Bunddække

Et stenbed med solkrævende bundplanter som bakkenellike (Dianthus deltoides), galtetand (Stachys grandiflora), løvefod (Alchemilla alpina) og nøgleblomstret klokke (Campanula glomerata).

Under naturlige forhold vil ethvert jordareal før eller senere blive helt overvokset af planter, undtagen hvor det drejer sig om egentlige ørkenområ­der og højarktiske områder. I de na­turlige plantesamfund findes de plante­arter repræsenteret, som trives under samme klima- og jordbundsforhold. Planternes rodvirksomhed reguleres af jordbundens kemiske sammensætning og jordbundsbiologiske forhold. Rød­derne af mange planter lever i symbio­se (samliv) med mange svampe og bakterier og kan ikke trives uden den gensidige påvirkning. Mangler svam­pene, må jorden podes med svampele­gemer for at fremme væksten af de højere planter, ikke mindst træer og buske, men også de bunddækkende planter, der danner den nederste etage i et sammensat plantesamfund. I en skov eller lund er der tre sådanne etager: øverst trækronerne, småtræer og buske i mellemetagen og stauder og enårige urter i den nederste etage.

Bundvegetationen har en hurtig om­sætning, idet de overjordiske dele vis­ner hvert efterår, formulder og omsæt­tes af jordens regnorme og mikroorga­nismer til den humus, som alle plante­samfundets planter lever af.

I en naturlig skov består bunddækket oftest af flerårige urter (stauder) med en hurtig, men kortvarig udvikling, som starter før træernes løvspring og afsluttes, før der bliver så mørkt i skovbunden, at kulsyreassimilationen går i stå. Den hvide anemone er et typisk eksempel på en sådan bunddæk­keplante. På åbne arealer uden træbe­voksning af betydning består bund­dækket oftest af flerårige græsarter, som vi kender det fra enge, overdrev og stepper. På fugtig bund afløses disse bundplanter af mere fugtighedskræ­vende græsser og andre stauder, på tør sandjord af atter andre planter. I tørre områder i Jordens mildere klimabælter udvikles i den fugtige forårstid en rig bundflora af løgvækster og andre plan­ter med en betydelig oplagsnæring, og disse planter visner ned og går i »hi« og efterlader jordskorpen nøgen og vegetationsløs hele sommeren og efter­året. Dette er især tilfældet på stepper, der grænser op til ørkenområder. I

bjergegne udvikles bunddækkeplanter­ne næsten eksplosivt efter snesmeltnin­gen og dækker jorden med deres løv og blomster i det korte mellemrum mel­lem snesmeltningen og den næste vin­ters første snelag. Haver, parker, mar­ker og andre dyrkede områder holdes af økonomiske grunde ofte fri for bundvegetation, der i disse tilfælde betragtes som ukrudt, betegnelsen for enhver uønsket vegetation.

Bundplanter kan anvendes overalt i haven, også mellem de lave roser. Her er plantet brudeslør (Gypsophila paniculata), brunelle (Prunella webbiana), tornnød (Acaena buchananii), timian (Thymus serpyllum) og trædepude (Cotula squalida).

Ved lugearbejdet fjernes ukrudtsplan­terne og deres rødder, men samtidig skader lugeredskaberne rødderne på de prydplanter og kulturplanter, som man ønsker at beskytte mod ukrudts­røddernes hårde konkurrence. Des­uden opnår man en nøgen jordoverfla­de, der giver forøget fordampning fra arealet, og en betydelig skorpedannel­se, der hindrer kulturplanterne i en optimal vækst. Dette må igen modar­bejdes ved vanding og jorddækning. Hvor det ikke drejer sig om en intensiv dyrkning af afgrøder i havebrug og landbrug, bør man overveje, om man ikke bør acceptere bunddækket af u­krudt som en slags beskyttelse for de dyrkede træer og buske. Hvis man ud fra en æstetisk betragtning ønsker ukrudtet udskiftet med andre planter med samme virkning, bør man indføre begrebet bunddække i haven. Bund­dækket har således flere formål: De plantede eller såede bundplanter dæk­ker den nøgne jord med deres løv og kvæler derved ukrudtet. Samtidig be­grænser de fordampningen fra jorden, øger jordens indhold af fugtighed og fremmer udviklingen af mikroorganis­mer i muldjorden. Endelig sørger bundplanternes rødder for at hindre udvaskning af vigtige næringsstoffer, som fra den ubevoksede jord med regnvandet føres ud i åer, søer og havet og unddrages planterne.

