Ved et friareal forstås dels et areal, der er forbeholdt eller åbent for enhver form for friluftsliv, dels ubebyggede og beplantede arealer i tilknytning til boliger, arbejdspladser og institutioner. Friarealer kaldes også for grønne eller rekreative områder.
Omfanget af friarealet til en bebyggelse er bestemt gennem bygge- og byplanlovgivningen. I kommuneplanloven og de dermed forbundne lokalplaner er der sat en øvre grænse for, hvor tæt eller hvor højt der må bygges i en bydel. Ved en grundstørrelse på 1000 m² og en bebyggelsesprocent for grunden på 25% skal mindst 75% af grunden (750 m²) være ubebygget og henligge som friareal, parkeringsplads eller lignende.
Ved bebyggelse må ejendommens bebyggelsesprocent ifølge kommuneplanloven ikke overstige 25% for parcelhuse til helårsbeboelse; 10% for sommerhusbebyggelse og anden bebyggelse til ferie- og fritidsformål; 50% for etagebebyggelse i et område, der i kommuneplanen er udlagt hertil, og 40% for al anden bebyggelse (vejledende).
I bydele, hvor høj og tæt bebyggelse er tilladt, har kommunen forpligtelse til at supplere med arealer til legepladser, parker m.m.
I villakvarterer kan grundejerforeningen udvirke, at der fra de enkelte ejeres grunde udlægges et areal til fælles forhave eller at der opkøbes en grund til oprettelse af fælles legeplads, fælles boldbane m.m.
I åbent land kan kommunen inddrage arealer langs markskel til et net af offentlige stier fra bymidten ud til udflugtsmål som skove, strande, søer m.fl.