Fritillaria er afledt af latin fritillus = terningbæger og henviser til blomstens form; imperialis betyder kejserlig. Kejserkrone er en meget gammel kulturplante, som stammer fra Iran, Afghanistan og Himalaya. Allerede 1576 nåede den via Tyrkiet til de kejserlige haver i Wien, og snart efter dyrkedes den overalt i Europa. Den er en løgplante med vældige hvide eller hvidgule løg, der ligesom resten af planten har en ubehagelig lugt, hvorfor man ikke skal plante den umiddelbart op ad havens siddepladser. Undertiden bliver løgene over 20 cm i diameter, skønt de kun har forholdsvis få løgskæl. Om foråret fremkommer den centimetertykke blomsterstængel, der skyder op med imponerende fart; ofte når den 1 m i højden og er forneden tæt besat med bredt lancetformede blade, mens den i toppen har en krans af grønne blade, hvorunder de 5-8 hængende, klokkeformede blomster dannes. Kronbladene er røde eller gule med en ring af blanke, sorte pletter i bunden; det er honningkirtlerne, der udsondrer dråber af nektar, som man kan fange på en fingerspids og smage på; smagen er meget behagelig, aromatisk sød.
En legende fortæller, at da Jesus bar sit kors til Golgatha, var kejserkronen den eneste blomst, der ikke bøjede hovedet, da han gik forbi:
Til straf skal den derfor til evig tid bøje hovedet nedad og græde blanke tårer.
Kejserkrone er smukkest i grupper under store træer.
Den gule kejserkrone er smuk, men løgene er temmelig dyre i indkøb.
Vækstkrav: Kejserkrone kan stå i sol, men trives bedst i halvskygge; planten er smukkest, når den vokser i smågrupper under store træer, men er også anvendelig i staudebedet og stenbedet. Især i begyndelsen af vækstperioden må den ikke mangle vand, mens den resten af året kan tåle at stå ret tørt. Den er ikke vanskelig med hensyn til jord, blot denne er veldrænet og ikke alt for stiv.
Formering: Kejserkrone kan formeres ved lægning af frasorterede sideløg. da planten blomstrer i maj og visner bort allerede i juni, er det imidlertid nødvendigt at afmærke voksestedet, hvis man vil opgrave løgene i hvileperioden
juli-august. Løgene ligger meget dybt, ofte 20-30 cm nede, hvorfor det er bedst at grave en rende omkring løggruppen, før man stikker dybt ned under den og løfter med små, forsigtige nøk.
Den endelige deling af løgklumpen foretages med fingrene, og løgene plantes på det nye voksested i 20-30 cm's dybde, alt efter størrelse. Man skal ikke omplante for tit; kejserkrone har det bedst, når den står på samme sted i flere år. Den kan også formeres ved frø; men vil man have frø af egne planter, er det nødvendigt at bestøve blomsterne kunstigt, da de enkelte planter er selvsterile og ikke kan befrugte s med deres eget støv. Endelig kan man formere kejserkrone ved at afbrække enkelte løgskæl, som stikkes i fugtigt sand, hvorefter der dannes småløg i kanterne, således som det er beskrevet i artiklen Liljer.
Sorter: 'Aurora' er orangerød og kraftigtvoksende. 'Fasciata' med de brede, flade stængler og rødbrune blomster er nærmest et misfoster, der ikke kan anbefales. Det samme gælder de sorter, der findes med gulplettede blade. 'Lutea' og 'Lutea Maxima' har citrongule blomster og er måske de smukkeste af dem alle; 'Maxima' har særlig store, røde blomster. 'Orange Brillant' er kraftig med store, mørkorange blomster. 'Prolifera' er dobbelt blomstret på den måde, at den har to blomsterkranse, den ene over den anden; nederlænderne kalder det »kroon op kroon«, og denne betegnelse anvendes undertiden også i den danske løghandel. 'Rubra Major' har rustrøde blomster.
Andre arter: En nærbeslægtet art, som undertiden er i handelen, er Fritillaria persica, der har et kuglerundt, hvidt løg. I maj-juni får den klokkeformede blomster i en mange blomstret klase for enden af den 60-90 cm høje, bladbærende stængel. Klokkerne er udvendig matviolette, mens de indvendig er brunlige. Fritillaria persica egner sig især til stenbedet og foretrækker let, veldrænet jord og fuld sol.