Ixiolirion betyder egentlig en Ixia med liljeagtige blomster (græsk leirion = lilje), men Ixia er knoldplanter, der hører til i sværdliljefamilien. Ixiolirion er en steppeplante fra Turkestan og Tyrkiet. Den har forholdsvis små, ægformede løg, der foroven ender i en lang hals, som man ofte ser det hos narcisser. Bladene er grundstillede, smalle og græslignende. Blomsterne, der sidder i meget åbne skærme på 30- 50 cm høje stængler, er blålilla eller lavendelblå og stjerneformede. De måler 4-5 cm i diameter, fremkommer i maj-juli og er meget holdbare som afskæringsblomster.
Ixiolirion klarer sig kun op ad en sydmur og kræver vinterdækning med granris.
Vækstkrav: Ixiolirion kræver en let, muldet, veldrænet vokseplads i fuld sol og egner sig bedst til stenbedet. Løgene lægges om efteråret i ca. 10 cm’s dybde. Når man køber løg, skal man sikre sig, at de er faste og saftspændte, for Ixiolirion-løg lider stærkt ved at være oven for jorden i længere tid. Vinterdækning er påkrævet, og grangrene er bedst.
Formering: I reglen er Ixiolirion ikke særlig villig til at danne sideløg i større mængde, så den må formeres ved frø, der udsås i bænk lige efter modningen. Undertiden formerer den sig også ved selvsåning.
Arter:
Ixiolirion-arterne ligner hinanden meget, men det er dog muligt at udskille et par:
Ixiolirion kolpakowskianum har blegblå, undertiden næsten hvide blomster på ca. 30 cm høje stængler. Løvbladene vokser som en græstot. Den er sjælden i kultur.
Ixiolirion tataricum, også kendt som Ixiolirion montanum, findes i mange farver fra blegblå over lavendelblå til blålilla. Den bliver 30-50 cm høj og blomstrer i maj-juni.