Rododendron - Rhododendron

Fossile aftryk af enkelte arter fortæl­ler, at slægten Rhododendron har eksi­steret på Jorden i mindst 60 mill. år. Trods dette hører den ikke til vore ældste plantes lægter - Magnolia f.eks. er meget ældre. I løbet af disse mindst 60 mill. år har Rhododendron udviklet sig til en anselig slægt på 800-900 arter. Hvordan udviklingen er sket, er en yderst spændende, men nok uløselig gåde. Vi må nøjes med at konstatere, at Rhododendron i dag er en meget omfangsrig planteslægt af usædvanlig skønhed, og at de enkelte arter indbyr­des varierer enormt, både hvad angår størrelse, form og farve. Slægtens na­turlige udbredelse er og har altid været den nordlige halvkugle, helt op til omkring Polarcirklen. Kun en enkelt art stammer fra den sydlige halvkugle, fra Nordaustralien, nemlig Rhododen­dron lochae, som hos os skal dyrkes i hus.

Forskellige Rhododendron-hybrider, forrest 'Blue Peter'.

Sydøstasien er hjemstedet for langt de fleste arter. Her kan man finde dem både helt nede i de lave kystområder og højt oppe i bjergene i ca. 5500 m's højde. Hver art er tilpasset til bestemte miljøer i bestemte højder, ofte endda temmelig skarpt afgrænsede. øverst, over den egentlige trægrænse, findes i de alpine områder stedsegrønne, kry­bende arter, hvis blade er højst 1 m lange. I de noget lavere liggende skov­områder 3000-4000 m over havet vok­ser de noget højere, buskformede, stedsegrønne rododendron. Neden for disse findes træformer, nogle på ca. 10 m's højde og med imponerende blade på 70-80 cm's længde; træernes form kan minde om kastanjetræerne her­hjemme. Også i kystområderne og i lavlandet findes mange særprægede former, nogle epifytiske. De skal alle dyrkes i hus hos os. Fra lave områder kommer vor kendte stueazalea (Rho­dodendron simsii).

Rhododendron luteum er en gul, løvfældende art, som tidligere gik under navnet azalea.

Rododendron er botanisk og naturhi­storisk set meget interessante; men for de allerfleste haveejere samler interes­sen sig om den ofte overdådige skøn­hed, disse planter kan opvise. Langt de fleste arter er stedsegrønne, så selv uden for blomstringstiden, ja hele vin­teren igennem, er de med til at berige og »møblere« havebilledet på den al­lersmukkeste måde.

Løvfældende Rhododendron 'Golden Sun­set' med kanariegule blomster i maj-juni.

Den løvfældende gruppe af rododenon, der hovedsagelig består af Aza­lea, er dog ikke den mindst værdifulde i haverne. Disse rigtblomstrende og farveglade planter stammer for de fle­stes vedkommende fra Japan og Nord­amerika. De udmærker sig foruden ved blomsterpragten også ved blade­nes flammende og ofte længevarende høstkolorit fra gule over orange til dybt røde farver.

Der er store forskelle i rododendrons evne til at overleve i danske haver. De storblomstrede, som fortrinsvis hører hjemme i det mildeste klima, har været særlig efterspurgt, og allerede fra mid­ten af forrige århundrede er de blevet forædlet og krydset. De mere sarte arter er blevet krydset med vinterfaste og mere hårdføre, og man har herved frembragt hybrider af stor skønhed og så tilpas robuste, at man uden risiko også kan dyrke dem i haven året rundt.

Vækstkrav: Rododendron er for alle arters vedkommende surbundsplanter. Deres krav til jordbundens surhedsgrad ligger omkring pH 5 og helst ikke over pH 5,5, da nogle af de stoffer, som planterne skal optage, ellers ikke kan opfylde deres formål i planten. Hvis jern ikke har den kemiske karak­ter, det netop har ved den sure reak­tion, kan rododendron ikke anvende det i klorofyldannelsen (dannelsen af grønkorn) i bladene. Bladene bliver gule og falder af. Rododendron kræver desuden en meget porøs jord med stort luftindhold, og deres rødder søger mere i bredden end i dybden. De bør plantes på følgende måde:

Man graver et rigelig bredt hul (bredt i forhold til rodklumpen), idet der skal være plads til rodtilvæksten mange år frem i tiden. Hullet behøver ikke at være ret dybt, men jorden i dets bund skal løsnes. Den opgravede jord fjer­nes og erstattes med ren, mellemfin til grov, fugtig spagnum. Planten anbrin­ges ikke dybere, end den hidtil har stået, og af hensyn til porøsiteten og de øverligt liggende rødder må man kun vande vækstmediet ned om rødderne, ikke træde det fast omkring planten. En fordel vil det være, hvis et større bed kan etableres oven på den eksiste­rende jordflade. Man kan f.eks. lægge en ramme af sveller og fylde rummet op med ren spagnum; heri placeres rododendronplanterne. På denne må­de slipper man for at fjerne jord, og man opnår samtidig det perfekte dræn. Selvom rododendron er fugtigheds­krævende, tåler de aldrig stående væde omkring rødderne. Er jorden vand­mættet, får rødderne ikke tilstrækkelig ilt.

