Bertram hører til kurvblomstfamilien, og planten minder om kamille. Roden har en skarp smag og har tidligere været anvendt i medicin. Plantens højde er 20-60 cm; den har findelte, mere eller mindre hårde blade og blomster, hvis skivekroner er gule og med hvide eller gule randkroner.
Bertram (Anacyclus) minder meget om kamille.
Anacyclus radiatus er enårig og vildtvoksende i Sydeuropa. Højden er 30-60 cm og bladene dobbelt fjersnitdelte. Blomstrer i juli med gule kurvblomster. Romersk bertram (Anacyclus pyrethrum) er flerårig og kommer fra Orienten. Grenene er noget nedliggende, bladene er flere gange fjersnitdelte med korte, linjeformede flige, farven er gråblå. Blomsterne har gule skivekroner og hvide randkroner, der er ret korte. Blomstrer i juni. Ekstrakt af roden blev tidligere anvendt som mundvand og mod tandpine.
Romersk bertram sås i april i potter og plantes ud på et solrigt, ret tørt sted. Den enårige bertram sås på blivestedet i april og tyndes ud til ca. 10 cm's afstand.
--