Kompasplante hører hjemme på de nordamerikanske prærier, hvor den i overskyet vejr orienterede jægerne om verdenshjørnerne, idet plantens blade altid stiller sig nøjagtig i kompasretningen nord-syd. Forklaringen på den
ejendommelige bladstilling er formentlig, at planten udnytter morgen- og aftensolen fuldt ud i hele bladpladens bredde, mens kun bladranden vender direkte mod den skarpe middagssol. Kompasplanten har glatte, delvis hule stængler. De midterste blade på stænglerne fatter om stænglen og danner skåle, som kan opsamle regnvandet. De klart gule kurvblomster udvikles for enden af stænglerne, hævet et par m over jorden.
Vækstkrav: Kraftig, næringsrig og ikke for tør jord i sol eller let skygge.
Pleje: Kompasplante er en trofast plante, som trives i årevis på samme sted. Den er let at formere ved deling eller frøudsæd i oktober.
Anvendelse: I store staudebede samt i naturhaver.