Kinaroser, Månedsroser, Bengalroser - Rosa x chininsis

LÆNGEVARENDE GLÆDE

Billede: 'Fellemberg'. Utrættelige. Sådan kunne man karakterisere kinaroserne, som blomstrer uden afbrydelse hele sommeren og langt ud på efteråret. I Østasien, hvor de har deres oprindelse, blomstrer de året rundt, men det kan de jo ikke gøre hos os. I et vist omfang lader det sig gøre at narre dem til at gøre sig klar til vinterhvile ved at klippe det yderste af de nye skud. Det siges, at grenene derved forveddes bedre. Men det er ikke nogen mirakelmedicin! Man kan jo også have dem i krukke indendørs, svalt placeret. Det var al­mindeligt i 1800-tallet, da de havde deres storhedstid.

Frem for alt har kinaroserne sammen med teroserne, som også kom fra Kina, spillet en umådelig vigtig rolle inden for forædlingsarbejdet. Al­lerede tidligere fandtes der en del remonterende roser (høstdamascenere, portlandroser), men der kom ikke rigtig fart på den egenskab, før den ki­nesiske arv blev krydset ind. Så kunne farveskalaen også gøres bredere.

Det var takket være ostindiefarerne, at europæerne fik mulighed for at anskaffe kinesiske roser, og man specialindrettede bådene, for at roserne kunne tåle transporten. Rosendyrkning har en meget gammel tradition i Kina, og de roser, der kom til Europa, var udelukkende dyrkede. Ganske vist er der godt med vildroser i Kina, men interessen for dem er vokset frem betydeligt senere. Præcis hvilke roser, der var forældre til de ekspor­terede chinensishybrider, er ikke klarlagt, men den yderste oprindelse kan nok søges hos Rosa chinensis og Rosa gigantea. I 1781 lanceredes den rosa kinarose 'Old Blush' ('Parson's Pink China'), den fandtes i Linnés samling allerede 1752, og nogle år senere kom turen til den karmin­røde kinarose, 'Semperflorens' ('Slater's Crimson China'), som en kap­tajn i Ostindisk Kompagni havde med sig fra Calcutta til England, deraf navnet Bengalroser.

Kinaroserne bliver ikke lige så store og lige så kraftige som de gammel­dags haveroser. De er uden undtagelse lavtvoksende, noget mere om­fangsrige i varmere klima, med bøjelige grene og venlige torne. Bladene er små og dekorative, og blomsterne har den særegenhed, at de ikke blegner, men i stedet får stærkere farver, efterhånden som de ældes. Den spinkle vækst har til dels at gøre med, at chinensishybriderne er diploide, dvs. at deres vækstceller består af kun to kromosomopsætninger, mens andre haveroser i reglen har fire. Jo flere kromosomopsætninger, desto større celler og dermed kraftigere vækst.

Solrig placering samt næringsrig og veldrænet jord er en forudsætning for, at kinaroser kan trives, men stort set kan man nok sige, at de er nem­me at passe. Visne blomster bør renses bort, først en og en, senere hele klasen, med rosensaks. Forårsbeskæringen er den enklest tænkelige: af­pudsning af skadede og udtørrede grene. Egentlig er det kun overvintrin­gen, som er problematisk.

Andre kinaroser: 'Cramoisie Supe­rieure' , mørkt karminrød, halvfyldt (Coquereau 1832); 'Le Vésuve', kar­minrosa, fyldt (Laffay 1825); 'Mme Laurette Messimy', lysrosa, halvfyldt (Guillot 1887); 'Rival de Paestum', cremehvid, halvfyldt (Paul 1863).

--