Tamarisk - Tamarix

Tamarisk er løvfældendebuske, der er hjemmehørende i den sydlige og vestli­ge del af Europa samt Indien og Kina. Væksten er ofte åben og på ældre planter riset og uskøn. Grenene er

tynde, oprette, noget udbredte og del­vis overhængende. Specielle kortskud, blad- eller nålelignende, men assimile­rende, kan iagttages hos denne plan­teslægt. Bladene er meget små; de er nåle- eller skælformede og sidder me­get tæt, så at de ofte dækker skuddene helt. Blade og kortskud har samme farve og fældes på samme tid om efteråret. Blomsterne er ligeledes små, samlet i tætte, endestillede toppe på samme års skud, eller de er samlet i klaser på et år gamle skud. Frugten er en enrummet kapsel.

Vækstkrav: Mange tamarisk-arter er ikke hårdføre i Danmark, hvorfor de skal udplantes på beskyttede steder på lette, næringsrige jorder; men de tåler dog anvendelse på mager sandjord i noget læ. Skyggefulde voksesteder tå­ler de slet ikke; ikke blot bliver blom­stringen svag, men hele væksten bliver spinkel og umoden.

Pleje: Tamarisk-arterne formeres bedst ved træ- eller urteagtige stiklin­ger, og roddannelsen vil oftest være god. Selve rodnettet er meget forgre­net, men spinkelt, og omplantninger kan derfor være vanskelige. Opbinding kan være nødvendig p.gr. af vækstfor­men, og tilbageskæring efter blomst­ringen kan være nødvendig for at fore­bygge tilbagefrysning.

Arter:

Tamarix gallica er en 1-3 m høj busk med tynde grene og rødbrune langskud. Væksten er bred og bladene glatte og friskgrønne. De lyserøde blomster sidder i oprette klaser eller endestillede toppe og udvikles på de 1 år gamle skud i august. Almindelig god hårdførhed forekommer; men i strenge vintre vil størstedelen af planten gå til og må bortskæres.

Tamarix mannifera hører hjemme i ørkenområder i Mellemøsten, hvor den udsuges af skjoldlus, som udskiller en sukkerholdig saft, der størkner og falder af i småklumper. Det antages, at dette har været den i Bibelen nævnte manna (se artiklen Manna).

Tamarix odessana er en lille, kun me­terhøj busk med opret og bred vækst. De yngre skud er oftest gulbrune, bladene grågrønne og nåleformede, og blomsterne er små og blegrøde; de fremkommer i juli i store, løse stande, der sidder til midten af september. Anvendes bedst i forgrunden af bu­sketter eller i staudebede.

Tamarix parviflora bliver en 2-3 m høj busk med løs og åben vækst. Grenene er lange, brune eller rødbrune, ofte overhængende. Bladene er små, nåle­lignende og lysegrønne. De lyserøde blomster fremkommer i store mængder og er samlet i overhængende klaser på de ældre skud i juni. Arten har en rimelig god hårdførhed, men kan fryse tilbage på udsatte steder.

Tamarix pentandra er en meget varia­bel art; den bliver en stor busk eller et lille træ, men når kun sjældent op over 3 m's højde. Væksten er åben og slank med oprette, rødbrune grene. Bladene er grønne eller blågrønne, og løvsprin­get falder allerede i maj. Blomsterne er lyserøde og sidder samlet i store endestillede, åbne toppe på de etårige skud; de udvikles i august-september. Arten er den mest anvendte og smuk­keste, idet væksten er god og blomster­sætningen rigelig; men arten er ikke så hårdfør som de andre her nævnte ar­ter. Den kan espalieres op ad mure og raftehegn.

Tamarix pentandra er vor smukkeste og oftest dyrkede tamarisk. Blomsterrigdommen er stor og den overhængende vækst graciøs. Desværre er den ikke fuldt hårdfør og må i reglen vinterdækkes.