Zantedeschia er opkaldt efter den italienske botaniker Francesco Zantedeschi (1773-1846), mens kalla (Calla) er et gammelt plantenavn af ukendt oprindelse. Kalla hører hjemme i Sydafrika, men findes spredt overalt i troperne, hvor de vokser i fugtige grøfter, ved vandløb og søer.
Den gule kalla (Zantedeschia elliottiana) med hvidplettede løvblade.
Pleje: Kalla er hos os en koldhusplante, som kan overvintre i et uopvarmet væksthus. For at få hvid kalla i blomst skal temperaturen om vinteren være 12-15°C, mens den skal være 15-18°C for at få gul kalla i blomst. Sommertemperaturen må helst ikke komme over 25-28°C, hvorfor planten med fordel kan stilles udenfor om sommeren. Da kalla vokser på sumpede arealer, må man i vækstsæsonen sørge for hyppig vand- og næringstilførsel; efter afblomstringen skal vandingen af hvid kalla indskrænkes kraftigt, uden at jorden dog må tørre helt ud; der skal helst være et par grønne blade hele tiden. Gul kalla derimod kræver fuldstændig udtørring. Jorden skal være kraftig, muldrig og næringsholdig. Begge arter har et kraftigt rodsystem og kræver derfor store urtepotter. De omplantes, inden væksten går i gang om foråret.
Den hvide kalla (Zantedeschia aethiopica) bruges fortrinsvis til kranse og kistepynt.
Formering: Kalla formeres oftest ved deling af planten; delingen kan ske ved ompotning til spande eller potter. Frøformering er mulig, men bruges ikke meget. Frøet skal dækkes med et jordlag på ca. 1/2 cm, og temperaturen skal under spiringen være 20-25°C. Der lægges glas og papir over frøkasserne indtil spiringen er i gang.
Arter: Hvid kalla (Zantedeschia aethiopica) er hjemmehørende i de sydafrikanske sumpe. Det er en flerårig, urteagtig plante med kødfulde rhizomer (rodstokke) og store pilformede blade. De gule, vellugtende blomster er samlet i et tæt aks, der er omgivet af et hvidt, kræmmerhusformet højblad; blomsterne udvikles i januar-juni. Blomsterstænglen er et langt skaft. Hvid kalla bruges især i afskåren stand til kranse og kistedekorationer, men er desuden en smuk plante til vinterhave og større blomstervinduer.
Gul kalla (Zantedeschia elliottiana) er hjemmehørende i Transvaal. Blomsterakset er omgivet af et gult højblad, og bladene er hvidplettede. Blomsterne udvikles i juni-august. Efter blomstringen visner planten helt ned og skal have en tørkeperiode, før væksten igen kan startes.