Logo

Ærenpris - Veronica

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Ærenpris - Veronica

Ærenpris er en oversættelse af det middelalderlige plattyske Ehrenpries og hentyder til planternes udmærkede medicinske egenskaber. Det botaniske slægtsnavn har formentlig sin oprindel­se i den italienske helgeninde Santa Veronica (1445-97). I den vilde danske flora og i danske haver findes en lang række arter af ærenpris, som alle ken­des på de 4, i reglen blå, kronblade og de 2 tydelige, hvide støvknapper. Alle kendte arter er stauder.

 

Tveskægget ærenpris (Veronica chamaedrys) med de smukke, himmelblå blomster er vildtvoksende i skovbryn.

 

Vækstkrav: Alle ærenpris trives bedst i fuld sol, helst på en veldrænet, ikke for fugtig, kalkholdig jord. Alle de neden­for nævnte arter er hårdføre Danmark.

 

Pleje: De fleste ærenpris formeres let ved frø. Staudeærenpris kan nemt de­les, og i planteskolerne benytter man sig ofte af stiklingeformering. Alle ærenpris er nemme haveplanter; flere typer udvikler sig endda så kraftigt, at de næsten kan betragtes som ukrudt i haven. Men deres store skønhed i blomstringstiden sætter i reglen en grænse for haveejerens trang til at udrydde planterne. Flere staudeæren­pris kræver en smule støtte eller opbin­ding. Nedskæring af de afblomstrede planter bør foretages tidligt om foråret.

 

Anvendelse: De lavere arter kan an­vendes som trædeplanter og som plæ­neerstatning, på stengærder og i sten­partier eller som bundplanter. under større stauder, roser og småbuske. De højere arter kan indgå i blandede blomsterbede og staudebede, og man­ge af dem kan anvendes i en flerårig blomstereng. Nogle er velegnede til afskæring.

 

Ærenpris (Veronica) kendes let på de 4 kronblade og 2 støvdragere med hvide støvknapper.

 

Arter:

Aksærenpris (Veronica spicata) er håret og 20-40 cm høj. Den blomstrer fra juni til september og har blomsterne samlet i tætte, smalle aks. I Danmark er den vildtvoksende på kalkholdige klinter og bakker, oftest nær kysten. Den er en glimrende have­staude med flere gode sorter, bl.a. 'Erica', rnørkrosa; 'Heidekind', rød; 'Menuet', rosa; og 'Romely Purpie', blå.

 

Bjergærenpris (Veronica montana) har langstilkede blade og håret stængel, der bliver 10-40 cm høj. Kronbladene er blegblå med mørkere årer. Den findes som skovbundsplante i danske løvskove. Kan anvendes i fritidshavens blomstereng.

 

Bredbladet ærenpris (Veronica teucri­um) er 40-60 cm høj med mørkårede. blå kroner. I handelen findes 3 gode sorter, 'Kapitan", 'Royal Blue' og 'True Blue', alle rent blå. Anvendes i staudebede og stenbede.

  

Ensianbladet ærenpris (Veronica genti­anoides) er en af de smukkeste have­ærenpris; den bliver 60 cm høj og blomstrer i maj-juni. Sorterne 'Robu­sta' og 'Variegata' har begge lyseblå blomster med mørkere årer; den sidst­nævnte har hvidbrogede blade.

 

Flerfarvet ærenpris (Veronica agrestis) er oftest enårig. Dens blomster er blegblå eller lyserøde; men det neder­ste kronblad er altid hvidt. Den blom­strer i to perioder, i april-maj og 2. gang i juli-august. Den er vildtvoksen­de her i landet og optræder ofte som ukrudt i urtebede og staudebede, hvor den dog er let at fjerne ved håndlug­ning.

 

Glat ærenpris (Veronica serpyllifolia) er en flerårig ukrudtsplante med glat­te, rodslående stængler. Bladene er ovale, og blomsterne sidder samlet i klaser i spidsen af stænglerne; de er hvide med mørkeblå årer. Forekom­mer på fugtige græsmarker.

 

Grå tæppeærenpris (Veronica surculo­sa) er en ganske lav plante, sjældent over 10 cm høj. Fra maj til juli har den rent hvide blomster med et stort, pur­purrødt øje; hele planten er dækket af sølvgrå hår. Egnet som stenbedsplante og trædeplante.

 

Krybende ærenpris (Veronica repens) er den laveste af arterne; den bliver kun 5 cm høj og bærer bitte små, lyseblå blomster i maj. God træde- og fugeplante.

 

Langbladet ærenpris (Veronica longifo­lia) er en kraftig staude, der kan blive

mere end meterhøj; den blomstrer fra juli til sidst i september med store, blålilla aks. På vind udsatte steder skal den have lidt opbinding. Den bedste sort i handelen er 'Blauriesin' med store, rent blå blomster. Sorten 'Alba' har hvide blomster.

 

Lægeærenpris (Veronica officinalis) er blevet indsamlet og dyrket som læge­plante i mange århundreder. I Dan­mark vokser den vildt på morbund, tørre overdrev, i skovbryn, grå klitter og på gravhøje. Den bliver 10-25 cm høj og har lyslilla eller blegblå blom­ster i juni-juli.

 

Markærenpris (Veronica arvensis) er en en- eller toårig, ret spinkel plante, der vokser på tør agerjord, på sydskrå­ninger og langs vejkanter.

 

Plæneærenpris (Veronica filiformis) har fine, stærkt forgrenede stængler og meget dekorative, lyseblå blomster. Den er vildtvoksende, men har vundet indpas i haverne, ofte som et besvær­ligt ukrudt. I græsplænen kan dens tætte mylder af stængler næsten kvæle græsset, og man må afgøre med sig selv, om man vil tolerere, at græsplæ­nen i plantens blomstringstid mest minder om en klar sø, der spejler himlens blå. Små pletter af denne ærenpris i græsplænen kan luges væk; men større partier må fjernes ved sprøjtning med 5% blåsten eller 10% jernvitriol. Det ødelægger også græs­planterne, så en måneds tid efter sprøjtningen må man så nyt græs på de bare pletter.

 

Stenærenpris (Veronica prostrata) er 15-20 cm høj og i juni-juli helt dækket af himmelblå blomster. Den er veleg­net i stenbedet, men kan også anven­des som fugeplante mellem fliser og i et stengærde. Der findes en sort, 'Al­ba', med hvide blomster.

 

Sølværenpris (Veronica incana) har sølvgrå. lancetformede, rosetstillede blade og 30-40 cm høje stængler med kraftigt blå blomster i juni-juli. En fin bundplante i forgrunden af staudebe­det eller mellem røde og gule buketro­ser.

 

Tveskægget ærenpris (Veronica cha­maedrys) er en 10-30 cm høj plante, som hører hjemme i skovbryn, langs veje og på gravhøje. Den har blå blomsterklaser i maj-juni.

 

Tykbladet ærenpris (Veronica beeca­bunga) vokser ved kilder og langs bække, åer og søer. Hele planten er glat og bliver 15-50 cm høj; den har mørkeblå blomster i juli-august. Kan indføres i en fugtig blomstereng.

 

Vedbendbladet ærenpris (Veronica he­derifolia) har næsten krybende stæng­ler, nyreformede, vedbendlignende blade og uanselige, langstilkede, lilla blomster i april-maj. Forekommer som haveukrudt og i åbne kratskove.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Havebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,9 (21 stemmer)
Siden er blevet set 21.629 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad synes du om de nye skruelåg der skal sidde fast?
Effektiv reklame - klik her