Bynke - Artemisia

Bynke er oftest store og kraftige planter med en grålig eller hvid, filtagtig behåring, især på de unge skud. Bladene er dobbelt eller flere gange fjersnitdelte.

Blomsterne sidder i små æg- eller kugleformede skærme, som igen er samlede i rigtblomstrede stande. Farven kan være hvid, gullig eller rødlig. Alle bynker har en krydret duft, især fra de unge plantedele.

Bynkerne vokser oftest på dårlig, tør eller saltholdig jord. De arter, som vokser vildt her i landet, findes ved vejkanter eller på strandenge, diger og tangvolde. De arter, som er indført, kommer oftest fra steppeområder og halvørkener.

I haver bør bynke plantes, så deres grå løv og blomsterstande danner kontrast til andre stauders grønne blade og farvede blomster. Planten står godt til de blå eller røde efterårsasters eller til de sene gule gyldenris.

Bynke er almindelig her i landet, og et par arter er forvildede fra middelalderens klostre. Planterne har været meget brugt i folkemedicinen, idet udtræk af blade og blomster blev brugt mod maveonder som orm og mavekneb, men også mod gigt og som et mildt sovemiddel. En del arter af slægten bruges stadig som tilsætning og smagsstof til fx snaps, som så får navnet »bjæsk«. Det gælder ambra, esdragon og malurt. Følgende arter kan anvendes i prydhaven:

Snebynke (Artemisia lactiflora). Stængelen bliver hård, næsten træagtig, og 150-200 cm høj. Bladene er stærkt fjerdelte og mørkegrønne, men den øverste del af planten er hvidfiltet. Blomsterne er små, mælkehvide, duftende og meget talrige. De små kurve sidder i lange, oprette stande. Blomstringen falder ikke før end i september og varer til ind i oktober. Man bør lade stænglerne stå vinteren over, for selvom planten visner, kan snebynke være pyntelig med rim eller sne. Stænglerne skæres ned tidligt om foråret.

Passer jorden og stedet snebynken, vokser den hurtigt til. Den foretrækker en ret let jord med godt dræn. Kommer der til at stå vand om planten i vintertiden, kan den let fryse bort. Snebynke skal have fuld sol for at blomstre ordentligt. Står den i halvskygge, bliver den en skuffelse. Foruden at pynte i rabatten er snebynke god til buketter sammen med andre sene efterårsblomster.

Snebynke formeres om foråret ved deling eller ved stiklinger, som bør skæres med hæl.

Wallis-bynke (Artemisia vallesiaca) vokser vildt i de sydøstlige Alper og har fået navn efter den schweiziske kanton Wallis. Det er en flerårig, hvidfiltet plante med fågrenede stængler, som bliver træagtige forneden. Bladene er 1-3 cm lange, dobbelt fjersnitdelte med linjeformede afsnit. De øverste blade er udelte. De gulrøde eller bleggule blomsterkurve sidder i næsten kuglerunde stande. Blomstringen kommer i juli-august.

Wallis-bynke hører hjemme i den forreste del af rabatten eller på stenhøje, for højden bliver ikke mere end 20-40 cm. Den skal stå i fuld sol og helst på en let, ret tør og kalkrig grund. Wallisbynken formeres om foråret ved deling.

Sølvbynke (Artemisia stelleriana) er nærmest en halvbusk. Stænglerne bliver træagtige og har dybt delte blade med brede flige. Hele planten er hvidfiltet og bliver 60-75 cm høj. Kurvene er lysegule og større end normalt for bynkerne. Blomsterne sidder i en slank top, og blomstringen falder i juli-august. Sølvbynken hører hjemme i staudebedet på en sandet, veldrænet jord. Planten stammer fra Nordøstasien, men findes af og til forvildet ved vore kyster. Sølvbynke formeres ved deling eller ved stiklinger tidligt om foråret.

Glinsende bynke (Artemisia nitida) er flerårig og sølvgrå af fine hår. Den bliver 10-30 cm høj, har gulrøde eller hvidlige blomster i juli-august. Den stammer fra Dolomitterne og bør plantes i stenpartier med kalkholdig jord og i fuld sol. Hele planten er meget aromatisk.

Granbynke (Artemisia sacrorum) er en- eller toårig. Den har fået sit danske navn, fordi den ligner et lille grantræ. Granbynke bør sås i hus eller bænk i marts-april og plantes ud i maj. Den er god til at plante i den højtvoksende del af rabatter. Blomsterne er nærmest hvidgule, men de kan blive gulrøde. Højden bliver indtil ca. 200 cm.