Kirsebær, sure - Prunus cerasus

Formering: Surkirsebær findes forvildet i skove og hegn her i landet, men hjemegnene menes at være noget sydligere i Euro­pa. Træerne bliver 5-7 m høje med en rund krone af spinkle grene, som ofte er hængende. Barken er rødbrun til sortagtig, noget skinnende; de unge grene er grønne og glatte. Bladene er 6-8 cm lange, spredtstillede, elliptiske eller ægformede og glinsende grønne; nerverne på bladundersiden kan være let hårede, bladranken er fint savtak­ket. Blomstringen falder i sidste halv­del af maj samtidig med løvspring. De ca. 2 cm store blomster sidder 3-5 sammen i knipper og blomsterne er hvide, ofte med et svagt grønligt skær. Støvdragerne er gule eller gulgrønne. Stilken er glat og 3-6 cm lang. Frugterne er ved modenhed mørkt purpurrøde til sort-røde og omkring 2 cm store; modningstiden falder omkring midten af august. Frugtkødet er mørkt og saftigt og slipper ikke stenen. Smagen er sur og ofte noget snerpen­de.

Blomstrende surkirsebær.

Surkirsebær høstes midt i august.

Dyrkning: Surkirsebær kan formeres ved frø; men sorterne bør formeres ved podning på en grundstamme af fugle kirsebær (Prunus avium). De er normalt selvfertile, så man kan nøjes med at have en sort. Planter man flere træer, vil en afstand på 3 x 5 m være passende. Surkirsebær trives overalt, blot jorden er kalkholdig og ikke vand­lidende.

Gødningen bør være alsidig; en por­tion på ca. 5 kg blandingsgødning om foråret suppleret med 4-5 kg kalksal­peter først i juni og først i juli skulle være tilfredsstillende for træerne. Surkirsebær danner ofte ret tætte træ­er; men det bør ikke forlede en til at beskære, for forsøg viser, at det ene­ste, man opnår ved at klippe eller save i træerne, er et mindre udbytte, uden at frugten bliver større. Bliver man nødt til at fjerne noget af et træ, bør det ske ved løvspring. Dels får træet tid at få såret helet, dels er faren for smitte i sårene af vedødelæggende svampe som poresvamp eller bakteriekræft mi­nimal. Beskæring om efteråret giver de to nævnte sygdomme de bedste betin­gelser for infektion.

Frugterne af surkirsebær kan spises rå, men egner sig endnu bedre til fremstilling af saft, vin og likør.

Anvendelse: Surkirsebær er en af vore vigtigste frugtarter. Når bærrene er modne, lægges der presenninger ud under træerne, og frugterne rystes af. Derefter sorteres blade og andet affald fra, og bærrene kan behandles. Frug­terne anvendes især til saftfremstilling; saften bruges til fremstilling af kirse­bærvin og -likør. Bærrene kan også henkoges.

Sorter: Surkirsebærrene deles i morel­ler, hvis saft er velfarvet, og amareller, hvis saft er farveløs eller kun svagt farvet.

Morellerne er langt de vigtigste p.gr. af saftens røde farve, som bidrager til at gøre kirsebærdrikkene populære. Der er tre sorter surkirsebær i handelen:

'Kelleris 16' er en forholdsvis ny sort. Frugten er noget mindre end hos skyg­gemorel; men udbyttet er stort, og høsten begynder allerede efter 2-3 år. Frugterne har især vist sig velegnede til syltning.

'Skyggemorel' danner et forholdsvis lavt og bredt træ, som giver et ret godt udbytte af de største moreller. Blom­stringen falder sidst i maj, og sorten er derfor ikke særlig udsat for at få blom­sterne ødelagt af en sen nattefrost. Navnet skyggemorel skyldes, at sorten kan trives på skyggede steder. Tidlige­re blev den ofte espalieret op ad en nordvæg; derved blev blomstringen endnu senere end ellers. Det samme gjaldt også modningen, som kom til at strække sig over flere uger. En streng espaliering af skyggemorel er dog ikke hensigtsmæssig, da den kraftige beskæ­ring, som bliver nødvendig, nedsætter udbyttet kraftigt. Den bedste form for espaliering synes at være, at stammen på det unge træ bindes ind til muren, hvorefter man fjerner de grene, som dannes ind mod muren. Grenene nær­mest muren kan støttes ved indbin­ding, mens den udadvendende del af træet får lov til at udvikle sig normalt. 'Stevnsbær' er den sort, som er mest plantet i erhvervsplantager.

'Stevns­bær' er de ret små, sure kirsebær, som også forhandles under navne som 'Hadsundbær' , 'Heeringbær', 'Løv­skal' m.fl.; der er ikke andre forskelle på disse sorter end navnene. 'Stevns­bær' er ret små og mørke og modner i sidste halvdel af august. Udbyttet er middel, saften er meget mørk.

Af amareller har der vist kun været dyrket en sort her i landet, den un­garske 'Koros'. En sort, som blev op­reklameret under navnet 'Kæmpesur­kirsebær H.H.', viste sig at være den ungarske sort. Da det hos sur kirsebær især er saftens farve, som har interesse, er 'Koros' med den farveløse saft nu forsvundet fra planteskolernes katalo­ger.

Der findes tillige en del prydsorter, som også sætter frugt. 'Semperflorens', også kaldt 'Allehelgene-kirsebær', danner et meget tætgrenet træ, hvorfor man må finde sig i de mange døde smågrene. De hvide blomster sidder i klynger på 3-8, og træet blomstrer fra maj til ud på efteråret. Frugten er lille, sur og snerpende, men den giver en udmærket farvet saft.

Sygdomme og skadedyr: Poresvamp er sjælden på kirsebær, men den er meget vanskelig at stoppe, hvis den først har fået fat, idet den ofte angriber stam­men.

Bakteriekræft .er en meget alvorlig sygdom, som oftest først viser sig ved gummiflåd på grene eller stamme. Ef­terhånden dør den angrebne del af træet, idet bakterierne stopper si- og karvæv, så der ikke kan komme vand eller opløste næringssalte igennem. Undgå beskæring undtagen ved løv­spring, og fjern alle angrebne grene ved at skære så langt tilbage, at der ikke er nogen form for misfarvning af ved eller bark at se.

Grå monilia (Sclerotinia laxa) er en svampesygdom, som angriber gennem støvfangenes ar i blomstringstiden. Angrebene bliver værst i regnfulde perioder. Blomster og skud visner, og venter man for længe med at fjerne de angrebne skud, kan svampen fortsætte ned i ældre dele af grenen.

Bladlus er ofte en plage, ikke så meget ved deres sugen som ved at tilgrise frugterne med deres sukkerholdige og fedtede ekskrementer; disse er vanske­lige at vaske af bærrene, og de danner god grobund for sodskimmel.