Paradisea er opkaldt efter den italienske greve Giovanni Paradisi (1760- 1826), der var rådsherre i Modena. Man kender kun to arter, hvoraf den ene, som findes i Tibet, ikke er under kultur. Den anden er paradisliljen som findes vildtvoksende i Alperne, Appenninerne og Pyrenæerne. Den har et kort rhizom (jordstængel), hvorfra de smalle, græslignende blade skyder frem. Blomsterstænglen er bladløs, men ender i en ensidig klase af store, hvide, duftende, tragtformede blomster, som fremkommer først på sommeren. Efter afblomstringen visner den væk.
Vækstkrav: Paradisliljen trives bedst i en porøs, humusrig jord, og lige så vigtigt det er, at den får vand i vækstperioden om foråret, lige så vigtigt er det, at rhizomerne ligger temmelig tørt resten af året. Den kræver derfor perfekt dræn og egner sig godt i en lomme på toppen af en plantemur eller højt oppe i stenbedet; men den kan også anvendes i staudebedet, blot jorden er veldrænet, og den får fuld sol. Den er en glimrende afskæringsblomst.
Formering: Paradisliljen kan formeres ved deling af rhizomerne eller ved udsåning af frøene, hvilket helst skal ske straks efter høsten.
Paradisliljen har smukke, hvide, duftende blomster, men kan være lidt vanskelig i kultur, fordi rhizomerne skal ligge tørt om vinteren.
Sorter: Der findes enkelte havesorter, således 'Major', der har større blomster end arten og bliver op til 90 cm høj, 'Gigantea' , der har endnu større blomster, og 'Flore Pleno', der har fyldte blomster.