nedsætningen af rød­derne i det nye plantehul må være lige så omhyggelig. Jo flere sår og bøjninger på rødderne, jo færre chancer for nyvækst. Blandt andet af disse grunde bør man fra starten anbringe roserne der i haven, hvor de kan få lov at stå urørt i en lang årrække. Skal et rosenbed sløjfes, er det bedre at plante nyindkøbte roser i erstatnings­bedet end at forsøge en risikabel omplantning.

 

Nye roser i gamle bede

Af og til forsvinder der i bedet nogle rosenplanter, som man ønsker erstattet med nye roser. Ofte er jorden det pågældende sted blevet 'rosentræt', så en nyplantet rose i samme jord kun har ringe mulighed for at trives. Fænomenet kender man fra mange andre slags plan­ter, og frugtavlere planter f.eks. aldrig nye æbletræer, hvor der har været en gammel frugtplantage, uden at skifte jorden ud eller behandle den med kemiske mid­ler eller varmebehandling. Jordtrætheden kan bero på udsugning af jorden af de nødvendige stoffer for ved­kommende planteart eller på udskillelse af kemiske stoffer, som modvirker udviklingen af de fine rod­trævler hos planten. Skal der plantes nye roser i et gammelt rosenbed, bør jorden derfor altid udskiftes det pågældende sted, bedst i en dybde og bredde af 50 cm. Inden plantningen bør man desuden løsnejorden i bunden af plantehullet med en gravegreb og iøvrigt tilføre kompostjord, enhedsjord og noget benmel sam­tidig med plantningen.

Der vil i reglen gå et par sæsoner, før de nyplantede roser har opnået samme vækstkraft, højde og drøjde som de eksisterende naboroser.

 

Gødskning

Gødskning betyder at gøre jorden god. H vis man for­ud for plantningen af de nye roser har tilberedt jorden på rette måde, tilført enhedsjord, kornpostjord og benmel som tidligere beskrevet, så er der ingen grund til at gøde rosenbedet det første år efter plantningen. Roserne har godt af at vænne sig til forholdene på den nye vokseplads. Først andet år efter plantningen kan man sætte en gødningsplan i kraft. Benytter man sig af kunstgødning vil en blandingsgødning som Nitropho­ska eller Hoechst være velegnet. l løbet af en vækstsæ­son skal roserne have 100 gram blandingsgødning pr. kvadratmeter bed, fordelt på to udstrøninger.

Første gødskning skal finde sted midt i april, samti­dig med udviklingen af rosernes nye tilvækst. Anden gødskning foretages sidst i maj måned, og hver gang giver man 50 g/m2. Efter maj-gødskningen skal roser­ne ikke have mere gødning, således at deres skud kan nå at 'modne', at blive faste og træagtige, inden vinte­ren sætter ind. Fortsætter man med at gøde for langt hen på året, udvikles til stadighed nye, bløde skud, som vil fryse og tørre bort i vintertiden. Den 1. juli bør i øvrigt være sidste termin for udbringning af kunst­gødning til alle andre slags prydplanter i haven!

Kunstgødning må ikke udbringes i meget tørre pe­rioder uden påfølgende meget grundig vanding, så gødningssaltene kan blive opløst og trænge ned til rød­derne. Gødningen skal udstrøs på jorden og ikke på stængler og blade, som kan svides. Den bedste form for gødning til roserne er stadigvæk staldgødning, men den kan ofte være vanskelig at fremskaffe.

I stedet kan man fremstille sin egen 'kunstige stald­gødning'. Den tilberedes ved at blande 8-10 kg Nitrophoska eller Hoechst samt 10 kg benmel i en balle findelt sphagnum eller tørvestrøelse. Denne blanding fordeles i et 5 cm tykt lag under roserne. Sidste halvdel af maj er det bedste tidspunkt for denne form for gødskning. Hvis man lægger den ud under roserne tidligere på året, kan det forårsage frostskade på ro­serne. Tørvestrøelsen med sit store indhold af vand opvarmes nemlig meget langsomt og opsuger ved denne proces varme fra jorden og fra rosenplanterne. til skade for planterne. Hvis man udbringer denne gødning om efteråret, kan den godt ligge i rosenbedet vinteren over, men må rives væk fra roserne sidst i marts eller begyndelsen af april.

Den 'kunstige staldgødning' kan anvendes samtidig med den førstomtalte almindelige gødskning med kunstgødning.

 

Vanding

Efter snefattige vintre kan en grundig forårsvanding af rosenbedet være nødvendig. Godt rodfæstede roser lider dog sjældent af vandmangel, fordi de har så dybt­gående rødder, der selv i tørkeperioder oftest kan hen­te tilstrækkeligt vand op af jorden. Overbrusninger med koldt ledningsvand har ingen værdi, men er må­ske snarere til skade end til gavn, fordi det kan give planterne et kuldechok. Hvis man på stærkt drænet og tør jord finder vanding nødvendig, bør man foretræk­ke perforerede plastslanger fremfor sprinkleranlæg. Plastslanger kan lægges mellem rosenplanterne, og vandet kan langsomt sive ud af hullerne i slangen. Det meste af vandet kommer roserne til gode uden større tab ved fordampning.

 

Jorddækning

Ved dækning (' topdressing') af jorden i rosenbedet med enten enhedsjord, ukrudtsfri kompostjord eller den tidligere omtalte 'kunstige staldgødning' kan man i stor udstrækning hindre fordampning fra jordens overflade. Den eksisterende fugtighed i jorden kom­mer planterne til gode, og man kan undgå vanding af arealet. Dæklaget hindrer samtidig u krudtet i at spire, så lugearbejde og hakning af jordoverfladen kan spa­res.

 

Jordbehandling

Når roserne først er plantet, bør jorden bearbejdes så lidt som overhovedet muligt. De unge sugerødder på roserne udvikles ret nær jordoverfladen, og det siger sig selv, at de tager skade af enhver mekanisk bear­bejdning af jorden, hvad enten man anvender hakke­jern, lugejern, spade eller rive. Stærkt skorpet jord må naturligvis løsnes, så luft og vand kan passere, men en fornuftig 'topdressing' hindrer simpelt hen skorpe­dannelse og overflødiggør således løsholdelse af jordoverfladen. Lugning af ukrudt bør ske ved håndlug­ning, aldrig ved sprøjtning med kemiske midler. Dre­jer det sig om store rosenbede, hvor man ikke helt er kommet ukrudtet til livs, kan dette hakkes bort med en såkaldt trådhakke, hvis skærende del består af en bøjle af en kraftig ståltråd. Den vil ikke ødelægge rosenrød­derne, og den har ingen skarpe kanter, som kan såre stamme og grene. Trådhakken kan købes i handelen, men kan også let fremstilles af enhver haveejer af et riveskaft, et stykke ståltråd og et par kramper.

Den tidligere almindelige efterårsgravning af ro­senbedene bør derimod være bandlyst.

De allerfleste af vore roser er helt hårdføre. Men i meget kolde vintre kan en dækning af podestedet med jord og granris blive nødvendig.

 

Vinterdækning

Ønsker man at dække særlig sarte roser mod frost, så okulationsstedet er beskyttet mod meget lave tempera­turer og mod udtørring, så bør det ske ved tilførsel af en letjord-blanding (kompostjord eller lignende), som lægges omkring hver enkelt rosenplante. Der bør ikke graves jord fra selve rosenbedet op omkring planterne. Husk, at denne vinterdækning bør fjernes igen om foråret, bedst samtidig med beskæringsarbejdet i sidste halvdel af april.

Det er som oftest et besværligt arbejde at placere jorden inde mellem planterne i et tæt tilplantet bed. Og det er mindst lige så besværligt at fjerne jorden på ny om foråret. I stedet bør man foretrække vinterdæk­ning med granris. Granris er et porøst materiale, som både luner og samtidig tillader luften at passere, så planterne i milde, fugtige perioder ikke udsættes for råd og svampeangreb. Granris vil også i senvinteren og i det tidlige forår beskytte mod den kraftige sol, som for tidligt lokker knopperne til udspring og safterne til stigning, samtidig med at nattefrost ødelægger, hvad solen har sat i gang. Hen på foråret bliver granrisene brune og kedelige, men de bør ikke fjernes, før de sidste grannåle er faldet af, og virkningen af dæknin­gen således er ophørt. Fjernes granrisene, mens de er tætgrønne og fyldt med nåle, får roserne et alt for stort chok, når de pludselig bliver udsat for solvarme, natte­frost og de øvrige påvirkninger af det ustabile klima på denne årstid.

