Miniatureroser, Mini Roser - Rosa x Chinensis Minima

SØDT I KRUKKE OG BED

Det er svært at vælge blandt de mange søde miniroser. 'Orange Meillandina', som står i kurven sammen med 'Peach Meillandina', 'Tropic Meillandina' og 'Lady Meillandina', har eksisteret i nogle år, men klarer konkurrencen med de nye sorter. I den sorte krukke ses 'Prince Meillandina', 'Pink Meillandina' og 'Snow Meillandina'. På væggen 'Fragrance Meillandina'. En miniampel.

De fleste synes at være enige om, at miniaturerosen eller minirosen, som den almindeligvis kaldes, opstod gennem en naturlig mutation fra eller muligvis var en frøplante fra Rosa x chinensis 'Semperflorens' ('Slater's Crimson China'). I øvrigt hersker der delte meninger om baggrunden. Fra 1815 har man en beskrivelse af en miniaturerose under navnet Rosa semperflorens minima (30 cm høj, rosa, enkle, meget små blomster), og det hævdes ofte, at den blev bragt hjem fra Mauritius af Lon­dongartneren Robert Sweet. Dette er ikke bekræftet af Sweet selv, men det var ham, der gav rosen navnet 'Lawrenceana' (en hyldest til den hortikulturelle Mary Law­rence). Benævnelsen 'Lawrencea­na' støder man også på i en samti­dig fortegnelse over roserne på Malmaison, her som samlingsnavn for et antal miniatureroser eller 'Bengal Pompon', som de også kaldtes. Blandt dem var foruden 'Miss Lawrence Rose' og 'Miss Lawrence Rouge' også den vel­kendte 'Pompon de Paris'.

I anden halvdel af 1800-tallet blev der bemærkelsesværdigt stille omkring miniroserne. Andre krukkevækster tiltrak sig opmærksomhe­den, og miniroserne forsvandt både fra sortlister og handel. Først i 1917 kom der et nyt opsving for dem. Det skete i forbindelse med, at den schweiziske regimentslæge Roulet fik øje på en minirose på en kro i bjergbyen Maubourget. Han blev betaget af rosen og ønskede, at den skulle plejes og formeres professionelt. Ideen var tæt på ikke at komme til udførelse, da rosen gik til grunde ved en brand, men til alt held fandt han den samme rose hos en anden familie, som havde haft den og passet den i et par generationer. Hvor den oprindeligt kom fra, havde man in­gen anelse om.

Visse kendere mente, at det var 'Pompon de Paris', som efter mange års glemsel nu blev genopdaget, men den lanceredes som 'Rouletii' og blev selve grundlaget for udviklingen af miniroserne. I Holland krydsede John de Vink den med dværgpolyanthaer, hvilket resulterede i bl.a. 'Pe­on', og i Spanien blev den meget benyttet hos Pedro Dot, 'som krydsede miniroser med tehybrider. Umiddelbart før anden verdenskrig lanceredes miniroserne i USA. Der fik de små roser stor succes, og entusiasmen lever stadig. Først og fremmest har forædleren Ralph Moore stået for udvik­lingen »over there«.

Hos os har interessen gået op og ned. Nu synes den at være på vej op igen, måske fordi de nye mini roser s kvalitet er blevet forbedret. Sorterne fra 1950'erne var stort set færdige efter en blomstring, mens de, der mar­kedsføres i dag, kan blive mange år gamle - forudsat, at de bliver passet på rette vis. I indendørs varme trives miniroser ikke så godt. Ret hurtigt begynder knopperne at tørre ind og bladene at visne. Udendørs bliver planterne derimod frodige og fine. De passer fint i stenbedet eller i kan­ten af rosenbedet. Selv har jeg plantet miniroser omkring en lille dam sammen med hønsetarm, Cerastium. I den lille have kommer miniature­roserne rigtigt til deres ret, og på altan eller terrasse er de et fantastisk aktiv. På vore kanter kan de i reglen overvintre som almindelige bedro­ser. Bedst klarer de eksemplarer sig, som plantes ud tidligt på sæsonen, så de når at etablere sig, inden kulden sætter ind. Miniroser, der sælges i forårstiden, synes også at have bedre grokraft end dem, der markeds­føres i eftersommeren.

Eftersom miniroser ikke er så store, går det udmærket at dyrke dem i krukke. Efter købet bør de plantes om i en ordentlig terrakottakrukke med ny jord, og ligesom i bedet er dræningen vigtig. Jorden bør være af højeste kvalitet, næringsrig og porøs. Lidt lerjord gør, at blandingen hol­der bedre på fugtigheden, og små Leca-kugler eller tørvemuld gør den porøs. Planten bør anbringes lidt længere nede i jorden, end den har stået tidligere. Efter plantningen skal der gennemvandes ordentligt, og derefter er det vigtigt at sørge for, at der aldrig bliver for tørt i krukken. Til pas­ningen hører også gødskning med flydende næring frem til juli. Siden hen skal minirosen ganske som andre roser have lov til at visne af og vinter­hvile, selvom den - i lighed med de større chinensishybrider - ikke synes at have lyst til det. Står minirosen på altanen vinteren over, skal den dækkes ordentligt til. Man kan fx pakke den ind i flamingoplader. Van­dingen nedtrappes for helt at ophøre i den koldeste tid. Opbevares mini­rosen køligt inden døre om vinteren, kan den få en sjat vand en gang imellem, navnlig i slutningen af perioden. Til foråret skiftes jorden ud, og rosen beskæres som en almindelig bedrose med hensyntagen til propor­tionerne.

Andre Hitroser: 'Absolute Hit', oran­ge, fyldt; 'Amber Hit', varmt gul, fyldt; 'Perfect Hit', lakserosa, fyldt; 'Pink Hit', rosa, fyldt; 'Scarlett Hit', mørkt fløjlsrød, fyldt; 'Sun Hit', gul, halvfyldt (stærk velduft); 'Top Hit', lakseorange, fyldt.

Andre paraderoser: 'Dreaming Para­de', koralrød, fyldt; 'Pink Parade', lys­rosa, fyldt; 'Starlight Parade', hvid, halvfyldt; 'Yellow Parade', gul, fyldt.

Andre Meillandina-roser: 'Fragrance Meillandina', abrikosorange (dufter); 'Lady Meillandina', lysrosa; 'Roman­tic Meillandina', lys cerise; 'Peach Meillandina', lakserosa; 'Pink Meil­landina', rosa; 'Prince Meillandina', rød; 'Snow Meillandina', hvid; 'Tilla' ('Fuchsia Meillandina'), ceriserød; 'Trop ic Meillandina', lysegul (dufter); 'Yellow Meillandina', gul. Samtlige er fyldte.

Andre miniroser: 'Peon', rosa, tætfyldt (de Vink 1936); 'Perla de Alcanada', karminrød, fyldt (Dot 1944).