Anvendelse: Bunddække kan anven­des overalt i prydhaven. Græsplænens myriader af græsplanter udgør et bund­dække i sig selv. Tætplantninger af stauder og sommerblomster i blom­sterbedene har samme virkning som planterne i naturens enge og frodige stepper. Der, hvor bunddækket især kommer til anvendelse i haven, er nok, hvor haveejeren efterligner et af de naturlige plantesamfund: blomsteren­gen, mosebedet og skovbunden. I me­re kunstige plantesammenstillinger så­som rosenbede og solitærplantninger af løvfældende og stedsegrønne buske vil bunddækket desuden have en væ­sentlig opgave. Ved etableringen af bunddække i haven må man dels analy­sere de fysiske forhold (lys/skygge, læ/blæst, jordbundens indhold af sand, ler og muld, grundvandstand og dræn­forhold), de kemiske forhold (jordens næringsindhold) og endelig den æstetiske virkning, som man vil opnå. Vig­tigt er det også at anlægge økonomiske betragtninger, da en tætplantning af et stort antal bunddækkeplanter kan være meget bekostelig, ikke mindst hvis man vælger planter, der af vækst er ret stationære uden større tilbøjelighed til at brede sig over et større areal. Bund­planter med en lang vegetationsperio­de har større værdi i have billedet end planter som anemone, der hurtigt vis­ner bort og må erstattes af andre planter med en senere udvikling. Sted­segrønne planter er her særlig værdiful­de, fordi de hele året rundt fungerer som et effektivt bunddække. Er der meget slid på et areal med gangfærd­sel, leg eller boldspil, må bundplanter­ne vælges med henblik på stor slidstyrke. Et godt kendskab til de enkelte bundplanter er nødvendigt for at plan­te en smuk mosaik af mange plantear­ter og undgå særlig kraftige, »ukrudts­agtige« arter, der vil brede sig på naboplanternes bekostning og måske i løbet af få år blive enerådende på arealet.

I den lette skygge under store træer kan man skabe en smuk skovbund med pileurt (Polygonum affine), bispehue (Epimedium perralderianum 'Fronleiten') og etage primula (Primula beesiana).

Anlæg: Det vigtigste forarbejde ved anlæg af et bed med bunddækkeplan­ter er en minutiøs rensning af arealet for alt flerårigt ukrudt. Frø af enårige ukrudtsplanter kan man ikke værge sig imod, for de findes i dvaletilstand i millionvis i havejorden. Ved tilbered­ningen af jorden kommer masser af disse ukrudtsfrø op i overfladens løse jord, hvor de har de allerbedste spiringsbetingelser. Jordbehandlingen bør derfor foregå året før bundplanterne plantes, og i mellemtiden må jorden holdes pinligt ren, »holdes sort«, som gartnerne siger. Ved hver kultivering af jorden ødelægges et betydeligt antal kimplanter af ukrudtet, og blot jordbe­handlingen ikke går mere end i dybden, vil man i løbet af sommer og efterår kunne frembringe en næsten ukrudtsfri jord, klar til plantning af bunddækkeplanterne.

Vedligeholdelse: I de første år efter plantningen kan bundplanterne ikke nå at dække jorden og kvæle ukrudtet. Derfor må fremspirende ukrudtsplan-

ter fjernes ved håndlugning, så snart de viser sig. I brede bede eller på større arealer vil det være en god ide at lægge trædesten ind mellem planterne, så at man under lugearbejdet ikke tramper jorden fast sammen, men kan benytte sig af trædefliserne. I nyplante­de bede med »overstandere« med kun lille skyggevirkning må bundplanterne ofte vandes for at give jorden den bedst mulige fugtighedsgrad. Når træer og buske senere er vokset til, vil deres skyggegivning selv regulere fugtighe­den, så vandingsarbejdet kan nedskæ­res eller undgås. På næringsrig jord kan visse bundplanter som krybende benved, guldnælde og vedbend udvik­les så kraftigt, at en udtynding af bestanden må foretages, så de ikke kvæler andre, svagere voksende plan­ter. I »skovbunden« vil der i løbet af efteråret samles en masse visne blade fra træerne. De skal ikke fjernes, men have lov at forrådne og indgå i natu­rens kredsløb. Sartere bundplanter vil ligefrem sætte pris på en vinterdækning med visne blade. Bunddækket kan suppleres ved udstrøning af et tyndt lag ukrudtsfri kompost, af spagnum eller enhedsjord, foranstaltninger, der hol­der på fugtigheden og øger næringsind­holdet i jorden.

På stengærdet kraftige puder af havenellike (Dianthus) og klokke (Campanula poscharsky­ana); på det flade morænebed udgøres bundplantningen af forskellige stenurter (Sedum).

Plantevalg: En oversigt over bunddæk­keplanter og deres anvendelse under specielle forhold findes i artiklen Bunddækkeplanter.