Inkalilje - Alstroemeria

Alstroemeria har fået navn efter den svenske friherre Clas Alströmer (1736- 94), der var en ivrig amatørbotaniker og elev af Linne. Fra Sydamerika send­te han frø af inkaliljen hjem til Linne, der navngav den første art Alstroemeria pelegrina (latin: peregrinus = frem­med, udenlandsk). Af slægten Alstroe­meria kendes over et halvt hundrede arter, der alle vokser på vestkysten af Syd- og Mellemamerika fra Chile til Mexico. Man regner inkaliljen til knoldplanterne, men »knoldene« lig­ner blot hvide, kødfulde rødder, der tilmed er så skøre, at de knækker ved den mindste uforsigtighed. Stænglen er opret med bredt lancetformede blade, og den ender som regel i en åben klase af gule, orange eller røde, tragtforme­de blomster. Kronen består af tre ydre og tre indre kronblade; de inderste er karakteristisk plettede i brunt eller purpur. De fleste arter kan ikke dyrkes på friland i Danmark bortset fra Al­stroemeria aurantiaca, der dog må be­tegnes som lunefuld. Nogle steder vok­ser den overdådigt og breder sig vold­somt på bekostning af andre planter, mens den andre steder vantrives, ofte endda i den samme have. Det er en pragtfuld staude, som tilmed er en meget smuk og holdbar afskærings­blomst; den er absolut værd at forsøge flere steder i haven, hvis den ikke lykkes det første sted. I øvrigt varer det gerne et par år, før den rigtig har etableret sig på voksestedet.

Inkalilje (Alstroemeria ligtu).

Vækstkrav: Inkalilje foretrækker en dyb muldjord; men den skal være vel­drænet, for planten tåler ikke stående vand. Et plantested i fuld sol eller let skygge er bedst. Den sætter stor pris på en håndfuld blandingsgødning om for­året; men man skal ikke give den ren kvælstofgødning, da man i så fald får

mange blade og kun få blomster. Den bryder sig ikke om omplantning, og de arter, der ikke kan klare sig på friland, bør dyrkes i store potter, som kan sættes ud om sommeren og tages ind om vinteren. Den er glimrende til koldhus eller bænk som afskæringsplante.

Pleje: Inkalilje kan formeres ved frø; men det går lettere ved deling af knol­dene så tidligt som muligt om foråret. De ligger forbavsende dybt, ofte 25-30 cm, og de bør plantes igen i samme dybde, helst flere steder i haven, da de som nævnt ikke trives lige godt overalt. Det første år efter omplantningen bør de vinterdækkes; senere hen behøver Alstroemeria aurantiaca normalt ikke vinterdækning.

Arter:

Alstroemeria aurantiaca findes i flere have sorter med orange eller gule blomster. En af de bedste er 'Orange King'; den er hårdfør og har varmt orangefarvede blomster med purpur­farvede pletter. Den bliver let over 1 m høj.

Alstroemeria haemantha har blodrøde blomster; den er meget anvendt i krydsningsarbejdet, men selve arten ses sjældent i haverne.

Alstroemeria ligtu er meget smuk; den har tre svagt rosa kronblade yderst og tre orangegule kronblade med purpur­farvede pletter inderst. Også den har været meget anvendt til krydsninger.

Alstroemeria pelegrina er en ret lav art, der har store mørkrosa eller blålilla blomster med mørkere streger. Der findes også en hvid varietet.

Inkaliljen er en pragtfuld staude, der under gunstige vækstbetingelser kan brede sig voldsomt på bekostning af andre planter.