Den typiske alba-rose danner en kraftig og solid busk. Løvet er kraftigt og køligt grågrønligt eller blåliggrønt - det står smukt til de lyse blomster. Grenene har ikke mange, men kraftige, krumme torne. Alba-roser er sunde og nærmest utroligt hårdføre roser, som selv efter en streng vinter står næsten ubeskadigede helt ud på de spinkle grenspidser.
Adskillige alba-roser bærer præg af blandet oprindelse. Nogle få har sikkert noisette-blod i sig (men remonterer ikke) - de har spinklere grene, næsten uden torne, lysere, undertiden gulliggrønt løv og lidt overhængende vækst. Sorten 'Blush Hip' synes at bære præg af Rosa ænufolia, 'Konigin von Danernark' af Rosa damascena.
Rosa alba betyder 'De Hvide Roser'. Og på nær de stærkere farvede 'Blush Hip' og 'Konigin von Dånemark' har de øvrige alba-roser da også hvide eller sartfarvede blomster. Roserne er hos nogle sorter let- eller halvfyldte, hos andre tætfyldte. De sidder oftest 3-7 sammen. Duften er fin og ren, ikke tung. Blomstringen, som varer ca. tre uger, begynder sidst i juni eller først i juli.
Alba-roser trives - som alle andre roser - godt i fuld sol, men de udmærker sig desuden, på en enkelt sort nær, ved at være skyggetolerante roser. Det er de mest skyggetålende buskroser, som findes, og kan i den henseende konkurrere med de rankende arvensis-hybrider og boursault-roserne. De er derfor ideelle buskroser til at plante på steder, hvor træer eller bygninger delvis tager op for lyset. De kan også plantes ved en nordmur og evt. espalieres herpå. De kraftigstvoksende og noget overhængende sorter som 'Blush Hip' eller 'Mme Plantier' kan plantes ved et mindre, delvis udgået træ og ledes op deri.
Alba-roserne danner store, prægtige solitærbuske, men de kan også plantes i grupper. De er uovertrufne til robuste, kraftigtvoksende hegn eller hække, hvor de vil tage godt op for vind og indkig - og selv efter en hård vinter vil de være der, i fuld højde. For variationens skyld kan de evt. blandes med andre kraftigtvoksende buskroser, fx visse centifolia- eller damascenerroser.
Rosa alba er meget gammel. Muligvis er det den rose, romeren Plinius nogle år efter Kristi fødsel beskriver i sin naturhistorie som 'Rosen fra Campania', i hvert fald beskrives en rose med hvide blomster og lystgrønt eller blågrønt løv. Sikkert er Rosa alba beskrevet både i det trettende og i det fjortende århundrede. Alba-roser blev muligvis bragt til England af romerne. Man har forbundet 'Den Hvide Rose' med England, og 'Den Røde Rose', Rosa gallica, med Frankrig.
Rosa alba 'Maxima', P.J. Redoute
~~