Renanthera er hjemmehørende på Filippinerne, i Indonesien, Nordindien, Malaysia, Thailand og Vietnam. De er epifytiske planter, som vokser på andre planter uden at tage næring fra dem. De har i modsætning til de fleste andre orkidéer ingen pseudobulber. Bladene udvikles fra den nederste del af den centrale stængel, og blomsterne udvikles fra grunden af bladene. Renanthera ligner meget andre orkidéslægter som Aerides, Phalaenopsis, Sarcanthus og Vanda; men Renanthera's blade er kortere end de ovennævntes. Blomsterne er gennemsnitlig 6-11 cm store, og farven varierer mellem gul og rød. De har en sækformet spore, og læben er kammet. Blomsterstænglen er delvis opret og forgrenet. I lande som Indonesien og Thailand dyrkes Renanthera som en almindelig snitblomst og potteplante; det gælder især arten Renanthera storiei.
Især i Singapore-området indgår Renanthera i forædlingsarbejdet sammen med de tidligere nævnte, nære slægter for at skaffe bedre materiale til snitblomster og potteplanter.
Renanthera monachica er en varmekrævende orkidé.
Pleje: Renanthera skal altid stå så lyst som muligt; men direkte sol bør undgås. Luftcirkulation og stor luftfugtighed medvirker til at give gode vækstbetingelser. Som pottejord kan bruges en blanding af meget grov spagnum og lecakugler for at give gode afløbsmuligheder for vandingsvandet. To gange om året, i maj og oktober, skal Renanthera have en hvileperiode på 2-3 uger, i hvilken der ikke tilføres vand. I sommerperioden kræver planten tilførsel af næring.
Formering: Renanthera kan formeres ved frø; men det er en sag for specialfirmaer. Vegetativ formering er mulig ved topstiklinger; når man skærer en stængel med mange rødder af og potter den i en ny potte, vil der udvikle sig skud herfra.
Arter:
Renanthera coccinea har skarlagenrøde blomster med rosa pletter; den blomstrer i maj-juli.
Renanthera imschootiana har løse blomsterstande med lyst skarlagenrøde blomster; planterne blomstrer i maj-juli.
Renanthera monachica har gulorange blomster om foråret.
Renanthera storiei har skarlagenrøde blomster med mørkerøde pletter og blomstrer i juni-august.