Taksfamilien
Giftighed: Meget stor.
Forekomst: Europa, Nordafrika, Vestasien; i Danmark kun vildtvoksende ved Vejle, men meget hyppigt plantet i haver, parker, på kirkegårde o.lign.
Udseende: Lavt, stedsegrønt træ eller bred busk med toradede, linjeformede nåle og frøene omgivet af en saftig, smukt rød frøkappe om efteråret.
Giftige dele: Alle grønne dele og selve frøene, men ikke den røde frøkappe indeholder bl.a. alkaloidet taksin og glykosidet taksicatin. Forgiftningssymptomer er opkastning, voldsomme mavesmerter, opspilede pupiller, svimmelhed, i værste fald bevidstløshed, krampe og lammelser. Ved let forgiftning: medicinsk kul kan hjælpe, men lægehjælp er altid nødvendig, især hvor børn har spist den appetitlige, sødlige frøkappe. Har barnet tygget frø i stykker, er der alvorlig fare for dets liv. Det ovenstående gælder også dyrkede taksarter.
Andet: Fugle æder gerne frugterne, hvis frø passerer uskadt gennem deres tarmsystem; heste dør, hvis de æder taksens grønne dele. I juli 1985 døde ni kvier på Fyn af taksforgiftning.