Logo

Maj i haven

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Maj i haven

 

Kom maj du søde milde. Endelig er varme, og solskin her, og hvor har hvert et træ og hver en plante trængt til varmen og lyset. Der er nok at gøre i haven, og vi giver dig her et par gode råd til, hvad du kan kaste dig over.

Magnoliaen - også kaldet tulipantræet - blomstrer kortvarigt i maj, så nyd de kæmpe blomsterknopper, mens det varer.

 

Oversigt for  (klik på det du ønsker)

Træer og buske

Oprindelse og ordsprog

Blomsterhaven

Græsplænen

Frugthaven

Køkkenhaven

Drivhuset

Altanen

Ekstra

 

Træer og buske

Mange træer har fået lysegrønt løv, og tulipantræer, syrener og rododendroner blomstrer. Når sidstnævnte er afblomstret, kan de med fordel trimmes.

Stedsegrønne buske bør klippes til.

Er vejret tørt, bør især surbundsplanter som rododendron vandes ofte.

Husk at lade fuglene finde føde selv.

 

Oprindelse og ordsprog

Navnets oprindelse

Gamle forfattere mener, at navnet stammer fra Maia, Merkurs moder, som romerne plejede at ofre til den første dag i måneden.

 

Gamle ordsprog

”Er det sne eller slud, så bønner før maj går ud”

”Tar’ du frakken af en vinterdag, tar’ du den på igen i maj”

”Maj måneds kulde gør laderne fulde”

Gå til toppen


Blomsterhaven

Frem til uge 42 vil blomsterbedet være et stort farvemekka. Først blomstrer løgblomster som tulipaner og narcisser, derefter stauder som riddersporer og iris. Er vejret tørt, så vand jævnt men moderat.

Sidst i maj kan du udplante blomster i bede, potter og altankasser, hvis nattefrosten er helt væk. Så også hårdføre blomster direkte i jorden udenfor, hvis nattefrosten er borte.

Fjern ikke halvvisne løgblomster, men lad dem visne helt ned. Først da er al energien samlet i løget, så næste års blomst bliver lige så stor og smuk.

Overvej grundigt, hvilke planter du reelt har brug for, inden du besøger planteskolen. Udse på forhånd de sorter, du finder spændende i år. Vælg kun sunde planter, der strutter og virker sprøde i bladene.

Gå til toppen

 

Græsplænen

Regner det meget, så tilfør plænen NPK-gødning (1 kg pr 100 m²) – gerne før en regnskylle.

Klip jævnligt plænen, og klip evt. plænen tættere, end du gjorde i foråret.

Gå jævnligt plænen efter for ukrudt, og fjern det med et ukrudtsjern – kan du lide synet af bellis, mælkebøtter og ærenpris i plænen, så spar kræfterne og nyd den, som den er.

Gå til toppen

 

Frugthaven

Nyplantning af frugttræer kan du nå endnu, men vand rigeligt, hvis det ikke regner i perioden.

Maj er perfekt til podning, hvilket betyder, at man sætter en ny kvist fra et frugttræ fast på et ældre og allerede etableret frugttræ, der ikke længere sætter frugt. Ved podning får man kvisten til at gro på det nye træ.

Du kan både pode træer og kviste af forskellige sorter og typer af frugt. Søg efter podemetoder på internettet.

Hold udkig med nattefrost, der kan ødelægge frugttræernes blomster og dermed årets høst.

Gå til toppen

 

Køkkenhaven

Alle de små, nye planter må for alt i verden ikke tørre ud. Maj er ikke kendt for meget nedbør, så hold øje med jorden. Jo lettere og luftigere jord, jo oftere vanding.

Tjek planternes kvælstofsniveau ved at holde øje med bladenes farve. Stimuler evt. planternes vækstbetingelser ved at gøde jorden, fx med kalksaltpeter, køkkenkompost eller hestegødning. Gød altid før regnvejr eller vand efter gødning, så gødningen siver ned i jorden og ikke svitser plantens overdel.

 

Plant kål, asparges, selleri, porre og de sidste kartofler og løg ud. Gerne inden Grundlovsdag – og allerhelst på en dag, hvor jorden er blød og fugtig og vejret overskyet.

Så agurk, græskar, majs, squash og bønner, samt julesalat, rødbeder, gulerødder, salat, ærter og salatløg. Er natten kold, så brug fiberdug. Det er dog ikke nødvendigt at overdække hele køkkenhaven.

 

Er vejret meget køligt, og er der megen nedbør, kan du med fordel plante den tidlige kål og salat ud. Vogt dig dog for blæst og afhærd planterne, inden de plantes ud, ved at lade dem stå ude i potter et par timer om dagen.

Dæk hele køkkenhaven over om natten, hvis der er risiko for nattefrost. Varm op i drivhuset og giv potter og krukker nattely her.

 

Sørg for at vande rigeligt – især kartoflerne kan risikere begrænset vækst pga. vandmangel.

Sæt ærtehegn op ved ærterne, og sørg for, at det er rigelig højt.

Hyp kartoflerne en eller to gange i løbet af sæsonen – det forhindrer, at kartoflerne bliver grønne og uspiselige af sollyset og beskytter mod kartoffelskimmel. Hyp dem også, lige når du har lagt dem.

At ’hyppe’ kartofler betyder, at du renser ukrudt og skubber små høje af jord op omkring kartoffelplanten, så den beskyttes. Forsøg at grave et par kartofler op sidst i maj for at tjekke størrelsen. Husk, at kartofler er sarte over for frost.

 

Vent med at plante tomatplanter ud – de er sarte og skal bruge en konstant varm jord.

Eksperimenter med bønneplanter. Plant over flere uger, så sæsonen udvides.

Gå til toppen

 

Drivhuset

Hold øje med temperaturen – luft ud om dagen og dæk over om natten. Overvej evt. automatiske vinduesåbnere, hvis du aldrig er hjemme midt på dagen.

Plant tomater, peber og aubergine i potter, og vand med gødet vand i ’drivhustemperatur’. Ryst tomat- og peberplante lidt, hver gang du besøger drivhuset. Plant først tomatplanterne ud i drivhusjorden, når nattetemperaturen er over 8 grader. Husk gødning.

 

Så agurk og melon i potter, og forkultiver majs og squash. Plant endelig ikke melon eller agurker ud – de skal have jord på minimum 18 grader.

 

Forhærd sommerblomster inden deres permanente udeliv – sæt dem ud et par timer om dagen, så de vænner sig til klimaet uden for.

Vand planterne i drivhuset med gødningsvand – planterne har brug for al den næring, de kan få, når de skal plantes ud. Brus efter med rent vand.

 

Jorden skal føles lun (14 grader) og nattetemperaturen være over 8 grader, før du kan plante tomatplanter ud i jorden i haven. Så længe planterne er i potter, kan du tage dem ind, når nætteren er kølige. Husk at bruge en stor potte og en støttepind.

Fjern de første 5-7 knopper på chiliplanten, så planten kan bruge energien på at blive en endnu større plante, der dermed kan bære endnu flere chilifrugter i længden. Det samme gælder peberplanter.

Gå til toppen

 

Altanen

Pynt med sommerblomster, men er vinden stærk på din altan, vent da en måneds tid.

Vent også med at udplante krydderurter – de er sarte over for nattefrost.

Vand rigeligt ved plantning, og brug altid frisk jord.

Hærd planter i krukker inden udplantning ved at lade dem stå ude et par timer om dagen.

 

Ekstra

Se også Haven i maj


Gå til toppen

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,9 (8 stemmer)
Siden er blevet set 3.198 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her