Slægtsnavnet Nerine er afledt af Nereus, navnet på en havgud i den græske mytologi. De første Nerine-løg kom til Europa med et skib, som forliste i Kanalen, hvorefter løgene skyllede i land på øen Guernsey - deraf navnet guernsey-lilje. Artsnavnet sarniensis betyder »fra Sarnia«, det latinske navn for Øen Guernsey.
De i alt 18 arter af slægten Nerine er vildtvoksende i det sydlige Afrika. Guernsey-liljen har 20- lange, båndformede grønne blade, der ikke fremkommer samtidig med blomsterne, som sidder i store skærme for enden af 30- lange, bladløse blomsterstængler. Kronbladene, der næsten altid er stærkt farvet i rødt eller orange, har ofte en mørkere midterstribe. De er stærkt tilbagebøjede og sidder i to kranse med tre i hver. Støvdragere og støvvej er lange og farvede som kronbladene.
Vækstkrav og pleje: Guernsey-liljens løg er stort og meget frostfølsomt. Kun to af arterne, Nerine bowdenii og Nerine sarniensis, kan i bedste fald overvintre på friland. Det kræver, at de plantes tæt op ad en husmur - helst en sydmur - i en· jord, der er iblandet rigelig grus, og at løgene vinterdækkes meget omhyggeligt med et tykt lag halm, blade og grangrene eller en vintermåtte. De grønne blade kommer frem om foråret, og planterne blomstrer i september-oktober. Undertiden udebliver blomstringen det første år; men har man fået løgene til at udvikle et godt rodnet, er det bedst at lade dem blive i jorden; det gælder også, når man dyrker dem i potte, frostfri bænk eller hus, hvad der er mest almindeligt. Man bør højst omplante løgene hvert 3. eller 4. år; vil man i mellemtiden give dem ny jord, kan man forsigtigt udskifte det øverste lag. August er den bedste plantetid, og man sætter løgene med den øverste spids lige i jordskorpen. Har man dem i potte, kan man have dem stående nedgravet udendørs hele sommeren og tage dem ind, når de blomstrer i september. Jorden skal være absolut veldrænet og kan bestå af 1/3 havejord, 1/3 tørvemel og 1/3 grus. De skal have en del vand og et gødningstilskud i sommertiden; men om vinteren skal løgene helst ligge tørt og under alle omstændigheder frostfrit. De arter, der har stedsegrønne blade, må aldrig få lov til at tørre ud.
Anvendelse: Alle arter og hybrider er meget smukke til afskæring; man skærer dem, når den første blomst har foldet sig ud. De holder meget længe i vand, tilsat et blomstersalt.
Nerine bowdenii er den mest hårdføre guernsey-lilje.
Arter og hybrider:
Nerine bowdenii har en skærm af lyserøde blomster med en mørkere midterstribe på hvert kronblad. De grønne blade kommer frem om foråret og blomsterne i september-oktober på ca. høje, stive stængler. Det er en af de mest dyrkede arter, der også egner sig fortræffeligt til afskæring. Samtidig er det en af de hyppigst anvendte arter i krydsningsarbejdet.
Nerine flexuosa har noget mindre blomster på en 50- høj stængel i september. Den er mere frostfølsom end den foregående og kan herhjemme kun dyrkes i koldhus. Arten har rosenrøde blomster; men der findes en hvid sort, 'Alba'.
Nerine manselli har mørkerøde blomster om efteråret, endnu før de grønne blade er visnet helt bort.
Nerine masonorum er en dværgart, som ikke bliver mere end høj. Den har en lille skærm af lyserøde blomster, og bladene forbliver grønne hele året. Den er temmelig hårdfør, men tåler som nævnt ikke frost.
Nerine sarniensis er en af de største arter med smukke, lysende røde blomster på 50-- høje stængler. Den dyrkes bedst i koldhus, hvor blomsterne fremkommer om efteråret. I løbet af vinteren begynder de grønne blade at udvikle sig, og da skal temperaturen helst være omkring 10-. Den har en hvileperiode fra midten af juni til begyndelsen af september.
Nerine undulata har små lysrosa blomster, som i bedste fald kan fremkomme allerede i august på de 30- høje stængler. Den kan kun dyrkes i hus og bevarer oftest de smalle grønne blade året rundt.
Nerine sarniensis findes i sorter med forskellige farver. Her ses 'Corusca Major'.