Vinterdækning af stammede roser er et særligt pro­blem. Disse roser er okuleret i stammens øverste del, 60 til 120 cm over jordoverfladen. Okulationsstedet er derfor i særlig grad udsat for vejrligets påvirkninger og må beskyttes godt. En gammeldags og også meget be­sværlig måde at beskytte stammeroserne mod vinter­kulden på er at bøje stammen, lægge hele planten ned langs jorden og dække okulationssted og krone med granris og jord. Stammen kan let knække, hvor den bøjes. Den skal derfor vænnes til denne operation lige fra starten, altså allerede fra den første vinter efter plantningen. Da stammeroserne afslutter væksten endnu senere på året end de almindelige, lave roser, må bladskud fjernes fra kronerne, før de pakkes ind i deres vinterhi. Ellers rådner bladene og smitter resten af kronen. En nemmere metode, som er mindst lige så effektiv, er indpakning af kronen i klar plastfolie, der skal være så stor, at den berører grene og skud så lidt som muligt. Uden om plastposen anbringes granris akkurat på samme måde som ved vinterbeskyttelsen af de lave roser. Granrisene må først fjernes, når alle nåle er faldet af hen på foråret.

Langt de fleste af de rosensorter, vi dyrker i vore haver, tåler en gennemsnitlig dansk vinter godt. Det er kun i strenge fimbulsvintre, man må ty til dækning af roserne. Og så er det endda ikke så meget vinterkul­den, de ikke kan klare. Det er det vekslende klima i januar, februar og marts med høj sol, fulgt af natte­frost, som er rosernes værste fjende.

Det er en gammel erfaring, at sunde roser overvint­rer bedst. Har de ikke været sat tilbage i væksten af svampesygdomme og skadedyr, har de fået tilstrække­lig næring i forsommeren, og har man afsluttet gød­ningstilførslen i rette tid - ja, så får man sunde og kraftige planter, der overvintrer uden men.

 

 

 

Den moderne rosenbeskæring består i:

1.) let beskæring

2.) moderat beskæring 3

3.) hård beskæring

 

Det er ikke ligegyldigt, hvordan snittet lægges ved rosenbeskæring.

a.) Snittet er for højt over øverste knop.

b.) Snittet er for nær knoppen.

c.) Snittet er for skråt.

d.) Snittet er flosset og ujævnt.

e.) Det rigtige snit.

 

Beskæring

Der er egentlig ikke så stor forskel på rosenbuskene og havens øvrige prydbuske. Alligevel har vi havefolk gennem tiderne givet roserne en ganske særlig be­handling. Måske hænger det sammen med den over­dådige blomstring, den fine duft og hele den kulturhi­storiske baggrund, som rosen har frem for nogen an­den blomstrende havebusk. Ved hjælp af de nedarvede beskæringsmetoder forestiller man sig, at man kan tryl­le særlig mange, særligt store eller særligt duftende blomster frem. I virkeligheden er det blot et bevis på rosens utrolige vækstkraft og evne til at modstå modgang, at rosenplanterne trods den hårde beskæring alli­gevel giver en yppig blomstring, For hvad gør man ved beskæringen ud over at fjerne grene og kviste med et stort antal knopper, som kunne have givet snesevis af smukke blomster!

Den eneste korrekte beskæringsform for prydbuske må være den, som går ud på at fjerne afblomstrede skud, som ikke på ny kan blomstre, samt fjerne vegeta­tive skud, som aldrig vil sætte blomster. Hos langt de fleste roser dannes blomsterknopperne på de unge skud, Det vil da være urimeligt at skære dem bort og derved forsinke blomstringen,

Det man vil opnå ved en rigtig rosenbeskæring er l) at forme busken, så den får en tæt, frodig og smuk vækst, 2) at fjerne alle døde skud og skudspidser, 3) at fjerne alle svage skud, 4) at fjerne visne blomster og frugtanlæg, som tager. kraften fra senere blomstring, samt 5) med års mellemrum at fjerne gamle, træagtige skud og på den måde forynge planten.

Den hårde beskæring, som man tidligere fandt nød­vendig, og som mange gartnere og havefolk stadig sværger til, går ud på hvert eneste forår at nedskære rosenplanterne til få knopper ('øjne') over jorden. Drejer det sig om tehybrider, beskærer man ned til 3-4 øjne - er det buketroser, nøjes man med at skære tilba­ge til 8-10 øjne.

Udføres denne hårde beskæring tidligt - eller sætter det ind med et meget koldt forår efter beskæringen, fryser eller tørrer de beskårne grene yderligere tilbage, så man må igang med en ny beskæring senere på for­året. I særligt slemme tilfælde kan den hårde beskæ­ring forårsage plantens død.

Hos alle træagtige planter foregår der en naturlig udtynding af skuddene, når disse har nået en vis stør­relse. Vi havefolk bør blot hjælpe naturen ved at fjerne de døende eller svage skud, som ellers tager næring fra planten og giver mulighed for angreb af sygdomme.

Den moderne form for beskæring af roser går da også ud på en kombination af udtynding, tilbageskæ­ring og afpudsning.

 

Den moderne rosenbeskæring omfatter tre grader af be­skæring:

1.) Hård beskæring ned til 3-4 knopper fra basis,

2.) Moderat beskæring ved afkortning af årsskuddene til halvdelen af deres længde.

3.) Let beskæring med afskæring af afblomstrede skud til første eller andet øje under den blomsterbærende stilk.

 

Disse tre metoder kan anvendes enkeltvis eller kombi­neret for alle de gængse typer haveroser, naturligvis først og fremmest de storblomstrede roser og buketro­ser. Følges nedenstående oversigt, vil man altid opnå en god blomstring, en god sundhedstilstand og en pas­sende vegetativ tilvækst hos sine haveroser:

 

Storblomstrede roser (tehybrider)

Alle de moderne tehybrider er så kraftigtvoksende, at de ikke år efterår tåler en hård beskæring. Resultatet vil blive en alt for ringe blomstring. Gennemfører man i stedet en moderat beskæring, vil mange af sorterne blive for høje til små bede og små haver. Derfor må man benytte sig af en kombination af de tre beskæ­ringsmetoder. Et godt resultat kan opnås på to måder.

 

Storblomstrede roser, beskæringsmetode A:

Første år efter plantning: Hård beskæring af alle skud ned til 4 øjne for at få dannet tætte buske med mange skud helt fra grunden.

Andet år: Der foretages en moderat beskæring af alle skud på nær to skud. Disse beskæres hårdt, altså ned til 3-4 øjne over jorden.

Følgende år: Samme metode som andet år, men hvert år vælger man et par nye skud ud til den hårde beskæring. Busken opnår på den måde en rig blomstring på de moderat beskårne skud, mens de hårdt beskårne skud er med til at danne kraftige basisskud til foryngelse af planten.

 

Storblomstrede roser, beskæringsmetode B:

Første år efter plantning: Hård beskæring af alle skud.

Andet år: Moderat beskæring af alle skud.

Tredje år: Moderat beskæring af alle skud.

Fjerde år: Hård beskæring af alle skud. Dette giver en bedre kontrol med væksten. Busken gror ikke uhæm­met til vejrs, men beholder form og størrelse og får hvert 3. år en tiltrængt foryngelse.

Denne metode (B) er i reglen at foretrække for metode A.

 

Buketroser

De fleste moderne buketroser har en meget kraftig vækst. Ved hård beskæring vil de kun give en ringe nyvækst. I grelle tilfælde kan de gå ud efter en stærk beskæring. Ved den moderate beskæring kan remon­teringen (den gentagne blomstring) udeblive. Ved let beskæring får man rigelig og gentagen blomstring, men buskene bliver meget kraftige og voldsomme. Den moderne teknik for beskæring af buketroserne består da i en kombination af let beskæring (som giver tidlig blomstring) og moderat beskæring (som giver skud til senere blomstring).

 

Første år efter plantning: Hård beskæring ned til 4 knopper over basis for at få dannet en tæt busk med mange skud fra grunden.

Andet år:

a.) Alle hovedskud af sidste års tilvækst fra basis beskæ­res let ved afskæring af klaserne med de visne blomster ved 1. eller 2. øje under blomsterstilken.

