Til slægten Sequoia hører kun en art; latin sempervirens = stedsegrøn. Rødtræet er et af verdens højeste træer; det kan blive over 120 m højt og opnå en alder af mere end 1500 år. De største og ældste eksemplarer vokser i Californias kystegne i bjergene, hvor tågen fra Stillehavet opfanges af træernes kroner. Disse træer er fredede og vokser i nationalparker; men i andre skove anvendes rød træ stadig som gavntræ, især til bygningstømmer eller til møbler.
Rødtræ har en smal, pyramideformet vækst. Barken er 15-30 cm tyk og meget blød. Veddet har en stor, rød kerne, og træet, der er ganske let, er meget holdbart og har en smuk tegning. Grenene er lange, udbredte eller hængende, og de toradede nåle er 1,2- 2,5 cm lange, spidse, flade og mørkegrønne med en blank overflade. Koglerne er 2-3,5 cm lange og mørkebrune.
Rødtræ (Sequoia sempervirens) har en smal pyramideformet vækst.
I California kan rød træ blive indtil 120 m højt.
Træet kom til Europa i 1845 og blev da plantet i mange forstbotaniske haver, hvor det endnu findes mange steder. I Danmark kan rødtræ vokse på beskyttede steder og blomstrer da om efteråret. Træet bliver dog aldrig så stort og frodigt her, da det er meget følsomt over for frost og kulde.