Provinsroser - Rosa gallica

Rosa gallica 'Complicata'

FRANSKMÆNDENES ROSE

Det er lidt svært at forestille sig, at krigere har tid til noget så romantisk som roser. Meget tyder imidlertid på, at korstogsridderne havde gallica­roser med sig, da de vendte hjem til Europa efter kampene i det hellige land. En af dem, Thibaut IV, kon­ge af Navarra, får ofte æren for de store rosenkulturer i Provins, hvor man allerede i 1200-tallet havde en omfattende fremstilling af rosen­olie. I et større perspektiver galli­carosernes historie betydeligt ældre end det! I umindelige tider har de været vildtvoksende i Lilleasien og Centralasien, og allerede 1100- 1200 f.Kr. dyrkede man dem i Per­sien. Blandt antikkens roser fand­tes sandsynligvis også gallica.

I middelalderen var det først og fremmest i klosterhaverne, der blev dyrket roser, og Rosa gallica 'Offi­cinalis' ('Apotekerrosen') var, som navnet antyder, vigtig i medicinsk sammenhæng. Rosenvand og ro­sen eddike regnedes for lindrende mod hjertebanken, mavebesvær, hovedpine, melankoli og meget an­det. Selv hyben anvendtes medi­cinsk, skønt C-vitaminerne var et ukendt begreb på den tid. Parallelt med, at rosernes helsebringende bestanddele benyttedes i medika­menter, udnyttede man også roser-

nes fine aroma i vellugtende pro­dukter af forskellig slags, og man fandt på at lave en slags konfekture af rosenblade, som blev stødt i en morter sammen med sukker og honning.

'Rosa Mundi'

Munkenes og nonnernes gallicaroser kan siges at være selve begyndel­sen til den fantastiske interesse, som siden voksede frem i den vestlige verden. Praktisk taget alle gammeldags roser har gallicaarv i deres gener, og også i mange moderne roser hænger det indirekte ved. I 1600-tallet frembragte den engelske botaniker og gartner John Parkinson en hel del gallicasorter. De virkelige entusiaster var imidlertid i Frankrig. I begyn­delsen af 1800-tallet skal der have været tusindvis af gallicasorter der. Det var ikke uden grund, at Linné gav gruppen navnet Rosa gallica, fransk rose. Mange store, franske rosenforædlere har haft del i gallicaro­sernes spredning i Europa, og kejserinde Josephine må naturligvis ikke glemmes i den sammenhæng. Hendes rosarium på slottet Malmaison med først og fremmest gallicaroser - over 100 sorter - inspirerede både forædlere og hobbydyrkere.

Det, der udmærker gallicaroserne, også kaldet provinsroser efter ho­vedbyen for rosenolieproduktionen (ikke at forveksle med Provence!), er den oprette vækst og den ret lave højde. De passer altså fint selv i den lil­le have. Grenene er slanke og har som oftest små, børsteagtige torne. Bladene, der ofte består af fem små blade, er lidt ru og har karakteristi­ske, lange, fastvoksede fodflige ved fæstet. Blomsterne, som er omgivet af dybt fligede bægerblade - meget dekorative også efter blomstringen ­er på de ældre sorter halvfyldte med støvbærerkransen fuldt synlig ('Of­ficinalis', 'Rosa Mundi', 'Tuscany'). De lidt yngre, som ofte er krydsede med centifolia, er tættere fyldte 'Charles de Mills', 'Comtesse de Lacépè­de', 'Belle de Crécy'). Farverne er rosa, karmin og purpur. Eneste undta­gelse er den hvide 'Comtesse de Lacepede'. Oprindelig var gallicarosen enkel, og det er ikke rigtig klarlagt, hvordan der er opstået fyldte sorter. Muligvis er det en enkelblomstrende gallicarose, som gennem mutation, forandringer i arvemassen, har fået flere kronblade.

Gallicaroserne, som næsten alle har fin duft, blomstrer i reglen fra midsommer og et par uger ind i juli. Kun en gang, men ret rigt. De er i princippet meget hårdføre, og på pluskontoen står også, at de kan dyrkes på ret magre jorde. Det er meget vigtigt, at de ikke placeres for skygge­fuldt, der findes dog undtagelser. Sælges enten med egen rod eller okule­rede på andet materiale, men faktum er, at gallicaroser i løbet af nogle år synes at sætte sig ud over underlaget og skyde egne rødder, hvilket viser sig ved, at der - især på lette jorde - kommer godt med rodskud.

Andre gallicaroser: 'Assemblage de Beautes', mættet ceriserød, tætfyldt (1790); 'Belle Isis', lysrosa, tætfyldt (Parmentier 1845); 'Belle sans Platterie', lys rosaviolet, tætfyldt (Godefroy 1820); 'Camaieux', hvid med røde striber, tætfyldt (Vibert 1830); 'Charles de Mills', karminrød med purpurschattering, tætfyldt (før 1830); 'James Mason', mørkt fløjlsrød, let halvfyldt (Beales 1982); 'Mécène', hvid med rosaviolette striber, tætfyldt (Vibert 1845); 'Nanette', lys karmin, fyldt (ukendt afstamning); 'Perle de Panachée', hvid med lys karminrosa striber, halvfyldt (Vibert 1845); 'Pumila', mørkrosa, enkel (dyrket siden 1789); 'Sissinghurst Castle', mørk karminrød, halvfyldt (introduceret igen 1947); 'Violacea', karminrødviolet, halvfyldt (dyrket i Holland ca. 1800).

--