Den øverste tilbageblevne knop skal vende bort fra buskens midte, så den kommende vækst foregår ud til alle sider.

b.) De sekundære skud, der er udviklet nede under blomsterklaserne, skal beskæres hårdt, helt tilbage til g. eller 4. øje fra hovedgrenen.

c.) Alle øvrige skud, som kommer fra de hårdt beskårne hovedgrene det første forår efter plantningen, skal beskæres moderat ned til halvdelen af deres længde.

Tredje og følgende år:

a.) Alle et-år-gamle skud, som er skudt frem nede i busken, skal beskæres let ved at fjerne de døde blom­sterklaser.

b.) Alle øvrige skud beskæres moderat ned til halvdelen af deres længde.

 

Stammede roser

De stammede roser skal alle have en særbehandling. Det gælder både sorter af tehybrider og af buketroser. Midten af kronen holdes åben ved at fjerne alle svage skud. Alle øvrige skud beskæres moderat til halvdelen af deres længde.

 

Miniatureroser

Tilvæksten hos miniatureroserne er så svag, at beskæ­ringen må indskrænkes til kun at bestå i en udtynding og en soignering af planten. En almindelig rosensaks vil være for voldsom til arbejdet. I stedet kan man anvende en neglesaks.

Buskroser, parkroser

Beskæring af parkroserne indskrænkes til en forsigtig udtynding. I de første år efter plantningen kan man fjerne de svageste skud ved grunden. De arter eller sorter, som ikke sætter hyben, kan afpudses for visne blomster. Parkroser kan om ønsket forynges ved tilba­geskæring af de ældste grene til 20 cm over jorden. Kraftige typer som rugosaroserne kan tåle fuldstændig nedskæring til 20 cm over jorden med 3-4 års mellem­rum, såfremt man ønsker buskene holdt i en bestemt, lavere højde.

 

Remontantroser

Man regner remontantroserne til de storblomstrede roser. Men i modsætning til tehybriderne blomstrer remontantroserne på to-årigt træ. Ved beskæring fjer­ner man altså alle knopper med blomsteranlæg. Derfor må skærearbejdet ved remontantroserne indskrænkes til kun at bestå i en udtynding af buskene, en bortskæ­ring af døde og meget svage skud. For at undgå, at plantens basis bliver alt for træagtig og bladfattig, må buskene langsomt forynges, så der hvert år fremkom­mer et eller helst flere kraftige nye skud fra plantens basis.

 

Slyngroser og klatreroser

Beskæring af slyngroser og klatreroser er et kapitel for sig. Der er nemlig stor forskel på de forskellige ran­kende rosers voksemåde. Nogle danner hvert år kraf­tige, nye skud fra basis. Andre bevarer hovedsystemet af træagtige, kraftige grene i mange år, og blomster­knopperne dannes her på kortere sideskud på de gam­le grene. Atter andre er »sports«, altså klatrende va­rieteter af de almindelige lave roser, både storblom­strede og buketroser. De behandles udelukkende med den lette beskæring, som er omtalt tidligere for disse lave roser.

 

Slyngroser med toårs-skud

En række af slyngroser kan næsten behandles som hindbær eller brombær. De skyder hvert år kraftige skud fra basis fra forædlingsstedet. Disse skud blom­strer det følgende år. Beskæringen består i afskæring helt ned til basis af de afblomstrede skud umiddelbart efter afblomstringen. Denne form for rosenbeskæring er altså den eneste, som bør udføres uden for den 'normale' beskæringstid (april). De nye, kraftige skud, som udvikles i løbet af sommeren, opbindes med det samme, så de bliver jævnt fordelt på espalieret eller den mur, som rosen er plantet opad. Til denne gruppe slyngroser hører blandt andet 'Dorothy Perkins", 'Excel­sa' og 'Sander's White'.

Slyngroser med træagtig vækst

En lang række sorter danner meget kraftige og tætte 'buske', hvis system af hovedgrene er holdbart i mange år. Sidegrenene fra disse ældre, træagtige hoved­grene bærer blomster i deres andet leveår. Derimod danner disse sorter kun få nye, kraftige skud fra basis. For at forynge disse buske bør man hvert år skære det gamle træ tilbage til et punkt, hvor et nyt, kraftigt sideskud bryder frem. Dette sideskud bindes ind til espalieret, så det kan blomstre næste sommer. Gam­melt træ uden sideskud kan fjernes helt til basis, så busken ikke bliver alt for tæt. Hvis planterne efter nogle år har tendens til at blive bare forneden, kan man skære et par kraftige skud helt ned til ca. 30 cm over jorden. Herfra vil der udvikles nye kraftige hoved­skud, som vil bære blade i deres fulde længde. Den egentlige beskæring af disse roser indskrænkes til en tilbageskæring af de kortere sideskud til 10 cm fra deres basis. Sorter som 'Alberic Barbier', 'Albertine', 'American Pillar', 'Chaplin's Pink Climber', 'Easlea's Gol­den Rambler", 'Emily Gray' og 'New Dawm' hører til den­ne gruppe.

 

Klatrende sporter af lave roser

Rundt om hos rosengartnerne er der opstået klatrende sportel' af mange af de kendte sorter af tehybrider og buketroser. De er ikke helt stabile i deres klatrende egenskaber. Derfor skal de ikke beskæres det første år efter plantningen. Så kan man nemlig risikere, at de mister klatreevnen og går tilbage til deres oprindelige lave vækst. De følgende år beskæres efter følgende regler: Nye skud fra sidste år skal kun skæres tilbage eller fjernes, hvis de er ødelagt, frosset tilbage eller tager for meget plads. De sideskud, som blomstrede sidste år, beskæres 'kraftigt' ved tilbagebeskæring til tredje knop over deres basis. Beskæring i april.

 

Buskroser med rankende skud

Mange af de kendte og meget anvendte kordesroser, tiltrukket af roseneksperten Kordes i Holsten, er om­talt og kan behandles som buskroser eller parkroser.

De danner efterhånden tætte buske, som kun af og til behøver en udtynding ved fjernelse af de ældste grene. En egentlig beskæring er der dog ikke tale om. For­uden kordesroserne gælder dette også de klatrende former af 'Schneewittchen', 'Korona', 'Herbert Hoover' og 'Zepherine Drouhin' samt klatreroserne 'Elegance', 'Gol­den Showers " 'Händel' og 'Schoolgirl'.

 

Tidspunkt for beskæring

Alle lave haveroser, både buketroser og storblomstre­de roser, beskæres hen i april måned, når der ikke er større fare for nattefrost. En god huskeregel er at foretage rosenbeskæringen, når forsythiabusken blom­strer. Det er altid en fordel at vente med beskæringen, til blad knopperne så småt er ved at bryde. Så er det let at skelne mellem levende og døde grenpartier.

Slyngroserne beskæres straks efter afblomstringen i højsommeren. Klatreroserne kan ligesom buskroser og parkroser beskæres i det tidlige forår, samtidig med udtyndingen af de øvrige prydbuske i haven.

 

Vildskud fjernes ved afrivning af skuddet ved udgangspunktet. Vildskud kendes på tæt tornebestand og mere end 5 småblade på hvert løvblad.

a.) Normalt skud og blad.

b.) Vildskud og blad.

 

Vildskud

De fleste haveroser består egentlig af to planter: Det såkaldte 'ædelris' (den egentlige, ægte rose), der er okuleret eller podet på en rod af en 'vild' rose, i reglen Rosa canina eller Rosa multiflora. Man foretager denne lidt besværlige operation for at give den ægte rose en kraftig rodvækst fra starten. De fleste ægte roser er nemlig udstyret med et meget svagt rodnet, og de er vanskelige at formere ved hjælp af stiklinger. Når ædelrosen efter okulationen er vokset frem, skæres toppen af vildrosen umiddelbart over okulationsste­det. Det kan dog ikke undgås, at den kraftige rod af vildrosen med mellemrum sender overjordiske skud til vejrs med kraftige grene og blade. Hvis man ikke om­gående fjerner disse 'vildskud', vil de hurtigt tage overhånd over den ædle del af rosenplanten, som vil sygne hen og dø i løbet af sommeren. Vildskuddene må ikke klippes eller skæres af over, i eller under jord­skorpen. Fra sår fladen vil de blot danne nye, kraftige skud, som generer eller ødelægger ædelrosens vækst. Nej, man skal følge vildskuddet helt tilbage til dets udgangspunkt fra den vilde rod. Vildskuddet skal fjernes fra denne basis, men heller ikke her med kniv eller saks, som altid vil efterlade en stump vildskud med knopper, der hurtigt danner nye vildskud. Vild­skuddet skal derimod rives af med fingrene, helst så der følger en lille smule bark med fra basis - så vil der ikke fremkomme nye vildskud fra dette punkt. Vild­skuddene kan kendes på, at de i regelen har flere småblade end ædelrosen, ofte mere end syv. Vildskud af Rosa canina er også mere tornet end de fleste okule­rede ædel roser. Det eneste virkelig sikre kendetegn på. at det drejer sig om et vildskud, er, at det bryder frem under rosenplantens forædlingssted.

