Med sine reklamerøde, næsten gennemsigtige kronblade og glorien af mørkviolette støvdragere er kornvalmuen en af vore smukkeste ukrudtsplanter. Den blomstrer i højsommeren, og hver enkelt plante kan producere op mod 20.000 frø. Nogle af disse spirer med det samme. Kimplanterne danner en bladroset, der overvintrer. De frøplanter, som først spirer frem. om foråret, danner derimod ingen bladroset.
Valmuen er en mærkelig ustabil plante. I velkultiveret og renset jord trives den ikke. Derfor ser vi den yderst sjældent i vore kornmarker. Men ved efterårspløjningen løftes myriader af valmuefrø op til jordoverfladen fra de dybere jordlag, hvor de kan have ligget i dvale i mange år. Nær jordoverfladen er der de bedste spiringsbetingelser for valmuens frø. Hvis jorden får lov at ligge brak uden behandling med markredskaber, spirer valmuerne frem i store mængder. Ved midsommertid kan hele landskaber farves knaldrøde af deres fine silkeblomster.
Fænomenet kendes blandt andet fra slagmarkerne ved Verdun, hvor den tidligere landbrugsjord under første verdenskrig blev gennempløjet af granater. I årene derefter væltede valmuerne frem. Man sagde, at markerne var farvet af de faldnes blod.
I haverne fremtræder valmuen med års mellemrum, når jord med valmuefrø er nået frem til overfladen. Valmuen er her ikke noget generende ukrudt, men må vel næsten betegnes som en prydplante. Eventuel lugning foretages med håndkraft.
I en etårig blomster-eng er kornvalmuen en velegnet plante sammen med riddersporer, margeritter og kornblomster.
Plantens mælkesaft er besk og giftig. Dens nære slægtning, Papaver somniferum, dyrkes mange steder til udvinding af opium af saften fra frøkapslerne.
--