Primula er afledt af latin primus = den første; navnet henviser til planternes tidlige blomstring. Primula er en meget stor slægt med over SOO arter, hvoraf ca. 100 er hjemmehørende i Europa, mens flertallet kommer fra bjergegnene i Kina og Centralasien. Der findes dog også arktiske arter såvel som nordamerikanske og afrikanske - og en enkelt, meget smuk art, melet kodriver (Primula farinosa) vokser i Andesbjergene i Sydamerika. Denne art kan man også finde vildtvoksende på fugtig, kalkfattig jord i den danske natur, især på Sjælland og Bornholm; men de mest almindelige i Danmark er dog hulkravet kodriver (Primula veris), fladkravet kodriver (Primula elatior) og storblomstret kodriver (Primula vulgaris) samt mange krydsninger mellem disse gulblomstrede arter. Primula har stilkede eller siddende, grundstillede blade, der i reglen danner en roset. De kan være helrandede eller takkede, men er aldrig dybt indskårne. Tit er de rynkede eller bulede, undertiden hvidmelede. Blomsterne fremkommer på en bladløs, ofte hvidmelet stængel, enten enlige eller i en stand, der er akseller skærmlignende. Hos nogle arter vokser stænglen op gennem blomsterstanden, og der dannes flere nye stande i etager over hinanden. I reglen har blomsten et langt rør, der indvendig er anderledes farvet end den flade eller hule krave, som har fem hjerteformede flige. I røret sidder fem støvdragere og en griffel med støvfang. Ejendommeligt nok har næsten alle Primula-arter to slags blomster: en med en kort griffel og støvdragere, der er længere end griflen, og en anden med lang griffel og kortere støvdragere. I naturen finder man tit de to slags blomster side om side, og det har vist sig, at begge typer lettest bestøves af pollen fra den anden type.
Primula viaiii. Knopperne foroven er endnu skjult af det røde bæger.
Vækstkrav: Primula kræver meget vand i vækstperioden, og næsten alle de dyrkede arter foretrækker halvskygge. I naturen vokser mange af dem på meget kalkholdig jord, mens andre vokser på surbund. I haven vil de normalt trives godt på en god og gerne dyb muld, som man eventuelt kan forbedre med kompost eller bladjord.
Selv de arter, der ellers vokser på kalkholdig jord, har som regel nytte af tørvemel i jorden, fordi det holder godt på fugtigheden. Undertiden vokser de så højt op over jorden, at det ser ud, som om planten »går på stylter«, og så er det på tide at omplante den, så at den kommer til at stå lidt dybere. De fleste havesorter har godt af en omplantning hvert tredje år. Det går let, selv når planten står i fuld blomst, blot man sørger for at få hele rodklumpen med.
Formering: Primula kan formeres ved deling af gamle planter, der er blevet for store, og ofte er de også flinke til at formere sig ved selvsåning. En del arter må hos os frøformeres og behandles som en- eller toårige planter. Har man købt eller høstet frø, bør det sås i potte eller bænk så snart som muligt, da det ellers hurtigt mister spireevnen. Man tilbereder et såbed af let, veldrænet jord, der kan bestå af lige dele muld, bladjord og sand. Frøene må endelig ikke komme dybt i jorden, men sås helst på overfladen og dækkes med et ganske tyndt lag jord eller fugtigt tørvemel. Nogle frø spirer kun efter en frostperiode. Når småplanterne har nået en passende størrelse, udprikles de, og det bør altid ske så tidligt på året, at de kan nå at få ordentlig fat inden vinteren. Der vinterdækkes med grangrene eller andet luftigt materiale. De havesorter, der er fremkommet ved krydsning, kan ikke frøformeres, men må formeres ved deling af ældre planter eller ved stiklinger i det tidlige forår.
Arter: For oversigtens skyld er de mangfoldige arter nedenfor opdelt i følgende grupper: aksprimula, etageprimula, fladkravet kodriver, haveaurikel, hulkravet kodriver, japansk primula, kugleprimula, kæmpeprimula, melet kodriver, nikkende primula, rosenaurikel, rosenprimula, storblomstret kodriver, tæppeprimula og vild aurikel, se også skemaet.
Primula juliae bærer kun en enkelt blomst på hver stilk.
Aksprimula (Primula vialii eller Primula littoniana) stammer fra Kina. Den har en roset af lange, bredt lancetformede, friskgrønne blade og 50-60 cm høje blomsterstængler, der ender i et langt aks. De tætsiddende blomster i akset er rødviolette, mens knopperne er omgivet af mørkerøde bægerblade. Blomstringen sker i juni-juli, og de nederste blomster i akset springer ud først. Primula vialii skal have en fugtig, humusrig jord, gerne iblandet en del tørvemel, og trives bedst i halvskygge. Om vinteren skal den helst stå ret tørt, hvorfor jorden må være veldrænet; der bør eventuelt dækkes med grannåle. Den er dog noget vanskelig at overvintre på friland, og sikrest er det at dyrke den som toårig plante, dvs. så den i bænk det ene år og udplante den på voksestedet det næste.