 

Ved at fjerne sideknopperne i en blomsterklase opnår man en særligt stor og velformet enkeltblomst.

 

 

3 rosensakse :

a.) Præsentersaks til afskæring af snitroser. (øverst)

b.) Den bedste beskæresaks til forårsbeskæring.

c.) Lille rosensaks til sommerbeskæring. (nederst)

 

Afskæring af det nederste af rosenstilken under vand giver en særlig holdbar snitrose. Gør snittet så langt og skævt som muligt.

 

Udknopning

Hvis man er særlig interesseret i udvikling af store og flotte blomster på sine tehybrider, kan man benytte sig af udknopning, der ellers især finder anvendelse ved erhvervsmæssig dyrkning af roser til afskæring og ud­stillingsbrug. De fleste tehybrider har mere end en enkelt blomst på hver stilk. Ofte dannes en hel blom­sterstand med fra tre til syv blomster. Vækstkraften fordeles nogenlunde ligeligt på alle disse blomster. Men hvis man fjerner nogle af blomsterne, bliver de tilbagesiddende så meget større og kraftigere. Man lader i reglen den midterste blomst blive siddende, mens de øvrige knopper fjernes på et meget tidligt stadium. De fjernes forsigtigt med fingrene. Men stil­kene er på dette tidspunkt meget skøre, så man må passe på ikke at knække stilkene på den eller de knop­per, der skal blive siddende. Man kan også foretage udknopning af blomsterne hos buketroserne for at få større enkeltblomster til udstillingsbrug eller dekora­tion. Udknopning kan også finde anvendelse hos an­dre planter. Handelsgartnerne anvender især meto­den ved drivning af nelliker og krysantemum.

Skæring af snitblomster

Ved afskæring af snitroser til anvendelse indendørs i vaser og krukker bør den medfølgende stilk være for­holdsvis kort. Med en lang stilk fjerner man nemlig en hel del knopper, som senere på sommeren ville kunne udvikle blomster. Desuden fjernes en del løvblade, hvis vigtigste opgave som bekendt er at optage kultveilte fra luften til opbygning af nyt plantevæv og altså også nye blomsterknopper. Ved afskæring af rosenknopper og rosenblomster nedsætter man altså blomstringen i ro­senbedet resten af sæsonen. Det vil være mest rimeligt at foretage afskæringen, så kun to eller tre grønne løvblade følger med blomsten. Vil man ikke hindre eller dæmpe rosenfloret i sit rosenbed ved hyppige snit til hjemmets vaser, bør man i stedet sørge for at plante en eller flere rækker roser i et særligt snitbed eller ligefrem en snithave, hvor blomsterfloret ikke indgår som et led i havens udsmykning i øvrigt. l snithaven kan man også kæle særligt for sådanne snitroser med ekstra gødskning, vanding, sprøjtning og udknopning - så man får flere, større og måske mere formfuldendte roser end i havens egentlige rosenbede.

Fjernelse af visne blomster

Heller ikke ved afpudsningen ar'rosenbedet for visne blomster må man fjerne ret meget af stilke og grønne blade. Så går det ud over plantens evne til remonte­ring, den efterfølgende blomstring. Til gengæld skal man heller ikke fjerne for lidt. Hvis den visne blomst får lov at sidde, dannes ret hurtigt et modent hyben, til hvis udvikling der kræves store mængder næring. Hvis man kun fjerner selve den visne blomst med de nær­meste centimeter stilk, så vil den øverste tilbagesidden­de knop af væksthormonerne blive påvirket til udvik­ling af en blomst. Men denne vil blive meget lille og skæv eller slet ikke udviklet. Derimod vil der fra den følgende, kraftige knop ned ad stilken kunne udvikles en god og velformet blomst. Hvis man derfor skærer stilken af umiddelbart over denne knop, vil man lige­frem kunne fremme den følgende blomstring. Hoved­reglen bliver altså, at man samtidig med den visne blomst fjerner et stykke stilk med to grønne løvblade. Knoppen i blad hjørnet ved det tredje grønne løvblad danner da næste hold blomster.

 

Sygdomme hos roser

Meldug, stråleplet og rust er de tre mest almindelige svampesygdomme, som angriber vore haveroser. Også her gælder det, at forebyggelse er bedre end helbredel­se. Den bedste forebyggelse består i at holde roserne i sund og stadig vækst uden afbrydelser på grund af vandmangel, næringsmangel og uhensigtsmæssig be­skæring.

Har sygdommene først indfundet sig, er det muligt at bekæmpe dem med forskellige sprøjtevæsker og puddermidler. For flere af disse gælder det, at sprøj­temidlet lægger sig som en fin, grå eller hvidlig film over bladoverfladen og på den måde hindrer svampe­nes vækst. Desværre misprydes løvet lige så meget af sprøjtemidlet som af svampebelægningen. Drejer det sig om få rosenplanter i haven, bør man overveje, om det kan betale sig at investere i anskaffelse af have­sprøjte eller pudderblæser samt giftmidlerne - eller om man ikke snarere burde sætte ind med en bedre og mere intensiv dyrkning af rosenplanterne. så man helt

slipper for den plage, som svampesygdomme og ska­dedyr kan være for mange haveejere.

 

Meldug dækker blomsterknopper, stilke og blade med en hvidlig svampebelægning og bryder især frem ved pludselige ændringer i temperaturforhold og luftfug­tighed. Man kan foretage en forebyggende sprøjtning i det tidlige forår ved løvspring med Amiral eller et andet meldugmiddel.

Sprøjtningen kan om nødvendigt gentages et par gange i løbet af sommeren. Visse sorter er særligt mod­tagelige for meldug. Det bør overvejes, om de bør udskiftes med andre, mere sunde sorter.

 

Stråleplet danner store sortbrune pletter med en tydelig stråleformet rand på bladene. Angrebet starter i reglen på de ældste blade, hvorfra det kan brede sig til hele planten. Efterhånden bliver bladene gule, visner og falder af, så rosenstænglerne hen på sommeren kan stå helt afløvede med kun få bladduske i spidsen. Nogle sorter som 'Anne Mette Poulsen', 'Fashurn' og 'Mme Hen­ri Guillot' er særlig modtagelige. Stråleplet bekæmpes ved flere sommersprøjtninger fra midsommer med Captan eller Thiram. Nedfaldne, angrebne blade bør rives sammen og destrueres.

 

Rosenrust danner store kolonier af orangebrune svam­pesporer på unge skud og blade. Senere på sommeren udvikles andre generationstrin af svampen på blade­nes underside som koncentrerede sorte pletter. De gammeldags roser som mosroser og remontantroser er særlig modtagelige, mens de moderne, lave roser og slyngroser er mere modstandsdygtige.

Zineb er et svampemiddel, som har nogen virkning, men helt udrydde rosenrust kan man ikke. Også her har kulturforanstaltninger stor betydning. Vokseplad­sen bør ikke være for indelukket, og roserne bør ikke stå op ad en varm sydmur. Undgå modtagelige sorter, og afpluk og destruer de angrebne blade.

 

Skadedyr på roser

I en mindre have kan bekæmpelsen af skadedyr på roserne være et endnu større problem end udryddel­sen af svampesygdomme. De fleste sprøjtemidler mod skadedyrene er naturligvis også giftige for uskadelige og nyttige insekter. Ved bekæmpelsen skal man derfor udvise meget stor forsigtighed. Man bør aldrig sprøjte på tidspunkter, hvor bier, hvepse og blomsterfluer be­søger rosenblomsterne. Findes mariehøns og deres larver på buskene, bør man overlade bladlusebekæm­pelsen til dem. De gør det langt mere effektivt end haveejerens sprøjte. De mest almindelige skadedyr på haveroserne er bladlus, rosencikader, rosenbladhveps og thrips.