Tidligere var det skik at blande rodo­dendronjord af lige dele spagnum og den forhåndenværende havejord. Der­ved blev spagnummet podet med ned­brydende jordbakterier, og i løbet af et par år var den nedbrudt til almindelig havejord, dvs. hverken sur eller porøs nok til sit formål. Selvom spagnum er ret dyr, kan det altså betale sig at plante i den rene vare. Ren spagnum beholder sine kvaliteter i mange år, ikke mindst den rette surhedsgrad. Til gengæld indeholder den ingen nærings­stoffer, hvorfor disse må tilføres kun­stigt. Når væksten efter plantningen er i gang, tilsættes en blandingsgødning. helst med højt kvælstofindhold, f.eks. NPK-gødning med betegnelsen 15-4- 12 (15% kvælstof, 4% fosfor, 12% kalium og resten spredestof) . Det til­føres tidligt om foråret i små mængder og spredes som »salt på et æg«.

Til store eksemplarer af storbladede rododendron kan man blande lige dele spagnum og barkflis, som skaber en ekstra høj porøsitet.

Rhododendron 'Cunningham's White' er en af de mest dyrkede haverododendron.

Rododendron bør aldrig placeres i fuld sol. Deres blade har store spalteåbnin­ger, hvorigennem de, hvis de bliver varmet for stærkt op, fordamper mere vand, end rødderne kan nå at optage. Det kan også ske, at blæsten ligefrem trækker vand ud gennem spalteåbnin­gerne. Derfor bør alle typer rododen­dron plantes i læ. De storbladede skal stå i halvskygge, mens småbladede og azalea kan tåle en del mere sol.

Pleje: Er rododendron fra starten plantet omhyggeligt, kræver de kun lidt pasning bortset fra vanding. De fine rødder tåler ikke udtørring, og i blomstringstiden må man være særlig omhyggelig med vandingen, helst med opsamlet regnvand. Her i landet er. maj, juni og juli normalt årets tørre måneder, mens de i Sydøstasiens mon­sunområder, hvor disse planter har deres hjemsted, er de mest regnrige. Derfor bør der vandes særlig rigeligt i netop disse måneder. Gødning tilføres kun i små mængder tidligt om foråret og aldrig senere end i maj. Gives den senere, f.eks. i juli-august, vil planter­ne skyde så sent på året, at nyvæksten ikke når at afmodne og svides af frosten.

Rhododendron obtusum er en meterhøj, løvfældende busk.

Om efteråret kan man måske forledes til at tro, at de stedsegrønne rododen­dron mangler næring, når man ser, at de nederste bladkranse gulner og fal­der af; men det er et naturligt fæno­men. De fleste storbladede rododen­drons blade bliver sjældent ældre end to år. Visnende blomsterstande skal brækkes af helt nede ved deres ud­spring, for at planten kan bruge sine kræfter til at udvikle skud i stedet for at sætte frø. Bladknopperne lige under blomsterstanden stimuleres til at bryde og danne sidegrene; og da de nye blomsterknopper dannes i grenspidser­ne i løbet af efteråret, får man det største flor, når man har mange grenspidser. Har man arter eller sorter, der blomstrer så tidligt, at der endnu er fare for nattefrost, bør de stå uden for vintersolens rækkevidde, eller de må skygges mod solen f.eks. med grangre­ne, stukket i jorden fortrinsvis på plan­tens sydside. Lys er en udpræget igang­sætter for plantetilvækst; derfor kan man sinke udspringet noget ved at skygge for planterne.

Den løvfældende Rhododendron 'Aida' har duftende blomster i maj-juni.

Anvendelse: Rododendron kan stå som solitærplanter, i grupper eller ra­batter. De storbladede placeres i halv­skygge, mens de småbladede og sæd­vanligvis også lave, såkaldt alpine arter er meget velegnede i stenbede. De plantes der på nordsiden af større sten i næsten fuld sol - blot må de aldrig tørre ud. Azalea tåler ligeledes en del sol. Da mange af dem har en yderst dekorativ grenbygning, som kommer til sin ret efter løvfald, bør de anbrin­ges, så at man i vinterens løb får glæde af silhouetterne. Rododendron af alle slags er individualister og bør ikke plantes så tæt, at de i løbet af få år vokser ind i hinanden; vækstform og blomsterskønhed nydes bedst uden på­trængende konkurrence fra naboplan­ter. Der er også mange spændende bladtyper. Nogle har på undersiden et tykt hvidligt til dybt rustbrunt hårlag; dette interessante karaktertræk får man mest glæde af, hvis de er plantet så højt, at man kan kigge ind under dem. Rododendron, der står for tæt, kan flyttes når som helst på året, blot jorden ikke er frossen eller de er i fuld blomst. Der findes næppe mere tole­rante planter i den retning.

Der findes et utal af rododendronsorter, ofte med stærke og klare blomsterfarver. De violette typer er meget populære.

