Japanmispel - Eriobotrya japonica

Japanmispel er hjemmehørende i Syd­og Østasien, hvor der findes flere forskellige arter, der kan blive mere end 5 m høje.

Japanmispel, der er den eneste Eriobo­trya-art, som dyrkes i Europa, kom hertil i begyndelsen af 1780erne. Det botaniske navn Eriobotrya kommer af de græske ord erion = uld og botrys = drueklase og hentyder til de rosa eller hvide blomster, der sidder i tætte, uldhårede toppe. Japanmispels blade er 20-25 cm lange, ovale, tandet-tak­kede med læderagtig grøn overside og brunfiltet underside. Bladnerverne er karakteriseret ved at løbe parallelt med hinanden og hver ende i en af bladkantens takker.

I Nordeuropa dyrkes japanmispel ude­lukkende som prydplante, men i Mid­delhavsområdet ser man japanmispels frugter på torvene i slutningen af april. De gule, velsmagende, men ikke særlig holdbare frugter er ca. 5 cm i diameter og ofte forsynet med sorte pletter. Hver frugt rummer 1-4 store, skinnen­de frø.

Japanmispels blomster er samlet i tætte toppe i spidsen af skuddet.

Pleje: Japanmispel kan udvikle sig til en stor, pladskrævende plante. Som jord bruges en lerholdig standardjord­blanding. Der vandes regelmæssigt, og i sommerhalvåret tilføres næring. I sommerperioden vokser japanmispel bedst på et solrigt, luftigt sted, f.eks. udendørs, mens overvintringen skal

ske indendørs og så lyst som muligt. Japanvin Temperaturen må ikke komme under 6°C. Vandingen begrænses om vinte­ren, så at jorden ikke bliver »våd«. Formering: Det er lettest at formere japanmispel ved hjælp af frø, der spi­rer hurtigt. Som såjord bruges en let standardjordblanding. Stiklingeforme­ring er vanskelig, idet stiklingerne er længe om at danne rødder. Det bedste stikketidspunkt er august, og tempera­turen bør være 20-22°C.