 

Bladlus viser sig på roserne omkring 1. juni, når luftens temperatur og fugtighed er mest gunstig for lusenes udvikling. Bladlus udvikler sig hurtigt, og den ene generation afløser den foregående med stor hast. Det gælder derfor om at standse angrebet i opløbet. Det kan ske ved sprøjtning med Lindan (af fareklasse C) eller med det mindst giftige af alle insektmidler Pyreth­rum. I lunt og fugtigt vejr bør man gentage sprøjtnin­gerne med en eller to ugers mellemrum. Store kolonier af bladlus kan spules af bladene med en kraftig vand­stråle fra haveslangen.

 

Rosencikader er små, gulgrønne insekter, som sætter sig på bladenes underside, hvorfra de stikker deres suge­snabel tværs gennem bladet, så sugningen foregår lige under bladets overside. Derfor viser skaden sig i form af matgrønne eller hvidlige pletter på bladets overside. Dyrene overvintrer som æg på grenenes bark. Ved stærk beskæring fjernes størstedelen af æggene. I øv­rigt kan cikaderne bekæmpes ved en effektiv sprøjt­ning med Pyrethrum, især rettet mod bladenes undersi­de.

 

Rosenbladhveps er især skadelige i larvestadiet. Larverne er små, sorte, glinsende og uden ben og kan let forveks­les med bittesmå snegle. Den almindeligste type blad­hvepse får bladene til at rulle sammen samtidig med, at bladoverfladen bliver misfarvet, plettet eller marmo­reret. De første angreb viser sig allerede på de nyud­sprungne blade i maj måned. I løbet af sommeren udvikles flere generationer af bladhvepse. så angrebe­ne kan fortsætte næsten hele vækstsæsonen. En effek­tiv bekæmpelse består simpelthen i at fjerne samtlige angrebne, sammenrullede blade, så snart de begynder at rulle sammen. I øvrigt kan man sprøjte med Lindan, men hvepselarverne inde i de sammenrullede blade er vanskelige eller umulige at ramme med giftstoffet. En anden bladhvepseart gnaver af rosenbladene, mens en tredje art kan opæde alt bladkødet, så kun skeletter af bladribber sidder tilbage. Af og til ser man mærkelige indhak fra bladranden ind i bladpladen, som om de var udført med en saks eller hullemaskine. Det er den bladskærende bi, som har været på spil. Angrebet er uden betydning og generer ikke planternes vækst.

 

Thrips er nogle bittesmå dyr med frynsede vinger. De lever inde i blomsterknopperne og æder af dem, så kronbladene bliver plettede, misdannede eller helt ødelagt. Thripsene kan kun rammes af sprøjtevæske, når dyrene forlader knopperne, når disse er ved at springe ud. Der sprøjtes med Lindan.

 

Rosernes anvendelse i haven

Rosen er en taknemlig haveplante. Den trives under de mest forskelligartede klimaforhold. Den tåler de veks­lende behandlingsmetoder, som gartnere og havefolk udsætter den for. Og den føjer sig let ind i ændrede haveformer, som er betinget både af menneskets krav til havens udnyttelse og udformning og af modeluner og økonomi.

Rosen har derfor altid hørt med i de havetyper, der er knyttet til menneskets boliger i by og på land. I vore oldeforældres og bedsteforældres haver blev roserne plantet i særlige bede, udskåret som cirkler i den ofte enårige græsplæne. Bedet var hvælvet på midten, græs­kanten udenom omhyggeligt afskåret, og jorden mel­lem roserne renholdt med spade, hakkejern og rive. Datidens rosensorter var ofte sarte typer, som krævede vinterdækning i form af granris, opgravet jord om­kring rodhalsen og en kraftig bortskæring af døde og frosne partier. Rosenbedet var et typisk kunstprodukt, som passede godt til tidens opfattelse af havens funk­tion som et modtræk til den uberørte natur.

 

Efterhånden ændredes folks opfattelse af haven. Den skulle give byboen et billede af tugtet natur, land­boen et spejlbillede af byhaven i modsætning til den økonomisk betonede køkkenhave og frugthave. Som en naturlig ting fulgte roserne med ind i det ændrede havebillede, men uden at deres placering i forhold til de andre haveplanter blev taget op til revision. Roserne blev stadig dyrket i stive, geometriske bede, mens nye haveplanter som rhododendron og andre stedsegrøn­ne buske, frodige staudebede og løgblomster blev ar­rangeret mere naturligt i 1930'ernes 'amøbestil', hvor rette linjer var bandlyst. Det var ligesom roserne ikke mere rigtig hørte hjemme i denne have. De blev forvist til et hjørne af haven, degraderet til snitblomster i 'skærehaven' - og fik af den tids haveæsteter prædika­tet uskønne, stive og risede planter med store, oppu­stede blomster.

Samtidig opstod hos vore dygtige rosen forædlere et utal af nye rosensorter, hvis vækstform og blomster­rigdom bedre passede til dyrkning i den haveform, som nu har vundet indpas overalt. Lægfolks interesse for og kendskab til planter er udviklet på en sådan måde, at man nu kan dyrke og anvende også de mest forskelligartede roser i den lille privathave, så de ind­går som et helt naturligt element i haven.

Der er nemlig utallige anvendelsesmuligheder for roserne i haven. De kan anvendes som 'solitærplanter' på en bund af græs eller andre bundplanter. De kan plantes mange sammen i egentlige rosenbede, eller de kan plantes med andre blomsterbuske, med stauder, sommerblomster og blomsterløg. De kan indgå som dele af større busketter, eller man kan lave et rosen krat udelukkende af forskellige parkroser. De kan anven­des som hækplanter i lave eller høje hække, blot der er plads nok. Og endelig kan de samles i en særlig rosenhave, måske med en ekstra række roser til forsyning af husets vaser med friske roser fra haven.

 

Rosen som solitærplante

En solitærplante skal altid have god plads. Der skal være frit til alle sider, så planten kan udvikles ensartet og naturligt, uden at trykkes af andre planter. I haven opnår man samtidig, at man kan gå rundt om planten og beundre den fra alle sider. Derfor vælger man ger­ne planter med en særlig smuk vækstform eller planter med et væld af blomster, så de næsten dækker planten med deres blomsterflor. Umiddelbart synes roserne derfor ikke særlig velegnet som solitærplanter. Den stive vækst og den ret lange, bladløse periode taler imod anvendelsen.

Alligevel er rosen en næsten ideel solitærplante.

Dens størrelse kan indpasses i en have af enhver stør­relse, selv den mindste og smalleste rækkehushave. Form og størrelse kan reguleres ved en fornuftig - og forsigtig - anvendelse af rosensaksen. Vækstfylde og blomsterflor kan øges ved en intensiv pasning med gødskning, vanding og sundhedspleje. Slyngroser og klatreroser kan anvendes som eneplanter ved tilbin­ding til et let espalier af kraftige tonkinstokke, stillet tre sammen i en slank pyramide. Buskroser og lave roser kan plantes enkeltvis uden støtte og opbinding. Det bedste resultat får man altid ved kun at benytte sig af den såkaldt 'lette beskæring', så planten har mulighed for at udvikle et 'kraftigt system af flerårige grene og stammer. Alle de gammeldags roser kan med fordel anvendes som solitærplanter. Af de rankende roser er 'New Dawn', 'København' og 'Wilhelm Hansmann' veleg­nede. Blandt de lave roser vil jeg anbefale 'Queen Elisa­beth', 'Buisman's Triumph', "Märchenland', 'Frensham' og 'Schneewittchen'. Alle parkroser med overhængende vækst er egnede som solitærplanter, blot bør man nok undgå de mest kraftigt voksende, som kræver mange kvadratmeter plads, hvis de skal have mulighed for at udfolde sig naturligt. Flere parkroser har en kedelig og opret vækst og bør derfor snarere anvendes i et busket end som enkeltbuske. Det gælder blandt andet æblero­ser, mandarinrose og karolinarose.

Solitærrosen kan stå frit på en tætklippet græsplæne, på en blomster-eng, på en bund af lave bundplanter som ærenpris, vintergrøn eller guldnælde, eller direkte på en fliseterrasse, hvor man blot må sørge for til­strækkeligt vand til rødderne.

