Landskabsarkitekt

Landskabsarkitekt er den moderne be­tegnelse for havearkitekt; begrebet dækker dels en uddannelse, dels et erhverv.

Fuldstændig analogt med bygningsar­kitektens stilling ved et byggeri hjælper landskabsarkitekten bygherren med at opstille et program for havens funktion og udformning (se artiklen Arkitekt) og kan tydeliggøre og beskrive bygher­rens ønsker i tegninger og ord. Land­skabsarkitekten kan gennem aftaler med anlægsgartneren hjælpe bygher­ren til at få sine ønsker realiseret bedst muligt ud fra de givne økonomiske forhold.

En have består af mange elementer; men det er den nære kontakt med de grønne planter, der især adskiller have­boligen (parcelhus, rækkehus, klynge­hus osv.) fra etageboligen. Mens be­lægninger, hegn og bygninger består af døde, hurtigt erstattelige materialer, er de grønne planter en slags »levende byggeklodser«, som først efter en år­række giver den ønskede virkning. For at disse »levende byggeklodser« skal kunne trives, er det nødvendigt, at deres voksemedium, muldjord og grovjord, også fungerer tilnærmelses­vis som under de for planterne naturli­ge forhold. Kun hvis der lige fra begyn­delsen foreligger et projekt for det fremtidige haveanlæg samt en motiveret beskrivelse af jordens rette behand­ling, kan bygherren forvente hensynta­gen fra bygningsarkitektens, den rådgi­vende ingeniørs og bygningshåndvær­kernes side (se artiklen Projekt). Til udfærdigelse af haveprojektet kan grundejeren gøre brug af en praktise­rende landskabsarkitekt og i et vist omfang af haveselskabernes konsulen­ter.

Enhver kan kalde sig landskabsarki­tekt, men det er almindeligt, at de praktiserende landskabsarkitekter er organiseret i en forening, der dels borger for medlemmernes kvalifikatio­ner, dels gennem mægling og rådgiv­ning kan træde til ved en eventuel uoverensstemmelse mellem bygherre og landskabsarkitekt. Landskabsarki­tekttegnestuer påtager sig traditionelt såvel store som små, statslige, kommu­nale og private opgaver, men privatha­ven er stadig på dette punkt et meget forsømt område, bl.a. fordi bygherren sjældent synes, at han har råd til at betale for den nødvendige hjælp til den bedst mulige anlæggelse af haven, alle­rede før de egentlige byggearbejder påbegyndes.