Synet og lyden af springende og faldende vand midt mellem blomsterne kan have en fin virkning, f.eks. i en atriumgård.
Springvande i normal forstand er ikke almindelige i private haver; de tilhører en tid, hvor haverne var meget større, mere formelle og ofte geometriske i deres udformning. Vandet som haveelement var dengang grundlaget for, at kunstig vanding var mulig og havens frodighed dermed sikret. På nutidens små grundarealer med deres mindre højtidelige haveudformninger kan vand dog stadig med stor virkning anvendes med både syns- og lydmæssig effekt. Det er både økonomisk og anlægsmæssigt overkommeligt at indføre vand som element i haven, og ved brug af små cirkulationspumper bliver der ikke tale om vandspild udover fordampningen.
Forbilledet for mangfoldige springvande er den mauriske have i Generalife i Alhambra.
En møllesten med indlagt springvand, hvor vandet drives af en cirkulationspumpe.
I sin enkleste form er springvandet baseret på en brønd, nedgravet i frostfri dybde, med en dykpumpe til nogle få hundrede kroner. Pumpen sprøjter vandet op over vandfladen, eventuelt en søstensbelægning. En vandstandsafbryder (flyder) sikrer den mod at løbe tør p.gr. af fordampning.
Se også artiklen Vand i haven.