Frugtdannelse hos bananer kaldes partenokarpi, falsk frugtsætning, dvs. frugtsætning uden frødannelse, enten p.gr.af manglende bestøvning eller selvbestøvning.
Bestøvningen er den proces, hvorved der anbringes støv på en blomsts støvfang. Hvis dette støv kommer fra støvbladene i samme blomst, taler man om selvbestøvning: kommer det fra støvbladene i en anden blomst på samme plante, kalder man processen for hjemmebestøvning; mens overførelse af støv fra en blomst på en plante til en blomst på en anden plante kaldes fremmed- eller krydsbestøvning. I daglig tale er bestøvning ensbetydende med befrugtning.
Eller sagt med andre ord: man tager det ofte for givet, at en blomst, der er blevet bestøvet, også sætter frø. Men det er langtfra altid tilfældet. De fleste plantearter er sådan indrettet, at hvis de selvbestøves eller hjemmebestøves. sætter de ikke frø, og i disse tilfælde medfører bestøvningen altså ikke nogen befrugtning. Dog findes der en del arter, specielt blandt de enårige ukrudtsplanter, der altid eller næsten altid sætter frø efter selvbestøvning; det gælder således flere medlemmer af korsblomstfamilien, bl.a. hyrdetaske, og også mange arter af nellikefamilien.
Selvbestøvende arter har næsten altid meget små kronblade i forhold til deres krydsbestøvede slægtninge; det hænger utvivlsomt sammen med, at kronbladene hos de selvbestøvende arter ikke længere har nogen »reklamefunktion« over for bier og andre insekter.
Mange af de selvbestøvende planter er enårige ukrudtsarter, der er indrettet på hurtigt at sprede sig over et stykke nyryddet jord, udvikle sig og kaste frø. For disse såkaldte pionerplanter er det livsvigtigt, at frøsætningen er helt sikker, mens det er mindre vigtigt, hvordan de i det lange løb klarer sig i konkurrencen med andre arter. I fri natur er der en mængde andre forhold, der spiller en rolle for arternes indbyrdes balance, og i den konkurrence kan de enårige pionerplanter ikke klare sig. Derfor findes de kun meget få steder i naturen, f.eks. langs strande og på skråninger, der stadig skrider, hvad enten det er klinter eller bjergskråninger. Hos enårige ukrudtsarter er selvbestøvning et middel til at sikre den for artens overlevelse så centrale frøsætning; men der findes også selvbestøvning hos andre arter. Kleistogamien (se denne artikel) hos f.eks. hundeviol tjener til at sikre frøsætning ved selvbestøvning. hvis fremmedbestøvningen har slået fejl, og hos en del arter af kurvplantefamilien er udviklingen gået endnu et skridt videre. Her findes der arter, som sætter frø helt uden bestøvning og befrugtning, altså ved en slags jomfrufødsel, som i botanikken kaldes agamospermi. Denne form for frøsætning er bedst kendt fra mælkebøtten; men den er ikke helt så almindelig som en anden type frøsætning, der kendes fra f.eks. brombær. Her sætter blomsterne ganske vist frø uden befrugtning; men alligevel kræves der en bestøvning af blomsten, hvis frøsætningen skal lykkes. Hvordan sådanne mekanismer udviklingsmæssigt er blevet stabiliseret, er svært at forstå; for normalt er det sammensmeltningen
mellem en hanlig og en hunlig kønscelle fra to forskellige individer, der såvel i Plante- som i Dyreverdenen skal sikre artens arvelige fleksibilitet og dermed dens overlevelsesevne på længere sigt. Partenokarpi er et fænomen, der overfladisk set kan minde om agarnospermi; men i virkeligheden har de to ting meget lidt med hinanden at gøre. Ved partenokarpi forstår man, at planten er i stand til at udvikle frugter uden frø i. Det sker enten som et resultat af, at den ikke er blevet bestøvet, eller af, at bestøvningen ikke har medført nogen befrugtning, eller endelig af, at kimen ikke kommer til udvikling. Partenokarpi findes hos en del af vore vigtige kulturplanter som agurk, tomat, melon, appelsin og banan. Derfor er der også blevet forsket meget i fænomenet, og i dag kan man fremkalde partenokarpi ved hormonbehandling.
Se også artiklerne Befrugtning, Bestøvning og Kleistogami.