Leucojum er sammensat af de græske ord leukos = hvid og ion = viol, mens vernum er latin og betyder forårsblomstrende. Dorotealiljen stammer fra Mellemeuropa, men er nu spredt over hele vor verdensdel og et stykke ind i Asien. Det er en af vore tidligste og mest yndefulde forårsbebudere, og den bærer også det danske navn vårhvidblomme.
Umiddelbart kan dorotealiljen godt ligne en vintergæk. Den har duftende, snehvide og klokkeformede blomster med gulgrønne pletter i spidsen af kronbladene; men til forskel fra vintergækken er dens kronblade alle lige store. Som regel er der kun en blomst på hver stængel, sjældent to. Bladene er smalle, mørkegrønne og blanke.
Vækstkrav: Dorotealiljen er uhyre letdyrkelig og klarer sig fint på en almindelig god havejord både i sol og skygge, men allerbedst trives den på en noget fugtig, dyb muldjord. Den egner sig godt i et bed mellem andre forårsløg, i forhaven mellem lave buske eller ved en sydmur, hvor den blomstrer tidligt og klarer sig fint, blot den får rigelig vand i vækstperioden. Den virker også meget smuk i en blomstereng, i en vildhave eller i græs under høje træer.
Formeringen sker let ved sideløg, som under gode forhold dannes i rigelig mængde; men undertiden formerer den sig også ved selvsåede frø. Løgene plantes ikke for dybt; 6-8 cm er passende.
Arter: Leucojum omfatter syv arter, som alle findes i Europa og Den nære Orient, men især i egnene omkring Middelhavet og Sortehavet. Foruden dorotealiljen dyrker vi herhjemme kun hvidblomme (Leucojum aestivum) og høsthvidblomme (Leucojum autumnale); begge er omtalt i artiklen hvidblomme.
Dorotealiljens klokker blomstrer i marts-april.
Dorotealilje trives i sortmuldet løvjord sammen med andre forårsløg med let skygge fra bregner og krybende bunddækkeplanter .
Dorotealilje og andre forårsløg skal helst stå på samme voksested i en årrække. Brug aldrig hakkejern i bedet. Lugning foretages med fingrene.
Husk at gøde, før bladene visner ned.