Mus

Rødmusen viser sig ofte om dagen, et smukt lille dyr med rødbrun pels.

Af musene er der fem arter, der på den ene eller den anden måde er af interes­se for haveejeren: husmus, markmus, rødmus, halsbåndmus, skovmus og mosegrisen eller vandrotten - der zoologisk set hverken er en gris eller en rotte, men en studsmus; den behandles i dette leksikon for sig. Af de øvrige fire arter udmærker husmus og halsbåndmus sig især ved at anfalde havens frugter, mens markmus og rødmus gør skade som bark- og knopgnavere.

Rødmus er i stand til at afbarke grene og stammer på træer, så de helt går ud. Her gren af ask med muse gnav.

Arter:

Husmusen (Mus musculus) fo­rekommer overalt. Kropslængden er 7,5-10 cm, halelængden 7-10 cm. Far­ven er på oversiden gråbrun, på bugsi­den hvidlig.

Markmusen (Microtus agrestis) findes ligeledes overalt. Kropslængden er 9,5-13,5 cm, halelængden 3-4,5 cm. De små ører er stærkt hårede, og halen er utydeligt tofarvet.

Rødmusen (Clethrionomys glareolus) forekommer ligeledes overalt, bortset fra de fleste mindre øer, herunder Bornholm, Samsø, Læsø og Ærø. Kropslængden er 8-12 cm, hale­længden 3,5-7 cm. 

Der er fx set en rødmus i Ribe. Oversiden har en karakteristisk, mørkt rødbrun farve, undertiden med gråt på siderne. Halen er tydeligt tofarvet. Ses oftere end de andre mus om dagen.

Halsbåndmus (Sylvaemus flavicollis) er ret stor, med en kropslængde på 9-13 cm og en halelængde på 9-13,5 cm. Ørerne er ret store, og der er et gult bånd eller dog en gul plet på halsens underside. Den mangler i Vestjylland, på de fleste små øer samt på Læsø, Anholt, Samsø og Ærø.

Skovmus (Apodemus sylvaticus) er en art af musefamilien. Den har brun pels og hvid bug, ofte en gul plet mellem forbenene. Den forveksles let med arten halsbåndmus, men har lidt mindre ører og er normalt mindre i størrelse, ca. 9 cm lang.

Skovmusen er en ægte mus, med store ører og relativt spids snude. Fra snude til halespids måler den op til 20 cm. Den er grå- eller gyldenbrun på ryggen og hvid på maven - mellem forbenene har den en lille gylden plet. Grænseområdet mellem den gråhvide bug og den brune ryg er ofte gulligt - derfor er der ingen skarp farvegrænse her (hos Halsbåndmus derimod, er grænsen som regel skarp mellem hvid og brun).

Skadevirksomhed:

Husmusen gør ikke egentlig skade i haven, men kan være slem til at smutte ned i frugtkasser og begnave gemmefrugten, der tillige tilgrises af musenes ekskrementer. Hus­musen er svær at bekæmpe i de haveskure eller loftsrum, hvor frugten op­bevares, til frosten virkelig sætter ind. Fælder har ikke megen virkning, da musene jo bor midt i et bjerg af føde. Man kan forsøge at ud strø korn, præ­pareret med crimidin; men dør musen i æblekassen, er enden ofte værre end begyndelsen. Bedre er ærø-fælden, der tager musen levende; forsynes en så­dan med giftkorn, er man sikker på at slippe af med liget, uden at det ligger og rådner mellem gemmefrugten. Det bedste er dog at opbevare den indhø­stede frugt på et sted eller en måde, så musene ikke kan komme til kasserne. Men glem ikke, at blot en enkelt nat, hvor frugtkasserne står tilgængelige for musene på plænen eller på skurets gulv, kan være nok.

Markmusen er ikke slet så bundet til marken, som navnet antyder, men hol­der til, hvor der er rigelig græsvækst, idet dyrets hovedføde er den nederste del af græsstængler. Desværre har markmusen endnu en forkærlighed, nemlig barken af ædle nåletræer som weymouthfyr, dværgcypres, ædelgran og lærk, altså træer, som haveejeren anskaffer med stor bekostning og hæ­ger om. Musegnavet rammer de neder­ste 10-15 cm af stammen og viser sig ofte som ringgnav, der uvægerlig dræ­ber træet. Det er vanskeligt at forhin­dre markmusene i denne barkgnaver­virksomhed. Man kan opstille fælder med æblestykker, men risikerer let, at fugle lader livet i fælden i stedet for musen. Kan man finde musens gange, kan man komme crimidinbehandlet korn ned i dem. De værste skader opstår i reglen om vinteren, når der ligger sne; men end ikke om sommeren og efter­året kan haveejeren vide sig sikker. Markmusen kan desuden, i lighed med husmusen, blive ført ind i huset eller frugtlageret med frugtkasser og gøre skade på gemmefrugten. Bekæmpelse af markmusen er yderst vanskelig i haver og gartnerier. Man eksperimen­terer med gifte, der skal påsmøres træstammerne og kan dræbe de mus, der gnaver i barken. Et tilfredsstillen­de resultat er endnu ikke nået.

Rødmusen hører hjemme i træbevok­set terræn, herunder parker og haver. Den er en fortræffelig klatrer, og da den ved vintertid sætter stor pris på såvel bark som knopper, kan den gøre en del skade, især på lærk og ædelgran. Bliver træet afbarket helt, går det ud. Også hasselnødder holder den af. Af løvtræer angriber den især gerne hyld; men i almindelighed gnaver rødmu­sen ikke så konsekvent som markmu­sen, og dens skadevirkning er derfor, groft set, ikke så voldsom. Rødmusen er forholdsvis lettere at bekæmpe end markmusen ved hjælp af crimidinbe­handlet korn, der anbringes i gangene.

Halsbåndmusen kaldes undertiden stor skovmus, p.gr. af den betydelige lig­hed med skovmusen og fordi den hører hjemme i skov uden græsvækst i skov­bunden, Om vinteren holder den ofte til i forladte fuglekasser. Den er en dygtig klatrer og sætter stor pris på frugt og frø, herunder æbler og hassel­nødder. Også kimplanter, bog, agern og frø af nåletræer står på spisesedlen, hvorfor musen er til større skade i gartnerier og planteskoler end i haver, hvor tabet af et par æbler eller nødder dog er til at forvinde. Den er let at bekæmpe ved crimidinbehandlet korn - næsten for let, idet den ofte tager de korn, man har udlagt for dens langt skadeligere slægtninge markmusen og rødmusen.

Se også artiklen Vandrotte (mosegris).