Gymnocalycium

De store hvi­de blomster på Gymnocalycium denu­datum.

Disse kaktus stammer fra Sydamerika, hvor de vok­ser i et stort område, der dækker Argentina, Para­guay, Uruguay og de til­grænsende områder i Boli­via. De er meget nemme at dyrke og få til at blomstre, eftersom de kan tåle en lang række forskellige vækstbetingelser. Slægten kan genkendes på blom­sterknoppernes skællede udseende.

Gymnocalycium bruchii findes i en lang række former, men er karakteriseret af ret små hoveder, som forgrener sig til ret store klynger. Selv meget små planter kan have blegt lyserøde til hvi­de blomster.

Gymnocalycium baldianum er meget almindelig og populær. Den blomstrer meget nemt med røde til violette blomster. Den danner også aflæggere, men ikke så tit som Gymnocalycium bru­chii.

Gymnocalycium andreae ligner den, men har klart gule blomster.

Gymnocalycium quehlianum er en lille smule langsommere i væksten og forbliver som regel ugrenet. Denne art har sølvhvide blomster.

Der er også nogle ret store arter i slægten, såsom Gymnocalycium saglionis. Denne art kan blive til imponerende ek­semplarer, der er op til 45 cm i diameter. Ulempen er, at den skal være en smule større, omkring 10 cm i diameter, før den be­gynder at blomstre.

På trods af sit navn er Gymnocalycium multiflorum ikke så rigt­blomstrende som nogle af arterne, men blomsterne er større end gennemsnit­tet for slægten.

Gymnocalyci­um mihanovi­chii blom­strer, når den er ret lille, men den er temmelig vanskelig at dyrke.

Gymnocalycium mihanovichii er måske en smule sværere at dyrke end nogle af de andre ar­ter, da den foretrækker lidt varmere betingelser, men den kan også blomstre, når den er ret lille. Der fin­des en lang række forskel­lige former af denne art, hvoraf nogle har smukke violette stængler. Denne art er også ophav til en af kaktusverdenens mærk­værdigheder. Når man dyr­ker kaktus fra frø, dukker der af og til muterede planter op, som mangler klorofyl. Normalt vil de dø, eftersom de ikke kan fotosyntetisere og danne energi. I Japan blev nogle af disse frøplanter imidler­tid podet på en grøn grundstamme og overleve­de. Eftersom de stadig har det røde pigment, der viser sig som violet i de norma­le planter, er disse former klart røde. De er blevet for­meret i vid udstrækning og bliver nogle gange solgt under navnet »jordbær­kaktus«. De skal altid dyr­kes podede. For at få den optimale vækst skal man endda helst genpode med regelmæssige mellemrum for at bevare livskraften.

Der findes nu også yderli­gere varianter af denne plante med lyserødt pig­ment, eller gule planter uden det røde pigment, på markedet.

Gymnocalycium horridispinum har også fortjent en plads i en hvilken som helst samling. Den er kraftigt tornet, den bliver lidt højere, og den danner af og til aflæggere. Den får smukke, klart lyse­røde blomster.

Gymnocalycium gibbosum er en meget vidt udbredt art med meget kraftige tor­ne og store hvide blom­ster. Nogle former kom­mer fra langt mod syd i Ar­gentina, hvad der gør dem meget kuldetolerante.

Gymnocalycium denudatum har stængler med et ret lille antal rib­ber. Den laver aflæggere og danner små klynger. Blomsterne er store og hvi­de.

Gymnocalycium horstii en ret nyop­daget, hurtigtvoksende art, der kan danne store klyn­ger. Blomsterne kan være fra lyserøde til laksefarve­de.

--