Kaempferia-arterne er hovedsagelig hjemmehørende i Sydøstasien og tropisk Afrika; planteslægten er opkaldt efter den tyske læge Engelbert Kampfer (1651-1716), som rejste meget i østen. Som medlem af ingefærfamilien er Kaempferia flerårig. Den har jordstængler, toradede, usymmetriske blade med skedehinde og tretallige blomster, samlet i blomsterstande. Kun en af de seks støvdragere i hver blomst kan udvikle pollen.
Pleje: Kaempferia kræver høj temperatur og luftfugtighed, betingelser, som det er svært at opfylde i stuer, men som lettere kan skabes i vinterhaven. Dagtemperaturen skal helst være 22-30°C og nattemperaturen 16-18°C. Om sommeren må man beskytte planterne mod direkte sol. I forårs- og sommerperioden tilfører man næring med vandingsvandet. Planten vandes meget i denne periode og overbruses regelmæssigt. Når bladene begynder at visne, standses vandingen gradvis, og der tilføres ikke længere næring. Planterne overvintres tørt ved en temperatur på 15-20°C. I marts potter man stykker af jordstængler i en spagnumblanding med ler. Stængelstykkerne lægges kun en lille smule under jordoverfladen, og potterne skal helst være bredere, end de er høje. Efter potningen stilles de på et varmt underlag og dækkes med glas eller plastic, indtil væksten begynder igen.
Anvendelse: Som varmhusplanter kan alle de nedennævnte anvendes; som stueplante kan kun Kaempferia rotunda foreslås.
Arter:
Kaempferia galanga er hjemmehørende i Indien. Der udvikles 2 fløjlsagtige blade uden bladstilke; bladene ligger hen ad jorden. Blomsterne er hvide med lilla læbe og vellugtende. De fremkommer fra juni til august.
Kaempferia gilbertii er hjemmehørende i Burma. Den har stilkløse, bølgede blade med hvid rand og hvide blomster med violetstribet læbe. Blomsterne fremkommer i juli-august.
Kaempferia roscoeana er hjemmehørende i Burma. De stilkløse blade er silkeskinnende og bronzefarvede med lysegrønne nerver og leder tanken hen på påfuglefjer.
Kaempferia rotunda dyrkes i Sri Lanka (Ceylon), Himalaya og Indien p.gr. af de spiselige, stærkt duftende, knoldformede rodstængler, som anvendes til syltning. Knoldene indgår som en bestanddel af det indiske rijsttafel. Blomsterne udvikles i juni-august. De er hvide med lilla læbe og velduftende. Først efter blomstringen udvikles de indtil 25 cm lange blade på korte, hule bladstilke. Oversiden er grøn med en hvidbroget tegning, mens undersiden er purpurfarvet.
Kaempferia er så varmekrævende, at den er vanskelig at dyrke som stueplante.