Hjortetunge har glinsende grønne, helrandede blade og adskiller sig derved fra de fleste øvrige bregneslægter; bladenes form kan minde om en hjortetunge. Forneden er bladstilken beklædt med mørke avner; på bagsiden af bladene sidder sporehusene i linjeformede dobbeltrækker. I lighed med bregnen engelsød er bladene stedsegrønne og svides kun lidt i den danske vinter.
Hjortetunge (Phyllitis scolopendrium) danner tætte tuer.
Hjortetunge er en smuk skovbundsbregne, her sammen med lyslilla astilbe.
Vækstkrav: Som andre frilandsbregner kræver hjortetunge let, næringsrig humusjord med tilstrækkelig fugtighed. Den kan vokse i sol, men bliver langt smukkere og mere friskgrøn i halvskygge eller fuld skygge.
Pleje: Hjortetunge formenis let ved deling af ældre planter, men kan også formeres ved udsæd af sporer, en ret tidkrævende fremgangsmåde. Udplantning kan ske forår eller efterår. Visne blade fjernes først om foråret. Anvendelse: Hjortetunge er en udmærket plante til bunddække under havens træer og buske, blot der er tilstrækkelig fugtighed. Den kan også plantes på skyggesiden af stengærder eller i skyggede stenbede. Som naboplanter kan anbefales astilbe, bronzeblad, bispehue, hasselurt, høstanemone og sølvlys.
Sorter:
'Cristatum' (kamdelt hjortetunge) har flere gange delte bladspidser, som igen er kam- eller vifteformede.
'Digitatum' (bukkehornsbregne) har en spaltning af bladets midternerve. Hver bladdel vokser videre og krummer sig, højre halvdel til venstre og venstre halvdel til højre, så det minder om et bukkehorn.
'Marginatum' har uregelmæssigt lappede og tandede blade med en hudagtig kant mellem midt nerve og bladrand på bladets underside. Sporehushobene ligger mellem denne kant og bladranden.
'Undulatum' (kruset hjorte tunge) har en bølget (unduleret) bladrand, fremkommet ved, at bladranden vokser stærkere end midtribben. Denne type udvikler ikke sporer og må derfor formeres vegetativt.
Sporehushobe på undersiden af et hjortetungeblad.