 

Rosenbede og rosenrabatter

Mange havefolk har stadig den opfattelse, at roser skal plantes mange sammen i et rosenbed. Denne mening kan bestyrkes, når man oplever en rosen mark i blom­stringstiden i en af vore planteskoler eller ser på ro­senplantningen i forevisningshaver som Valbyparken,

Lerchenborg og Egeskov. Det er områder, hvor der er plads nok. Der kan plantes mange roser af en farve og det giver en kraftig og storslået virkning. Overført til den lille have bliver resultatet ofte skuffende. Hvor man har hundrede planter af 'Lilli Marleen' i demon­strationshaven, har man måske kun plads til fem i sin egen lille have. Og er der kun plads til ti roser i haven, vil man sjældent nøjes med en eller to sorter. Man vil gerne have variation i billedet, og resultatet bliver til en sammenblanding af mange farver, som måske endda slet ikke passer godt sammen. I sådanne tilfælde med lille plads til rådighed bør man slet ikke tænke på at skabe et egentligt 'rosenbed', men hellere komponere et havebed med forskellige planter, som klæder hinan­den, og hvor roserne er rigt repræsenterede. Mere om dette problem i det følgende afsnit.

I det egentlige rosenbed skal planterne stilles så tæt, at jorden ikke kan ses mellem planterne. Ukrudtet får da ikke store muligheder for at trives, og man fristes ikke til at holdejorden løs med hakke og rive - hvad der kun er til skade for rosenrødderne i jordens overflade. Hvor tæt man skal plante roserne afhænger ikke alene af sortsvalget, men måske især af den pleje, man giver sine roser. Kraftig gødskning og vanding giver kraftige planter, som hurtigt vokser sammen til en tæt flade. En godt planlagt beskæring med en kombination af kraf­tig, moderat og let beskæring vil på en eller to vækstsæ­soner give planter, hvis omfang man selv nøje kan bestemme. Benytter man sig hvert år af en såkaldt kraftig beskæring, reagerer planterne ved at sende lodrette, kraftige skud til vejrs, uden mulighed for mere spredt vækst, som kan dække jordbunden og fremme mikroklimaet med mindre fordampning og større vækstmuligheder.

Når man ikke benytter sig af bundplantning under og mellem roserne i rabatten, bør roserne plantes med en afstand af ikke under 30 cm og ikke over 50 cm. Meget kraftige buketroser som 'Buisman's Triumph' og 'Frensham' kan plantes med 100 cm indbyrdes afstand. Den første sommer kan et sådant bed nok virke lidt bart, men allerede den følgende sæson vil grenene nå hinanden og dække den bare jord mellem planterne.

Rosenbedet i sig selv må ikke være alt for lille. Det mindste mål bør ikke være under 100 cm x 100 cm. I et bed af denne størrelse er der plads til 9 planter. De vil dække bedet i anden vækstsæson og man opnår et blomsterflor af rimelig udstrækning. Samtidig opnår man et bed, som er let at passe. Man kan nå ind til midten af bedet fra alle sider, når man skal foretage beskæring, afpudsning og lugning. Er bedet bredere end en meter, må man træde ind mellem roserne for at foretage de nødvendige arbejder. Anbringes rosenbe­det i forbindelse med græsplænen, bør bedet afgræn­ses eller kantes med en fast kant af fliser, klinker, sveller, trykimprægneret træ eller med en nedgravet plade af tjærepap eller plastfolie, som hindrer græs­rødderne i at vokse ind i bedet. Rosenbedet bør an­bringes, så alle planterne i bedet får ensartede vækst­vilkår i form af lys og skygge, næring og fugtighed. Roserne reagerer nemlig kraftigt på uensartet behand­ling, og i et regelmæssigt rosenbed ønsker man netop en meget ensartet udvikling af alle planterne. Konkur­rencen fra trærødder generer rosenplanterne. Undgå derfor naboskab med større, grådige træer som elm, kastanje, poppel og pil - i øvrigt alle sammen træer, der slet ikke hører hjemme i en mindre have.

Et ensartet rosenbed, hvor jorden udelukkende er bevokset med roser, er et typisk eksempel på en "mo­nokultur', der efterhånden får uheldig virkning på jordens sammenhæng og næringsindhold. Man ken­der problemet fra landmandens marker og fra køk­kenhaven, hvor man undgår skadevirkninger ved hvert år at skifte med afgrøderne (vekseldrift). Det kan man naturligvis ikke foretage i et permanent rosenbed, som gerne skulle stå urørt i mange år, ofte i tyve år uden omplantning, Men skal der ske efterplantning, hvis en plante er gået ud, eller man er utilfreds med sortens udvikling, farve eller måske manglende duft, så vil man komme ud for problemet 'jord træthed', nærmere omtalt side 16. Det kan skyldes ophobning af visse stoffer i jorden, som de nye roser ikke kan trives med, eller det kan være tilstedeværelsen af nematoder (rodål), som angriber de nye planter. Før efterplant­ning bør jorden derfor udskiftes det pågældende sted med frisk jord.

 

Roser i blandede blomsterbede

Roser kan trives sammen med en lang række andre haveplanter. Sammen kan de danne smukke havebil­leder, som slet ikke kan opnås ved at dyrke rosen i monokultur, i eneplantning. Ja, det viser sig endog, at roserne trives langt bedre, når de blandes med andre planter, hvis løv eller grene er med til at danne et bedre mikroklima for både roserne og de øvrige planter. Der skal dog et vist plantekendskab til, for roserne trives ikke lige godt sammen med alle planter. Først og fremmest må man vælge planter, der trives på samme jordbundstype og samme lys- og fugtighedsforhold. Roser og surbundsplanter trives selvsagt ikke på sam­me jordtype - og forresten ser en plantning med rho­dodendron og roser helt forkert ud. Roser trives mind­re godt i skygge, og mange skyggeplanter slet ikke i sol. Det udelukker mange kombinationsmuligheder med netop den slags planter. Endelig vil roserne hellere stå tørt end fugtigt. Derfor opnår man ikke noget godt resultat af en blanding af roser og bambus. Men allige­vel er der mangfoldige muligheder for at vælge gode naboplanter til roserne. I forvejen bør man afgøre, om

roserne skal være hovedsagen, eller om de kun skal være et diskret, dekorativt islæt i den samlede plant­ning.

 

Roser og andre prydbuske

år man betragter roserne som prydbuske og behand­ler dem som sådanne, er de nemme at anvende. Plan­teafstanden bør øges, så rosenbuskene har samme mu­ligheder for udfoldelse som de øvrige buske i bedet. Jorden bør tilberedes, vandes og gødes, så den passer alle planterne i samme bed. Buske med specielle dyrk­ningskrav (sur jord, sandjord, dyb skygge, stærkt læ) bør udelades. En 'rolig' plantning med få arter og sorter, som klæder hinanden, bør foretrækkes frem for et stort udvalg af forskelligartede typer i mange farver. Endelig bør man nok foretrække buske, hvis vækst­kraft svarer nogenlunde til rosernes, ikke for kraftige, men heller ikke for svage. Blandt buskene foreslås den længeblomstrende, gule potentil (Potentilla fruticosa), den gule perikon (Hypericum patulum), de krybende former af dværgmispel (Cotoneaster) - og ønsker man et vintergrønt islæt, kan krybende enebær (juniperus) an­befales. Blandt lave roser kan man opnå en smuk virk­ning ved indplantning af ganske enkelte, kraftigtvok­sende buske, der kan virke som solitærbuske på en bund af blomstrende roser: Sommerfuglebusk (Budd­leia), dronningebusk (Kolkwitzia amabilis), buskformede paradisæbler (Malus sargentii), ildtorn (Pyracantha coc­cinea) og trold nød (Hamamelis).

 

     a.        e.      a.        b.       e.          c.            e.         d.         e.

 

Blandt talrige gode naboplanter til haveroserne er disse særligt velegnede:

a.) Klokkeblomst.

b.) Salvie.

c.) Potentil.

d.) Brudeslør.

e.) Hornviol.

