Inspektør Hardy, som forestod Luxembourghaverne i Paris i begyndelsen af 1800-tallet, har selv krydset denne bedårende rose frem og dedikeret den til sin hustru.
Afstamning: Alba- eller centifoliekrydsning.
Blomster: Tætfyldte, ret små, satinhvide med grøn midterknap - en detalje, som adskiller den fra 'Botzaris', som den ellers let forveksles med. Først skålformede, senere flade og udadbøjede, hvilket giver et rundt indtryk. Knopperne, som har rosa skær, er omgivet af iøjnefaldende bægerbladstoppe.
Løv: Frodigt, mat lysegrønt. Fint savtandede blade.
Vækst: Kraftig, men de lange års skud gør, at den alligevel bliver lidt ranglet. Behøver en eller anden form for støtte.
Duft: Stærk duft af citrus.
Sæson: Blomstrer en gang, juni-juli.
Tips: Som praktisk taget alle hvide roser bliver blomsterne misfarvede (prikkede) i regnfulde perioder.
--