Viol - Viola

Man kender omkring 400 arter i viol­slægten; de er udbredt over hele ver­den, men især i Europa og Nord­amerika. Det er lave stauder med en kort stængel, undertiden i form af en lodret, underjordisk rodstok. Nogle af arterne har en bladroset af hjerte- eller nyreformede blade; andre har enkelte, grundstillede blade og stængelblade. Nogle få arter danner lange udløbere. Blomsterne, der i reglen fremkommer enkeltvis, sjældent to sammen, på ret korte stilke fra bladhjørnerne, har 5 bægerblade og 5 kronblade, der sidder symmetrisk med det største nedad­vendt i midten; det udmærker sig også ved en kortere eller længere spore. Blomsterne er som regel blå eller lilla, undertiden med hvidt og gult. Hos flere af arterne har de en usædvanlig dejlig duft, mens andre er duftløse. Nogle af blomsterne er meget små og åbner sig aldrig, men danner alligevel frugter efter selvbestøvning. Frugten er en kapsel med tre klapper, hvorfra de modne frø kastes ud enkeltvis, idet klapperne trækker sig sammen. Frøene er elaiosome, dvs. forsynet med et forråd af fedt, som tilsyneladende gør dem attraktive for myrer, der ofte slæber af sted med dem og derved hjælper til med spredningen. Hos martsviolen sidder den runde, hårede kapsel på en nedadbøjet stilk, som efter modningen borer hele kapslen ned i jorden. Man deler violslægten i to grupper, violer og stedmoderblomster. Stedmoderblomsterne har de største kronblade, og i reglen er de to midter­ste opadrettede, mens de er udadrette­de hos violerne, ligesom griflen hos stedmoderblomsterne øverst har en kugleformet afslutning.

Vækstkrav: Violer egner sig godt til stenbedet, i forgrunden af staudebedet eller som udplantning i busketter og under store træer. De foretrækker en porøs, humusrig jord i sol eller halv­skygge, og de fleste arter trives ved megen væde. Nogle sætter pris på kalkholdig jord, andre foretrækker en let sur bund.

Skovviol (Viola reichenbachiana) har blåviolette blomster, som ligner martsviolens, men de dufter ikke.

Formering: Formering af arterne kan ske ved frø, der udsås i bænk i sensom­meren eller om efteråret på et køligt og skyggefuldt sted. De fleste frø spirer det følgende forår; men venter man med at så til om foråret, ligger frøene ofte et helt år over i jorden. Er der mange friske skud på planterne om foråret, kan de formeres ved deling eller stiklinger. De arter, som danner rodslående udløbere, kan formeres ved, at man overskærer forbindelsen til moderplanten, når væksten er i gang om foråret.

Arter:

Engviol (Viola palustris) har små, lyslilla blomster med mørke ner­ver på lange blomsterstilke i maj. De grønne blade er nyreformede. Findes i moser og fugtige enge.

Fjeldviol (Viola bitlora) har to små, gule blomster med brune tegninger på hver stilk i maj-juni. De grønne blade er bredt nyreformede. Trives bedst på en porøs, humusrig jord i halvskygge.

Gul viol (Viola lutea) bliver 15-20 cm høj med tynde stængler og livligt gule blomster fra juni til august. Den skal have svær jord og fuld sol.

Hornviol (Viola comuta), se artiklen Hornviol.

Hundeviol eller markviol Viola canina) har i maj-juni blåviolette , duftløse blomster med en gullighvid spore. Bla­dene er langstilkede og ægformede. Trives i let, kalkholdig muld.

Hvid viol (Viola alba) har stedsegrøn­ne, hjerteformede blade og hvide eller violette, dufteride blomster om for­året. Den danner lange, ikke-rodslåen­de udløbere og er kalkelskende.

Håret viol (Viola hirta) har lyst blåvie­lette, duftløse blomster i april-maj og store, ægformede, langstilkede, grøn­ne blade, der er hårede på begge sider. Foretrækker en porøs, kalkholdig jord.

Markviol, se ovenfor under hundeviol.

Martsviol (Viola odorata) har mørkt blåviolette, duftende blomster i marts-­april. De hjerteformede, grønne blade sidder i rosetter, der danner lange, rodslående udløbere, som i løbet af sommeren danner nye rosetter. Der findes en hvid varietet, 'Alba', og flere haveformer, bl.a. 'Triumph',' der er stedsegrøn med store, violetblå blom­ster, 'Konigin Charlotte' og 'Czar", der har store mørk violette blomster; men især den abrikosgule 'Sulphurea' er en spændende fornyelse.

Pinseviol (Viola papilionacea) er en amerikansk art, som bærer en særdeles langstilket, blå violet blomst med lys midte i maj-juni. Bladene er hjertefor­mede. Den trives bedst på et noget fugtigt sted i halvskygge. Der findes en hvid varietet, 'Albiflora'.

Skovviol (Viola reichenbachiana eller Viola sylvestris, Viola' silvatica) har som martsviolen blåviolette blomster; men de er uden duft og fremkommer først i maj. Bladene er hjerteformede og har stærkt frynsede fodflige eller akselblade, dvs. småblade, der sidder omkring stænglen ved foden af hver bladstilk.

Sumpviol (Viola uliginosa) har hjerte­formede, brunplettede grønne blade og store violette blomster uden duft i maj-juni. Den findes på fugtige steder.

Gul viol (Viola lutea) er en spinkel plante med skinnende gule blomster sommeren igennem.

Se også artiklerne Hornviol og Sted­moderblomst.