Encyclia calamariana

Delvis sol

Tørres ud mellem vandingerne

15-25°C

Vækstform: Sympodial

Kompost: A

Encyclia -slægten indeholder ca. 240 arter, som findes spredt i et område, der strækker sig fra Mexico og Vestindien ned til Syda­merika. Slægten er meget variabel, og den rummer mange interessante og dyrknings­værdige arter.

Encycliaerne hørte tidligere til Epiden­drum-gruppen, men er nu splittet ud for sig selv. En yderligere navneopdeling er nært forestående, og gruppen, der omfatter blandt andet Encyclia calamariana, cochleata, fragrans og radiata, kommer til at hedde Prosthechea. Man vil dog naturligvis kunne bruge de gamle navne et stykke tid fremover. Det som adskiller Prosthechea-gruppen fra de øvrige encycliaer er, at blomsterne er vendt om, sådan at læben peger opad i stedet for nedad.

Encyclia calamariana er en af de mindste og nok den mindst dyrkede i slægten. Den bliver sjældent mere end 15 cm høj. B1om­seerstænglerne er korte, og de udspringer i toppen af de nyudviklede bulber. Blomster­ne er små, kun et par centimeter, blegt hvidgrønne med en svag krydret duft og ret holdbare. Blomstringen kan ske når som helst på året, og planterne er meget pro­duktive med deres skud. De kan derfor hurtigt fylde en urtepotte og blive meget dekorative trods deres beskedne størrelse.

Encyclia cochleata, blæksprutteorkideen er den mest dyrkede art i slægten. Blom­sterne hos denne art hører til blandt de største i gruppen. De er smukt grønne med en sortviolet læbe. Denne art kan som æl­dre blomstre næsten hele året. Selv gamle blomsterstængler kan blomstre igen hos denne art, så klip ikke stænglen af, før den er helt vissen.

Encyclia cochleata vokser i et stort område fra Mexico og Vestindien ned til Brasilien. I Beliza er den nationalblomst.

Andre populære arter er Encyclia fragrans og Encyclia radiata som ved første øjekast kan være svære at skelne fra hinanden på blomsterne. Blomsterne hos begge arter er flødehvide med en forførende duft. Planter­ne er dog ganske lette at skelne. Encyclia fragrans har lange, smalle bulber, mens En­cyclia radiata har pæreformede bulber og er noget større. Denne art er ikke almindelig som dyrket. Encyclia fragrans har derimod været dyrket i lang tid. Plantens størrelse varierer meget, alt efter hvor den kommer fra, og det samme gælder blomsterduften. De former, man dyrker i dag, er de mere småt voksende, som ikke har en så gennem­trængende duft. Encyclia fragrans og Encyclia radiata har samme udbredelsesområ­de som Encydia cochleata.

En anden dejlig art, som er værd at dyrke, er Encyclia vespa (vespa = hveps). Den er ret stor med smukt panterplettede, ret små og krydret duftende blomster med lang holdbarhed. De fleste af Encyclia-arterne har ikke fået ret meget opmærksomhed af hobbyavlerne, og det er svært at forstå, da arterne både er lette at passe og blomstrer villigt selv i normale beboelsesejendomme. Sandsynligvis skyldes det, at blomsterne ikke er lige så store og farverige som hos an­dre orkidéslægter. Men blomsterne er alli­gevel interessante, og de bør have en plads i enhver samling.

Anbring dem udendørs på et halvskygget sted om sommeren.

--