Skjoldlus er nær beslægtet med bladlus og ernærer sig ligesom dem ved at suge saft fra plantevæv. Af udseende har de dog ingen lighed med bladlus, idet i hvert fald hunnerne i hovedparten af deres liv sidder ubevægelige på planterne, dækket af et beskyttende skjold. Hannerne, der p.gr. af deres ringe størrelse kaldes dværghanner, har vinger og er således bevægelige. Men hos adskillige af de hyppigste arter forekommer hanner sjældent eller aldrig, og formeringen foregår uden deres medvirken. Hunnens skjold er oftest et par mm langt og dækker foruden den lemmeløse hun også et stort antal æg under udvikling. Når æggene er fuldt udviklede, dør hunnen, og de nyklækkede larver forlader skjoldet og spreder sig i løbet af de få døgn, de er bevægelige, til de nærmeste skud og planter; derefter borer de snabelen ind i plantevævet, og deres beskyttende skjold vokser frem. Efter dette tidspunkt kan skjoldlusene kun spredes ved passiv spredning, dvs. hvis angrebne plantedele flyttes.
Skjoldlus er så godt beskyttet af deres naturlige harnisk, at de er vanskelige at komme til livs. Fjern dem, når de viser sig, og bekæmp dem med vand, brun sæbe og sprit.
Skjoldlusene er knyttet til både frilands- og væksthusplanter. Flere af vore almindeligste arter er polyfage, dvs. kan leve på mange plantearter. Således kan den 3-4 mm lange kommaskjoldlus, som har fået sit navn p. gr. af det kommaformede skjold, leve på over 100 forskellige planter og er almindelig på frugttræer, andre løvtræer og en række prydbuske. Hornskjoldlusens blanke, brune, halvkugleformede skjolde ses hyppigt på bl.a. blommetræer, frugtbuske og roser, mens taks- og thujaskjoldlusene er knyttet til henholdsvis taks og thuja, hvor de især placerer sig på smågrenenes underside.
I væksthuse, vinterhaver og på stueplanter træffes en lang række skjoldlusearter.
Den gule palmeskjoldlus, der har et cirkelrundt, fladt skjold, trives godt i tør luft og er derfor almindelig i mange vinterhaver.
Den sortbrune vinskjoldlus, hvis hvide ægsæk sidder uden på skjoldet, lever på vinstok og fersken i væksthuse, mens væksthusskjoldlusen er knyttet til en række stueplanter, særlig agave, Ficus og nerier.
Både på friland og indendørs er skjoldlusenes skadevolden ved sugning og tilsvining af planterne ofte beskeden. På stueplanter er det væsentligt at knuse eller afpille alle synlige skjoldlus, før de når at formere sig; der kan eventuelt blive tale om at afklippe enkelte angrebne skud. Desuden vil hyppige overbrusninger hæmme de arter, der ynder tør luft.
På friland kan tætte samlinger af skjoldlus på stammer og grene af frugttræer om vinteren børstes af med en stålbørste, eventuelt dyppet i en blanding af vand, brun sæbe og sprit. Insektmidler er oftest uden effekt på angreb af skjoldlus, idet kun de unge larver, der i en ganske kort periode bevæger sig frit omkring, rammes.
San Jose-skjoldlusen, der kun er fundet et enkelt sted i landet, er en særlig frygtet art. Den angriber især frugttræer, hvis grene og frugter bliver rødplettede. I midten af hver af de røde pletter sidder det grålige skjold, der er et par mm i diameter. Eventuelle fund af San Jese-skjoldlusen skal straks anmeldes til Plantedirektoratet.
Cochenilleskjoldlus og kermesskjoldlus lever bl.a. i Sydeuropa på visse figenkaktus, hvorfra de indsamles og anvendes til udvinding af purpurfarver.
AFLUSNING!
Skjoldlus er ikke nemme at slippe af med. Du skal sprøjte lusene med et pyretrumpræparat, når de er i nymfestadiet og bevæger sig rundt på planten, inden de suger sig fast og beskyttes under skjoldene. Sprøjt flere gange.
Provado insektpinde hjælper mod skjoldlus, men skal absolut ikke bruges, hvis I vil bruge bladene til madlavning.
Skjoldlusene forsvinder tit, når planterne står ude om sommeren. Der findes mange insekter, der æder nymferne, når de bevæger sig rundt på planten. Desuden bør du isolere planten fra andre planter, så lusene ikke spredes.