 

Roser og stauder

For nogle årtier tilbage var staudebede højeste mode i haverne. Men stauder er vanskelige at passe. De kræ­ver en stor og hyppig arbejdsindsats, hvis resultat skal svare til ønskerne. Et rosenbed er betydeligt nemmere at klare, og en kombination af roser og stauder kan derfor være en god løsning, hvis man ønsker et smukt blomsterbed, en mindre indsats af arbejdskraft og en mulighed for et stort og varieret udvalg af haveplanter. Det er langt fra de fleste stauder, der egner sig til plantning sammen med roser. De kraftigste og mest hurtigtvoksende stauder breder sig ved hjælp af un­derjordiske udløbere stråleformet ud til alle sider fra moderplanten. De unge staudeskud vil hurtigt komme i konflikt med nærstående rosenbuske, vokse ind mel­lem deres rødder og kviste og tage lys og luft fra roser­ne. Særligt høje stauder egner sig heller ikke til plant­ning sammen med roser. De kræver opbinding eller gensidig støtte, noget der hverken er smukt eller nemt at foretage i et sammensat bed. Andre stauder med en forholdsvis stiv og opret vækst (Helenium, Monarda, Phlox, Heliopsis) virker forkerte i en plantning sammen med rosenbuske. Og endelig er der stauder med en særlig hurtig udvikling, blomstring og hastig bortdøen af de overjordiske dele.

De efterlader bare pletter i bedet og bør derfor også undgås. Det gælder fx orien­talsk valmue (Papaver orientale), akeleje (Aquilegia), rid­derspore (Delphinium), hjerteblomst (Dicentra) og eng­blomme (Trollius). Ingen af disse arter bør kombineres med lave roser.

 

Blandt de lave stauder findes en lang række arter, der plantet i større antal vil være fortrinlige naboer og bundplanter for roserne. Af forståelige grunde bør de ikke være alt for høje, så de dækker eller vokser op i rosenbuskene.

Blandt de bedste typer er følgende:

Kattefod (Antennaria dioeca tomeniosa), kalkkarse(Ambis caucasica), blå pude (Aubrieta hybrida) , klokke (Campanu­la carpatica og Campanula poscharskyana), brudeslør (Gypsophilia paniculata), stenfrø (Lithospermum diffusum), kællingetand (Lotus corniculatus), pileurt (Polygonum af­fine), potentil (Potentilla aurea), brunelle (Prunella ioeb­biana), lammeøre (Stachys lanata), timian (Thymus serpyl­lum), ærenpris (Veronica incana), vintergrøn (Vinca mi­nor) samt waldsteinia (Waldsteinia ternata).

 

Blandt de halvhøje stauder bør man foretrække arter med farver, som klæder eller står i kontrast til de blom­strende roser, fortrinsvis blå, violette og gule stauder. Især arter med gråligt og håret løv danner fine veksel­virkninger med roserne. Følgende stauder foreslås:

Perlekurv (Anaphalis triplinerois), snebynke (Artemisia lactiflora), asters (Aster amellus og Aster frikartii), tusind­stråle (Buphthalmum salicifolium), klokkeblomst (Cam­panula persicifolia), kæmpemarguerit (Chrysanthemum lacustre), skønhedsøje (Coreopsis verticillata), bru­deslør (Gypsephila paniculata Rosenschleier), lavendel (Lavandula officinalis), salvie (Salvia nemorosa Ostfriesland) og ærenpris (Veronica longifolia).

 

Staudegræsser er særligt elegante sammen med især bu­ketroser. Prydgræsserne danner en smuk og rolig baggrund for de stærkt farvede roser, og græsserne er også velegnede til at 'skille' grelle farver hos rosensor­ter, del- ikke rigtigt klæder hinanden. I de senere år er der i staudeplanteskolerne fremkommet et stort og fint sortiment af prydgræsser. blandt hvilke følgende bør fremhæves til brug sammen med buketroser, andre lave roser samt parkroser: Alpehavre (Avena semperoi­rens), hjertegræs (Briza media), blåsvingel (Festuca cine­ria), bjørnegræs (Festuca scoparia) og blåtop (Molinia caerulea).

 

Rosenbuske og blomsterløg

Haveroserne kommer først rigtigt til at ligne noget et langt stykke hen på foråret, ja, først omkring mid­sommer er de rigtigt værd at se på. Derfor er det fristende at plante forårsblomstrende planter af en­hver art ind mellem roserne. Naturligvis kommer man da til at tænke på alle vore smukke former af blomster­løg. Deres blomster vil ganske rigtigt live vældigt op i det ellers blomsterløse og næsten bladløse rosenbed i de egentlige forårsmåneder. Men blomsterløgene har det store minus, at deres blade, som først rigtigt kom­mer i vækst efter løgblomstringen, skal have lov at visne ned på planten, før løvet fjernes. Ellers vil løgplanterne ikke have mulighed for at samle tilstrækkelig næring til det følgende års blomstring. Intet ser mere trist ud end tulipanplanter og især narcisplanter under nedvisnin­gen. Og det tager tid for dem at visne. Hverken påske­liljer eller pinseliljer har mistet toppen før hen i juli måned.

Har man derfor lagt forårsløg mellem roserne, må man også kunne tåle synet af de gulnede, rådnende blade hos løgplanterne.

Det rigtigste vil være at undgå disse løgtyper og holde sig tillave løgplanter, hvis top visner bort i rette tid: krokus, vintergæk, erantis, perlehy­acint, snepryd og skilla.

Desuden kan man med fordel anvende en hel del flerårige, sommerblomstrende løgplanter mellem ro­serne, især alle typer af liljer, sommerhyacint (Galtonia candicans), kamassia (Camassia leichtlinii) og forskellige arter af pryd løg (Allium ajlatunense, Allium giganteum og Allium ostrowskianum).

 

Sommerblomster og roser

Roser har et tæt system af rødder lige under jordover­fladen. De forstyrres eller ødelægges, hvis man graver mellem roserne eller ofte anbringer nye planter i umiddelbar nærhed af dem. Derfor er det slet ikke nogen god ide at forsyne rosenbed ene med en bund af sommerblomster, som hvert år skal fornyes. Ganske vist klæder det roserne med smukke forårsfarver af stedmoder, forglemmigej og gyldenlak - eller hele sommeren med bundplanter som enårige salvie, jern­urt, kornblomst eller sommerfugleblomst, der alle ud­plantes i maj/juni med potte klump. Men de kan bruges i forbindelse med roserne, blot i passende afstand, så rosenrødderne ikke forstyrres.

Til gengæld findes der andre sommerblomster, der kan udsås direkte på voksestedet uden at rosenplan­ternes rødder tager skade. Det gælder især biblomme (Lobularia maritimum), hvis hvide eller violette blomster­tæppe danner en fornem bund under de fleste roser. De sår iøvrigt sig selv og kommer på den måde igen år efter år. Ydermere har de den mest pragtfulde blom­sterduft. En anden, mindre kendt sommerblomst er dusk-salvie (Salvia viridis horminum) med elegante rosa eller lysviolette højblade. Farverne står fint til næsten alle roser, og salvieplanterne breder sig villigt ved selv­såning.

 

Vildroser, som pynter i haven to gange, under blomstringen i højsommeren og under frugtbæringen efterår og vinter.

 

Rosenkrat og rosenbusketter

Fra naturens hånd er roserne typiske kratplanter. u­den menneskelig indblanding danner roserne hurtigt meget tætte og uigennemtrængelige buske. Flere ro­senbuske sammen danner tætte krat, som hegner godt og som danner gode skjulesteder og redemuligheder for mange slags fugle. Under større forhold er et ro­senkrat en gevinst for haven. Rosenkrattet kan danne hegn om haven, skærme mod vind og nysgerrige blik­ke. Et helt afsnit af denne bog er viet de såkaldte park­roser, alle sammen kraftigt voksende buske, som for­uden de ovennævnte egenskaber også rummer en stor skønhed i blomsternes form, farve og duft, bladenes form og farvevirkning, ofte med smukke torne og en­delig med en afvekslende frugtsætning med hyben i mange størrelser, former og farver. Visse arter har hyben af stor holdbarhed, så de pynter i haven til langt hen på vinteren, mens andre tidligt mister deres frug­ter. Rosenkrat har især deres berettigelse i fritidshaver, hvor de i mange år kan få lov at udvikle sig uden haveejerens indblanding. Ved plantningen bør man huske på, at de skal have god plads. Der bør plantes med en indbyrdes afstand på mellem 150 og 200 cm, hvis planterne ikke for hurtigt skal vokse sammen. Alle parkroserne sætter pris på en let jord, hvor rødderne har let ved at trænge ned. En del typer trives fint, selv på meget tør og næringsfattig jord - klitroserne trives således nær stranden og helt ud i klitterne, som navnet antyder. Andre af vore vilde roser vokser godt til på tørre stendiger, på solstegte skråninger, men også i halvskygge under træer og større buske.

