Erica kommer af græsk ereike = lyng; slægten tæller hundreder af arter, som fortrinsvis findes i Europa og Sydafrika. Den almindelige klokkelyng (Erica tetralix) forekommer ret udbredt i Jylland på fugtige hedestrækninger og i moser. Den er en lav, grågrøn busk med oprette, tynde grene. Man kender den på de nikkende, rosenrøde eller undertiden hvidlige, krukkeformede blomster, hvis krone er længere end bægeret, mens det hos hedelyng (Calluna vulgaris) er omvendt. Endvidere har klokkelyng fire kransstillede, nåleformede blade, mens de hos hedelyng er korsvis modsatte. Klokkelyng blomstrer i juni-september, og der findes adskillige havesorter, hvoraf 'Alba' har hvide blomster, 'Hookstone Pink' lyserøde, 'Ken Underwood' rosenrøde, 'Con Underwood' mørkerøde og 'Helma' lillarosa.
Almindelig klokkelyng blomstrer i juli på fugtige hedestrækninger i Jylland.
I forgrunden Erica vagans, der har meget lange blomsterstande. Bagved en beplantning af den høje Erica terminalis med lyst purpurrøde blomster.
Vækstkrav: Almindelig klokkelyng kræver en ret fugtig surbund og dyrkes bedst på særlige lyngbede med tørvejord eller sammen med andre surbundsplanter som f.eks. rododendron. Man bør aldrig plante mindre end tre lyngplanter sammen og, hvis pladsforholdene tillader det, helst flere. Klokkelyng er en typisk tæppeplante, og man får mest glæde af den, når den får lov til at brede sig lidt.
Formering: Det er ret let at formere klokkelyng ved deling og aflægning (se artiklen Aflægning), og i den private have må disse metoder tilrådes. Vil man have mange planter, er det dog også muligt at stiklingeformere klokkelyng; det foregår ved, at man i juli afskærer ca. 3 cm lange, modne skud, som stikkes i fugtig, sandblandet tørvejord, der dækkes med et tyndt lag sand. De anbringes let skygget ved 15-18°C, og for at sikre rodudviklingen anbefales det at anvende et vækstfremmende middel (plantehormon). Når de nye rødder har fået fat, afhærdes småplanterne, som næste forår kan udplantes på voksestedet.
Andre arter til friland: Erica arborea er et veritabelt »lyngtræ« (arborea = træagtig), der under gode forhold i sit hjemland kan udvikle sig til 5-6 m's højde. Varieteten alpina, der stammer fra Spaniens bjergegne, har friskgrønt løv og hvide, duftende blomster fra maj til juli.
Erica carnea kaldes også forårslyng eller vår-klokkelyng, fordi den gerne begynder at blomstre allerede i februar-marts. Den tåler kalk bedre og trives derfor også bedre i almindelig havejord end de andre lyngarter , selv om den stadig foretrækker surbund. Den vokser bedst i sol, men klarer sig i halvskygge. Der findes sorter med forskellige blomsterfarver. 'Snow Queen' og 'Springwood White ' har hvide blomster, 'Winter Beauty' og 'Ruby Glow' lillarosa, mens 'Vivelli' har rødlilla blomster og brunligt løv. 'James Backhouse' har lillarosa blomster og lysegrønt løv.
Erica cinerea, grålyng, har 5 mm lange nåle, der sidder i kranse med tre i hver. 'Alba' har hvide blomster, 'Atrosanguinea' rosenrøde, 'Coccinea' mørkerøde, mens 'Pallas' har violette blomster og 'P.S. Patrick' dybviolette.
Erica darleyensis er en krydsning mellem Erica camea og Erica purpurascens. Den sort, der almindeligvis fås i danske planteskoler, hedder 'Silberschmelze'; den tåler kalkholdig jord og kan blomstre både sent om efteråret og tidligt om foråret med hvide, klokkeformede blomster. Løvet er grågrønt, om vinteren brunligt, og planten danner lave, tætte tuer. Der findes også Erica darleyensis med røde blomster.
Erica terminalis er en næsten meterhøj sydeuropæisk art med oprette, stærkt forgrenede stængler og lyst purpurrøde blomster.
Erica vagans bliver også ret høj med op til 25 cm lange blomsterstande på de oprette stængler. Den blomstrer fra juli til oktober og kaldes også høstlyng. 'Alba' har hvide blomster, 'Mrs. Maxwell' rosenrøde og 'St. Keverne' laksrosa.
Erica willmorei med de lange, rørformede blomster egner sig godt til koldhus og sælges ofte som stueplante.
Erica-hybrid med små, klokkeformede blomster. Andre Erica-sorter har krukke- eller rørformede blomster.
Arter til koldhus: Endelig findes der en del sydafrikanske Erica-arter, der kan dyrkes i koldhus og som ofte sælges om vinteren hos blomsterhandleren som en slags stueplanter. De egner sig dog ikke til vedvarende stuekultur og anvendes kun som de korationsplanter, så længe de blomstrer.
Erica gracilis har små purpurrøde, krukkeformede blomster fra september til januar.
Erica hiemalis har lange rørformede, hvide blomster med røde spidser i februar-marts.
Erica persoluta har små klokkeformede, hvide eller laksrøde blomster fra marts til maj.
Erica willmorei har i april-maj lange, rørformede, røde blomster med hvide kronflige.