Lakridsplanten er hjemmehørende i den østlige del af Middelhavsområdet østpå til Sydrusland, hvor den kan optræde som et besværligt ukrudt. Nu dyrkes den i mange tempererede egne, hvor vintrene ikke bliver for strenge, især hvor jorden ikke fryser.
Det botaniske navn Glycyrrhiza er dannet af græsk glykys = sød, og rhiza = rod. Rødderne har været brugt i medicinen mod mavebesvær, nyre- og blæresygdomme, halsbetændelse, strubekatar og lungesygdomme. Det mest virksomme stof, glycyrrhizin, er sødt og virker især på slimhinderne. Lakridsplanten udvikler træagtige stængler, som bliver 1-1,5 m høje. Bladene er store og uligefinnede med en frisk, grøn farve. De ret små lyserøde til blålilla blomster kommer i oprette klaser fra juli til september. Rodnettet er vidt forgrenet, og der dannes talrige underjordiske udløbere, som kan sende skud op til ca. 8 m fra moderplanten. Det er derfor en plante, som kræver megen plads; hvor den ikke ødelægges af frost og kan lide at gro, kan den være meget vanskelig at holde i ave.
Lakrids udvindes af rødderne af lakridsplanten, som her i landet kan dyrkes på en lun plet i haven.
Som kulturplante skal lakridsplanten have lov til at vokse i fred i 3-5 år, hvorefter rødderne graves op om foråret og tørres i solen. Efter tørringen skrælles rodbarken af, og de trævlede rødder sælges under navnet lakridsrod. De store rødder skæres i stykker, koges og inddampes, tilsættes gummi arabicum og eventuelt lidt salmiak. Produktet er lakrids.
Lakridsplanten kan dyrkes her i landet på et beskyttet sted, hvis den vinterdækkes, så at rod hals og rødder ikke bliver udsat for frost, og hvor jorden er veldrænet.
Formering: Lakridsplanten kan formeres ved frø, men der findes en del særlig rigtydende kloner, som formeres ved rodstiklinger eller udløbere.