Vinterlue er en stedsegrøn, oftest buskagtig, indtil 8 m høj plante. Slægten stammer fra de vestlige og centrale dele af Kina, men har efter indførelsen til Europa vist sig at være særdeles velegnet og hårdfør. Den er opkaldt efter den engelske botaniker William Fox Stranvais (1795-1865). Bladene er ret smalle, lancetformede og svagt læderagtige, 5-10 cm lange med hel rand. Blomsterne er hvide og sidder i åbne, oprette halvskærme, der er 5-7 cm brede; de udfoldes i juni, oftest i stort antal, og blomstringen varer indtil begyndelsen af juli. Frugten er et stærkt orangerødt farvet bæræble, der er dekorativt på baggrund af de stedsegrønne blade. I sensommeren får planten en meget smuk høstfarve, idet de ældste blade, der fældes, først gulfarves for senere at gå over i ildrøde nuancer.
Vinterlue (Stranvaesia davidiana) er en meget smuk og dekorativ plante med stedsegrønt løv og orangerøde frugter. Ofte bliver en del af bladene i sensommeren flammende røde og bevarer farven, til de fældes om foråret.
Vækstkrav: Planten stiller ingen særlige krav til sine omgivelser, men udvikler sig smukkest på almindelig god havejord i halvskygge, gerne under større træer som birk. Den er fuldt hårdfør i Danmark og tåler nogen vind, men bryder sig ikke om våde, lerholdige jorder.
Pleje: Vinterlue kan formeres ved frø, der straks efter modningen stratificeres (se denne artikel); året efter udsås de i drivbænk eller under plastic i en let, sandblandet jord. Aflægning ved nedbøjning af grene eller stikning er mest benyttet; men roddannelsen kan være langsom, og småplanterne må vinterdækkes det første par år. Egentlig vedligeholdelse eller pleje er kun sjældent nødvendig; men i visse tilfælde kan planterne ved deres let overhængende vækst brede sig for meget og må opbindes eller beskæres.