Formering.

Frøformering: Rododendron kan rela­tivt nemt formeres ved frø, bedst i februar-marts. Den letteste metode er af fylde f.eks. en karse kasse eller en bred potte med fin, godt fugtig spag­num. Kan man skaffe det, er grønt, levende og finthakket spagnum-mos det allerbedste. På overfladen bredsås det fine frø, som ikke dækkes. Plastic­låg eller en glasplade lægges over for at holde høj luftfugtighed omkring frøet; for at undgå kondensvand vender man glasset hver dag. Kassen stilles lyst, men ikke i direkte sol, og ved en temperatur på 20-24°C. Når frøplan­terne er 1-3 cm, alt efter arten, prikles de i kasser med 2/3 spagnum og 1/3 finsigtet, halvformuldet bladjord. De skal stadig være dækket med låg. Når væksten atter er i gang, afhærdes de gradvis; i begyndelsen fjernes glasset kun i kort tid, f.eks. ½ time hver dag. Frøformering indebærer den ulempe, at man, hvis man sår frø fra en hybrid, får en række planter, som absolut ikke behøver at ligne moderplanten, da de forskellige arveanlæg fra moderplan­ten kan optræde hos afkommet i man­ge forskellige kombinationer. Vil man være sikker på afkom identisk med moderplanten, må man formere vege­tativt, dvs. ved stikling, podekvist eller aflægning.

Stiklingeformering: Stiklinger skæres af årets tilvækst. Snitfladen kan behand­les med rodsætningshormon. Tids­punktet svinger fra art til art; men det bedste er almindeligvis i slutningen af august, når skuddets endeknop er dan­net. Der stikkes i sandblandet spag­num ved 20-24°C og i helt sluttet luft, da der ikke må ske fordampning fra bladene. Den tid, det varer at rodslå, svinger fra ca. 5 uger til flere måneder.

Podning: En tredje formeringsmetode er podning, som kun de mest avancerede amatører normalt giver sig i kast med.

Aflægning: Den enkleste metode er aflægning, som udføres ved hjælp af et netop udviklet skud i juni. På grenens underside skæres en barkflis på ca. 2 cm bort på netop det sted, hvor gam­melt og nyt ved mødes. Såret kan med fordel behandles med rodsætningshor­mon. Grenen bøjes ned i jorden, hvor den fastholdes på et leje af fugtig spagnum med en krog eller en passen­de stor sten. Spagnummet må holdes konstant fugtigt. Tidligt det følgende år skæres aflæggeren løs fra moder­planten, og når den er i vækst og rodsætningen er tilfredsstillende, plan­tes den om.

Rhododendron 'Direktor E. Hjelm' er en letdyrkelig sort med kraftigt mørkrosa blomster i store klaser.

Arter og hybrider: I skemaerne anfø­res et udvalg af arter og hybrider, som må regnes for vinterfaste under almin­delige danske haveforhold. De angivne højder er maksimale højder, som de fleste rododendron er mange år om at nå. Bladstørrelser er angivet med betegnelserne stor, mellem og lille, men stærkt varierende bladstørrelser fore­kommer inden for samme plante; men forholdet mellem længde og bredde er dog konstant. Blomsterfarven beteg­nes med hovedfarven, men forskelligt farvede pletter og tegninger kan fore­komme. Den angivne blomstringsmå­ned kan svinge en del fra år til år.

Sygdomme og skadedyr: Forudsat at de ovennævnte kraver opfyldt, er rodo­dendron ikke særlig plaget af sygdom­me. Undertiden kan man komme ud for et for tidligt bladfald hos Azalea; det kan være forårsaget af en svamp, der viser sig som små gule, støvende hobe på bladundersiderne. Nogen større fare udgør disse angreb ikke; de kan indirekte føres tilbage til for højt pH omkring rødderne. Sænkes jordens pH til ikke over 5, forsvinder svampen. Af skadedyr er kun øresnudebillen en trussel. Skadebilledet er runde huller eller hak i bladranden; de ser ud, som var de klippet med en billettang. Disse angreb skyldes den voksne snudebille, og skaden er kun æstetisk. Langt værre er larvernes angreb. De gnaver på rødderne og kan gnave barken af i en hel ring omkring rodhalsen. Herved afbrydes transporten af vand og næring mellem rod og top, så at planten dør. Det er vanskeligt at bekæmpe øresnu­debillen. Med en uges mellemrum fra slutningen af maj til midten af juni kan man vande rigeligt med et lindanmid­del tæt ved rodhalsen. Billerne kom­mer kun frem, når det er helt mørkt, så vil man sprøjte mod dem, kan det kun gøres sent om aftenen. De er lette at få øje på i lyset fra en lommelygte. De 0,5-1 cm lange biller sidder på undersiden af eller overskrævs på bladenes rand, hvor de tager for sig af retterne. Her kan man nemt »plukke« og destruere dem. Står der roser i umiddelbar nær­hed, er det klogt også at afsøge dem for øresnudebiller.

Se også artiklerne Alperose og Stue­azalea.