En meterhøj kraftig rose med blankt mørkegrønt til bronzefarvet løv, der i reglen er meget sundt. Blomsterstilken er kraftig og stiv, og blomsten stor, hvælvet og velformet. Ved udspring er farven dybt orange, som efterhånden falmer til lys abrikos-orange. Tåler fugtigt vejr og blomstrer fint langt hen på efteråret. Glimrende til afskæring.
Forældresorterne er 'Charlotte Armstrong' x'Signora', fremavlet hos H. C. Swim i U.S.A. 1954.