Over Danmark falder der årlig ca. 600 mm nedbør i form af regn eller sne. Hvis det blev stående på jordoverfladen, var det altså et vandlag på 0,6 m, eller på en kvadratmeter en vandmængde på 600 liter. I det åbne land forbruger plantevæksten ca. 1/3 af nedbøren til vækst og fordampning, mens resten overfladisk eller i drænledninger løber til grøfter og vandløb eller siver ned til grundvandet. Uanset om vandet løber i åbne render - det kaldes afstrømning - eller siver ned til grundvandet, vil disse ca. 400 l/m² via søer og åer ende i havet, men forholdsvis langsomt. I et rent bymiljø er der praktisk taget ingen nedsivning, og den sparsomme plantevækst forbruger ikke meget, så det vand, der falder her, må hurtigst muligt ledes til brønde eller dræn, hvorfra det meget hurtigt løber ud i havet. Herved snyder man faktisk grundvandet fra dets del af den naturlige nedbør, og da man samtidig pumper store mængder vand op fra undergrunden, kan man især i nedbørsfattige år risikere at sænke grundvandspejlet mærkbart. Så forbydes først havevanding og til nød(!) - bilvask. Derpå borer man dybere og sænker grundvandspejlet endnu mere og så fremdeles. Den afledning af nedbøren, der foregår fra byernes tætte befæstelser, det være sig tage, asfalt, fliser eller haveejernes terrasser og indkørsler, kaldes afvanding. Afvandingen starter f.eks. ved, at man laver hældning på tagene, så vandet via tagrenden og tagbrøndene kan komme til det kommunale ledningsnet. Vore vej- og gangbelægninger laver vi også afvandingsfald på, så vandet hurtigt kan løbe til brønde og dræn, for at belægninger ikke midlertidigt skal blive uanvendelige på grund af stående vand. I mange kommuner har man to ledningsnet, et for regnvandsafledning og et for spildevand, dvs. vand som egentlig blot bruges til transport af affald. Andre steder har man kun en ledning til både spildevand og regnvand. Der vil man gerne ved store regnskyl have forsinket regnvandet lidt, så det ikke med de lejlighedsvis meget store vandmængder bringer ubalance i renseanlæggene, hvis kapacitet er afpasset efter den normale og meget jævne spildevandstilførsel.
Nedgravning af afvandingsbrønde.
--