I et havekrat kan de vilde roser, parkroserne, plantes sammen med de forskellige arter af tjørn (Crataegus), bærmispel (Amelanchier), havtorn (Hippophaë), paradis­æbler (Malus), brombær (Rubus) og ulfsrøn (Vibur­num). Som 'overstandere' kan anvendes slanke træer uden større skyggevirkning som lærk (Larix), fuglekir­sebær (Prunus avium) og ask (Fraxinus).

Det siger sig selv, at rosenkrattet ikke kræver nogen vedligeholdelse. Det naturlige ukrudt skal have lov at brede sig i bunden. Krattets mere eller mindre tætte vækst sætter en naturlig grænse for ukrudtsvegetati­onens omfang.

Enkelte af parkroserne breder sig stærkt ved under­jordiske udløbere. Det gælder fx karolinarosen (Rosa carolina), et forhold, som man kan benytte sig af, hvis man hurtigt vil have dækket en skråning eller et andet areal.

 

Rosen som hækplante

Kravet til den ideelle hækplante omfatter en ensartet vækst, hurtig tilvækst, en god hegnende virkning, uigennemtrængelig for dyr og mennesker og samtidig en smuk ramme om hus og have. Hvis man kun har lidt plads til rådighed, virker rosenplanter absolut ikke som en ideel hæk. De fleste rosentyper har en bred og fyldig vækst, og hvis man klipper dem, opnår man ikke noget særlig smukt resultat. Alligevel er der flere rosen­arter, som kan anvendes som hæk, oftest som lave hække langs en forhave, eller som intern hæk inde i haven mellem to dele af haven - fx til indhegning af en snithave, en urtehave, børnenes havehjørne eller som hegnsplantning på kronen af et stengærde eller en støttemur.

 

Parkroser med en overdådig blomstring allerede i maj eller juni.

 

Af parkroserne og vildroserne findes flere kraftige typer med ensartet vækst, velegnet til brede hække eller læhegn om fritidshaven eller landhaven, fx hun­derose (Rosa canina), labradorrose (Rosa blanda) og æb­lerose (Rosa rubiginosa). Andre rosen arter har under­jordiske udløbere, som hurtigt danner et tæt krat i form af et bredt læbælte. Det er typer som karolinaro­se (Rosa carolina), rynket rose (Rosa rugosa) og glansbla­det rose (Rosa virginiana).

Til ganske lave hække er dukkerose (Rose nitida) særdeles velegnet. Den bliver kun en halv meter høj og må derfor plantes med en indbyrdes afstand mellem planterne på 40 cm for at danne en tæt hæk. Ellers plantes roserne til hæk med en planteafstand på mel­lem 60 og 150 cm.

Flere typer buketroser er egnet til plantning som halvhøje hække, fx kræver de ikke så meget plads i bredden som de 'vilde' rosentyper. Hvis de klippes på siderne, blomstrer de alligevel, men det går noget ud over vækstformen, som bliver mere stiv og opret end ønskeligt. Til formålet er sorter som 'Poulsens Gruppe­rose', 'Buisman's Triumph', "Märchenland', 'Schneewitt­chen' og 'Tivoli' egnede. Buketroser som hæk beskæres om foråret ved en moderat beskæring, så det ikke går ud over plantens tæthed, men således, at man tværti­mod bevarer den enkelte plante tæt helt ned til jorden.

 

 

 

De gammeldags roser blomster kun en gang, men giver både farve og dufte.

 

Den gammeldags rosenhave

Er der plads i haven til en særlig 'rosenhave', kan man have meget glæde af at indrette en sådan. N år roserne er samlet på et sted, kan dyrkningen ske mere intensivt, end hvis rosenplanterne er spredt rundt om i haven. Man har bedre mulighed for at sammenligne de enkel­te typer og sorter, og man kan hurtigt udelukke de typer som ikke kan trives under de specielle forhold på stedet. Er man af samlernatur, har man i en rosenhave mulighed for at skabe en samling af ens specielle ynd­linge. Rosenhaven kan bestå af udelukkende gammel­dags roser, teroser, parkroser eller buketroser. Den kan være indrettet efter en farveskala, måske en have udelukkende bestående af lyserøde roser, serveret på en bund af violette lavendel eller gråbladede lamme­øre. Rosenhaven kan også gøres fleksibel med afveks­lende høje og lave roser, fx stammede roser på en bund af ganske lave buketroser eller miniatureroser. Den gammeldags rosenhave bør indrettes med forholdsvis små bede, omgivet af flisegange, klinkegange eller græsgange. En udmærket indramning kan bestå i gange eller kanter af gamle jernbanesveller, hvis rustfar­vede patina står godt til havens grønne farver og blom­sternes vekslende kulører. En egentlig rosenhave har kun et enkelt minus, nemlig at sygdomme og skadedyr har særlige muligheder for at brede sig hurtigt fra plante til plante. Til gengæld kan sygdomsbekæmpel­sen gøres mere intensiv, hvor alle rosenplanterne er samlet på et sted.

 

En skærehave eller snithave

Mange havefolk nænner slet ikke at skære roser og andre blomster i haven, for at tage dem ind til pynt i husets vaser og krukker. Andre kan være af den me­ning, at havens planter netop bør være med til at smykke hjemmet både ude og inde. Det kan altså være en temperamentssag - men hvis kravene til snitblomster er store, er det en virkelig god ide at anlægge en snithave eller et skærehjørne et eller andet sted i haven, måske skærmet af en lav hæk. Her kan der plantes de stauder og sommerblomster, som giver særligt mange eller go­de snitblomster, og her hører også en række rosenbu­ske hjemme. Buketroser med mange blomster samlet i store klaser på lange stilke er måske særligt velegnede. Men også tehybriderne og teroserne giver fine og holdbare snitblomster. Ønsker man at producere sær­ligt store og velformede blomster af især tehybrider, kan man foretage en udknopning (som beskrevet ovenstående).

 

Behandling af snitroser

Roserne skæres bedst, når knoppens bægerblad e er let tilbagerullede og kronbladenes farve kan ses. Tætte rosenknopper har vanskeligt ved at folde sig ud i afskå­ret stand. Det er bedst for snitblomstens holdbarhed at foretage plukningen morgen eller aften, aldrig på den varmeste tid af dagen. Blomsten plukkes med så lang stængel, som man ønsker. Jo længere stængel, jo læn­gere varer det, før rosenplanten frembringer en ny blomst på vedkommende gren. De afskårne roser an­bringes så dybt i kuldslået vand, at kun blomsten stik­ker ovenfor. Sæt aldrig roserne i det kolde vand direkte fra vandhanen. Det giver den afskårne blomst et chok, og plantecellerne er længere om at opsuge det kolde vand end det kuldslåede vand. Det nederste af stilken afskæres skrårunder vandet så der ikke trænger luft op i snitsåret og vandopsugningen vanskeliggøres. Snittet foretages med en skarp kniv. En rosensaks giver et flosset snit, som kvæster stilken og giver mulighed for hurtigere forrådnelse. Snitroserne holder længere i vand, hvis dette tilsættes en lille dosis Chrysal eller Everbloom. Det holder bakterier borte fra vandet og holder dette frisk.

Man kan også selv fremstille en næringsopløsning, der samtidig virker desinficerende. Den består af en vandig opløsning (helst regnvand eller andet blødt vand) med 8% sukker, 0,03% sølvnitrat og 0,1 % tillantin.

--

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (39 stemmer)
Siden er blevet set 28.570 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
251822-04-2012 14:45:54 Grethe Møller Olesen
Vi har en stor buskrose vist nok Diadem, som de sidste 15-17 år har blomstret med mange roser. Den står sydvendt opad en mur.
Nu har jeg opdaget, at den ser "død" ud, der er kun et par nye grene med nye skud. Hvad er der sket? Hvad kan jeg gøre?
Mvh Grethe Møller Olesen

Afstemning
Danmarks søer og åer er forurenede, gør Magnus Heunicke nok?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her