Jerikorose er en meget gammel betegnelse for denne mærkelige plante, der hører til de korsblomstrede. Det græske navn Anastatica siger en del om plantens karakter, idet anastasis betyder genopstandelse; formentlig så de gamle korsfarere blomsten som et symbol på genopstandelsen. Efter blomstring og frømodning dør planten, og de tynde, bladløse stængler ruller sig sammen til en kugle, som af vinden føres vidt omkring. Når kuglen kommer i berøring med fugtighed, folder den sig ud, så at frøene frigøres og spredes. Artsnavnet hierochuntica betyder fra Jeriko, men planten stammer ikke herfra, derimod fra et ørkenbælte fra det sydlige Iran til Marokko. I den kortvarige regntid om foråret spirer frøene hurtigt, og kimplanterne danner en kort pælerod og stærkt forgrenede skud med få blade og små blomster.
Pleje: Er man så heldig at få fat i nogle frø af jerikorose, kan man så dem i let sandjord i en skål eller urtepotte. Når de første kimblade viser sig, kan man udplante småplanterne på et solrigt, varmt sted i det fri.
Anvendelse: Kun som kuriositet i stenbedet eller alpehuset. Tørre jerikoroser hjembringes af og til af turister. Ved gentagne behandlinger med vand og udtørring kan man få »roserne« til at åbne og lukke sig.
Andre jerikoroser: Asteriscus pygmaeus hører til de kurvblomstrede og bærer små hvide kurvblomster. I tørtiden modnes frøene, som omgives af den tørre kurv, der først åbner sig på ny, når der er tilstrækkelig fugtighed til stede. Denne plante kendes også under navnet jerikorose og kan træffes i omegnen af Jeriko.