Etageprimula. Der findes flere arter, som har blomsterne siddende i etager over hinanden på samme stængel. De grønne blade er store, tynde og sidder på en furet bladstilk.
Primula beesiana stammer fra Kina; den har store, tandede blade og duftende, rødlilla blomster med orange midte. Blomsterne sidder i flere etager på en blomsterstængel, der ofte bliver 50 cm høj. Den blomstrer i juni-juli og trives bedst på en dyb, fugtig muld i let skygge.
Primula bulleyana kommer ligeledes fra Kina. Den har store, tandede blade med rød midternerve. Blomsterne, der er fladkravede og gulbrune eller orangefarvede, sidder i flere etager på den 40-50 cm høje stængel. De såkaldte Ipswich-hybrider og Moerheim-hybrider er krydsninger af bl.a. Primula beesiana og Primula bulleyana. Blomstrer i juni-juli og foretrækker fugtig muld og let skygge.
Fladkravet kodriver (Primula elatior), se artiklen Kodriver.
Haveaurikel (Primula pubescens), se artiklen Haveaurikel.
Hulkravet kodriver (Primula veris), se artiklen Kodriver.
Japansk primula (Primula japonica) er en etageprimula med røde blomster, der har orange eller gul midte. Når de første blomster springer ud, er blomsterstænglen temmelig lav; men den strækker sig, efterhånden som etagerne udvikler sig, og når gerne en højde på 50-60 cm. Arten blomstrer fra maj til juli. Bladene er bredt ægformede og uregelmæssigt takkede. Den trives i sol og halvskygge, men kræver meget vand og vokser bedst i let sumpet terræn eller f.eks. ved en søbred. Arten kan formeres ved frø, der udsås i fugtig jord straks efter modningen. De unge planter kan være lidt frostfølsomme og bør vinterdækkes, men ellers er japansk primula fuldt hårdfør hos os. Der er udviklet mange havesorter.
Blomsterne hos den japanske primula (Primula japonica) sidder i flere etager.
Kugleprimula (Primula denticulata), se artiklen Kugleprimula.
Kæmpeprimula (Primula florindae) stammer fra Tibet og kan nå en højde på over en meter. Blomsterne, der fremkommer i juli-august, er gule, duftende og hænger i åbne skærme på meget høje stængler. Bladene er store, hjerteformede og langstilkede. Den kræver halvskygge og meget fugtig muld- eller bladjord; den trives bedst i et sumpbed. Hvor den befinder sig vel, overvintrer den til gengæld fint, og den formerer sig ofte ved selvsåning.
Melet kodriver (Primula farinosa), se artiklen Kodriver.
Nikkende primula (Primula nutans) har små klokkeformede, lavendelblå til violette blomster, som fremkommer i korte aks på den 20-30 cm høje, hvidmelede stængel i juni-juli. Bladene er elliptiske og fløjlsagtigt behårede. Det er en bjergplante, som kun trives i absolut veldrænet og helst kalkfattig jord i halvskygge. Endda skal man ikke regne med at beholde den mere end et år eller to; men heldigvis er den let at frøformere. Frøet må man dog købe, da planterne meget sjældent sætter frø hos os.
Rosenaurikel (Primula hirsuta), se denne artikel.
Rosenprimula (Primula rosea) har rosa eller koralrøde blomster i maj, endnu før de lidt læderagtige, grønne, rosetstillede blade er kommet helt frem. Den bliver kun 10-20 cm høj. Desværre er den noget vanskelig og overlever sjældent mere end et par år. Foretrækker en let skygget vokseplads og kræver megen fugtighed om sommeren, men veldrænet jord om vinteren. Dækning med gran er tilrådelig.
Kæmpeprimula (Primula florindae) med de gule, hængende blomster når en imponerende højde.
Storblomstret kodriver (Primula vulgaris), se artiklen Kodriver.
Tæppeprimula (Primula juliae) er en Prisme kaktus ret lav art fra Kaukasus og Lilleasien. Den har friskgrønne, nyreformede blade og enligtstillede, mørkviolette blomster i april-maj.
Vild aurikel (Primula auricula) stammer fra Alperne. Den har lysegule eller dybgule, duftende blomster med lys midte; de fremkommer i maj-juni på 10--25 cm høje stængler. Bladene er store, lidt kødede og hele planten ofte lidt hvidmelet. Findes på kalkholdig jord i halvskygge.